Annonce

Akademikernes a-kasse i modvind

I starten af december besluttede a-kassen for akademikere at melde sig ud af a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke. Det får nu medlemmer til at forlade a-kassen i protest.
AK-Samvirke er for politiske og overskygger de faglige organisationers arbejde, mener man hos Akademikernes a-kasse, der som udgangspunkt er a-kasse for jurister, økonomer og ingeniører.

Akademikernes retter specielt kritikken imod AK-Samvirkes direktør, Verner Sand Kirk, som har været en markant stemme i forhold til regeringens dagpengereform og har derfor besluttet at melde sig ud af brancheorganisationen og gå solo.

”Vi ser det som brancheorganisationens vigtigste opgave at fremme a-kassernes interesser i omverdenen, og det sker bedst ved at understøtte a-kasserne i deres arbejde for at professionalisere og effektivisere driften og fremme vækst og beskæftigelse til gavn for de ledige medlemmer,” sagde direktøren for Akademikernes, Per Hansen, i en pressemeddelelse før jul.

Kort sagt. AK-Samvirke skal ikke interessere for de lediges vilkår, men på a-kassernes evne til at få folk i arbejde.

Den holdning deler man ikke hos en af de andre a-kasser for højtuddannede, nemlig Magistrernes  A-kasse.

”Det er nødvendigt at arbejde politisk for at råbe politikerne op, når dagpengeforringelser får alvorlige økonomiske og personlige konsekvenser for de ledige. Vi har den daglige kontakt med dem og kender deres situation indgående,” udtaler MA’s formand, Frederik Dehlholm.

Skaber medlemsflugt
Akademikernes beslutning om at forlade AK-Samvirke er blevet mødt med kritik og en lang række udmeldelser. Blandt andet har SF’s politiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen og forfatteren Lau Aaen, der har skrevet bogen Dagpengeland, meldt ud, at Akademikernes beslutning har fået dem til at skifte til andre a-kasser.

"Har meldt mig ud. Selvfølgelig skal a-kasser have en holdning til (politiske) forhold der vedrører deres medlemmer," skriver hun ifølge Metroxpress på Facebook.

Beslutningen om at melde sig ud bakkes op af brugere, der på Akademikernes egen Facebook-side giver udtryk for deres utilfredshed.

Pernille Høj skriver: ”Da I har valgt at melde jer ud af fællesskabet i A-kassernes Samvirke, fordi I ikke vil arbejde for løsninger for de arbejdsløse, må jeg desværre se mig nødsaget til at melde mig ud af Akademikernes”

Danny Jensen skriver: ”Hej AAK - jeg er læge og som sådan født medlem af jeres akasse. Pga jeres manglende vilje til at arbejde for bedre vilkår for de arbejdsløse har jeg dd. meldt mig ud af AAK - og jeg vil opfordre enhver anden der mener at arbejdsløse skal tilbydes tålelige vilkår at gøre det samme. Så kan DJØF og IDA have deres helt egen møg-kasse for sig selv.”

Christopher Mortensen skriver: ”Farvel Akademikernes. Mens jeg var arbejdsløs var jeres service elendig. Nu melder i jer også ud af AK-samvirke. What is there to like?”

Støtteside for Verner Sand Kirk
På Facebook kan man samtidig finde en støtteside til fordel for Verner Sand Kirk, kaldet ”Vild med Verner”, der i skrivende stund har fået over 800 likes. Siden beskriver sit formål således: ”Verner Sand Kirk har sat ledige på dagsordenen. Det er vi mange, der gerne vil sige Verner tak for - modsat Akademikernes A-kasse.”

Akademikernes får dog også en form for opbakning til deres udmelding af fællesskabet. Den radikale arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq, skriver nemlig på Twitter, at han aldrig har været medlem af en a–kasse, men at han nu overvejer det, fordi Akademikernes ifølge ham er ”rummelige og cool”. Den besked fra det radikale folketingsmedlem har så i sig selv medført en ret heftig debat på de sociale medier-

David Troels Garby (f. 1980) er redaktør for Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce