»Konservative og SF risikerer at ryge helt ud af Europa-Parlamentet. Socialdemokraterne og Venstre risikerer meget dårlige valg, og det er usikkert, om Folkebevægelsen kan hive et mandat hjem. Så det eneste parti, der ikke behøver at være nervøs, er Dansk Folkeparti, der slet ikke kan undgå at få et kanonvalg«

Der er to sikre ting. Det ene er at hans forudsigelse om Dansk Folkeparti er rigtig. Det andet er, at alt det andet ikke kan være rigtigt på samme tid. Der er derfor god grund til at analysere nærmere på situationen. For at starte med konklusionen, finder jeg følgende stemme- og mandatfordeling sandsynlig (angivet i meget runde tal):

S + SF: 30% (4-5)
R: 10% (1)
V+K+LA: 35% (5)
O: 20% (2-3)
N: 5% (0-1)

Forstærket borgerlig EU-skepsis
Det virker sikkert at Dansk Folkeparti vil få i omegnen af 20 % af stemmerne og dermed mindst 2 mandater og muligvis 3. Ligeledes vil Radikale få i omegnen af 10 % af stemmerne. Nok til ét sikkert mandat, men helt sikkert ikke nok til to mandater. Ud fra de rygter undertegnede har hørt, forventes ingen af partierne på nuværende tidspunkt at tilslutte sig et valgforbund.

Der er ikke noget der tyder på at Venstre skulle gå voldsomt tilbage eller frem. En ikke ubetydelig del af Venstres normale kernevælgere er over de sidste år blevet mere EU-skeptiske og partiet må forvente at aflevere stemmer til både Dansk Folkeparti og et Liberal Alliance, der ved sidste valg lå og rodede rundt omkring 0 i meningsmålingerne.

Konservative vil med Bendt ”Mr. Ten Procent” Bendtsen i spidsen nok få ca. 10 %. Og med omkring 5 % til LA vil valgforbundet V-K-LA få ca. 35 % af stemmerne, som ret sikkert vil udløse 5 mandater, fordelt med 4 til Venstre og ét til de konservative.

Situationen for et valgforbund mellem Socialdemokraterne og SF er ret åben, men det har stor fordel af at Enhedslisten ikke stiller op. Socialdemokraterne vil næppe gå tilbage i stemmeandel, partiet fik i 2009 21,5 %.

Naturligvis vil partiet tabe en del vælgere på sin aktuelle situation, men samtidig kan der nok vindes en del ”hjem” fra SF, som i 2009 fik ca. 16 %. SF står naturligvis til at miste en del, men næppe så meget som de landspolitiske meningsmålinger tilsiger. Med Margrethe Auken i spidsen – og et manglende Enhedslisten – vil partiet godt kunne vinde et mandat selv med omkring 7-8 % af stemmerne. Valgforbundet S-SF kan altså forvente i underkanten af 30 %, men på en god dag over 30 %.

Enden for bevægelserne?
Det mest åbne spørgsmål er Folkebevægelsen. ”Bevægelserne” er over de sidste 20 år faldet fra ca. 25 % til ca. 10 % opslutning. I 2009 mistede Junibevægelsen ca. 7 % af stemmerne da Jens Peter Bonde afløstes som spidskandidat af Hanne Dahl, mens Folkebevægelsen kun gik to procentpoint frem. De 2,4 % som Junibevægelsen – der siden er opløst – fik i 2009, kan altså ikke i stort omfang forventes at gå til Folkebevægelsen. De 7,2 % som Folkebevægelsen selv fik i 2009 (mod 5,2 % i 2004) skal ses i lyset af, at de stillede med den kendte, garvede og populære Søren Søndergaard, tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten (1994-2005).

Den svindende tilslutning til Folkebevægelsen og den fuldstændige mangel på profiler, gør at Folkebevægelsen i sig selv næppe kan trække et mandat.

Af Folkebevægelsens 168.555 stemmer fik han personligt de 107.429. Folkebevægelsen stiller denne gang med den i offentligheden helt ukendte 29 årige Rina Ronja Kari i spidsen og med Christian Juhl, MF for Enhedslisten, som sin mest kendte kandidat på 4. pladsen. Den svindende tilslutning til Folkebevægelsen og den fuldstændige mangel på profiler, gør at Folkebevægelsen i sig selv næppe kan trække et mandat.

Folkebevægelsen har dog én faktor der kan ændre billedet: Enhedslisten. Enhedslisten har, efter voldsom intern diskussion, besluttet ikke at opstille selvstændigt ved valget, men i stedet anbefale vælgerne at stemme på Folkebevægelsen. Med partiets aktuelle popularitet, kan det godt bære mandatet til Folkebevægelsen hjem. Men partiets nytilkomne vælgere er næppe EU-modstandere pr. automatik. Og derfor vil det kræve en fuldhjertet indsats af partiets stærkeste profiler at overbevise dets nytilkomne vælgere om, at de skal stemme på Folkebevægelsen.

Det vil samtidig rumme en risiko for at partiet minder sine nye vælgere om, at de er stærkt uenige med Enhedslisten om netop EU. Dermed kan partiet tabe national opbakning ved at gøre det. Dertil kommer at stærke kræfter i toppen af Enhedslisten reelt ikke deler Folkebevægelsens snævre perspektiv om dansk udmeldelse af EU og derfor har svært ved at føre kampagne for det. Ja, måske ligefrem har interesse i at Folkebevægelsen ryger ud, så der er fri bane for at Enhedslisten opstiller selvstændigt i fremtiden.

I Folkebevægelsen sætter man sin lid til, at den samtidige afstemning om EU’s patentdomstol kan være særligt mobiliserende for ”nej”-vælgere. Spørgsmålet er dog, om der er grund til at tro at dette meget specifikke og tekniske spørgsmål reelt bliver en principiel diskussion om ja eller nej til EU. Det lyder tvivlsomt.

S skal mobilisere kernevælgerme
Overordnet set virker det nogenlunde sikkert at Venstre får 4 mandater, Socialdemokraterne 3, Dansk Folkeparti 2 og Radikale, SF og Konservative hvert 1. Det sidste mandat er i så fald udbudt i åben kamp mellem Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU. Hvis Socialdemokraterne skal vinde det slagsmål, gælder det om at føre kampagne målrettet kortuddannede vælgere i lav- og mellemindkomstgruppen – eksempelvis på den københavnske vestegn – med fokus på at EU på den ene side er nødvendigt, på den anden side har brug for et klassisk socialdemokratisk fokus på beskæftigelse og social retfærdighed.

Og så ville det styrke Socialdemokraterne betragteligt, hvis man fik Radikale med i valgforbundet med SF. Radikale har umiddelbart intet at tabe ved det, men kan nemt levere de afgørende stemmer for at det sidste mandat havner hos Socialdemokraterne fremfor hos Dansk Folkeparti eller Folkebevægelsen. Og det er vel også i de Radikales interesse…

Kasper Bjering Søby Jensen, medlem af Ishøj Byråd for Socialdemokraterne