Annonce

10 torsdagsnyheder, som du ikke bør gå glip af

Netavisen Pio har samlet de ti mest interessante nyheder, begivenheder og kommentarer fra dagens gang i dansk politik.

1. Dagens spekulation. De danske medier hviner i fryd over udsigten til morgendagens samråd med statsministeren om vildledningen af Retsudvalget og B.T. spekulerer i, at ’Fredag eftermiddag kan Thorning være fortid’. Måske de for en gangs skyld skulle slå koldt vand i blodet og overveje, hvor mange ’hvisser’ deres historie bygger på: Hvis departementschefen fangede betydningen af den kosmetiske ændring i Justitsministeriets udkast; hvis han bevidst ikke gjorde noget; hvis han orienterede statsministeren om et udkast til en pressemeddelelse (!) og hvis hun vendte tommelfingeren opad til mørklægningen. Der er ikke skyggen af bevis for at nogle af disse ’hvisser’ skulle være tilfældet.

2. Dagens citat. Når lægerne er færdiguddannede aflægger de højtideligt et sympatisk og solidarisk lægeløfte: ”Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn”. Måske de praktiserende læger, der søger at undergrave den nye akuttelefon i deres egoistiske jagt på flere bevillinger, burde minde sig selv om dette, før de næste gang ringer 1813?

3. Dagens mytedræber. Endnu en myte om de arbejdsløse bliver effektivt aflivet i Uge aflivet A4 i dag, der citerer en dugfrisk undersøgelse baseret på tal fra Beskæftigelsesministeriet: ”Hvert tredje ledige a-kassemedlem, der kommer i beskæftigelse igen inden for det første halve års ledighed, finder faktisk jobbet i en anden branche end den, han eller hun tidligere var ansat i. (..) Tallene er udtryk for et meget fleksibelt og velfungerende arbejdsmarked, vurderer repræsentanter for både lønmodtagere og arbejdsgivere”. Så måske kunne Liberal Alliance for en gangs skyld klappe i med påstanden om, at de ledige ikke søger bredt nok i jagten på et arbejde?

4. Dagens must read. Politikens Kristian Madsen bringer et tiltrængt perspektiv i vækstdebatten, når han i dag skriver, at det afgørende politiske valg er hvem væksten i det hele taget kommer til gode: ”Det afgørende er at sikre, at alle kommer med, når der igen kommer vækst i samfundsøkonomien. Det mål, regeringen burde sætte sig, er, at mens uligheden steg op gennem 00’ernes boom, skal et kommende opsving mindske eller i det mindste ikke øge den økonomiske ulighed. Det skal komme middelklassen og de lavtlønnede til gode. Det sker ikke automatisk – det kræver et aktivt politisk valg. I en række af de lande, hvor opsvinget er i gang, er det stort set kun kommet de rigeste til gode”.

5. Dagens optur. Den franske præsident François Hollande kæmper både med en dårlig økonomi, en krig i Mali og pressens nylige afsløringer af hans affære med skuespillerinden Julie Gayet. Men det sidste har åbenbart ikke skadet hans ellers lave vælgeropbakning: ”Ifølge en meningsmåling fra Le Nouvel Observateur er præsidentens popularitet steget med tre procent, nemlig fra 23 til 26. Det er især kvinder, der nu ser mildere på ham”. Kun i Frankrig er de almindelige love om sexskandaler sat ud af kraft.

6. Dagens tal. Nitten procent af de danske industrivirksomheder har de forgangne ti år fortrudt outsourcing til lande som Kina og Polen og har flyttet produktionen tilbage til Danmark, viser en ny undersøgelse fra 3F. Hurtigere omstilling, bedre kvalitet samt færre fejl og forsinkelser er de vigtigste årsager til, at virksomhederne igen foretrækker danske arbejdere. Så måske den evige diskussion om den dårlige lønkonkurrenceevne skulle modificeres blot en smule?

7. Dagens nye tiltag. Dette er ikke hver dag, at EU gør noget fornuftigt. Men nu har Europaparlamentet stemt nye udbudsregler igennem, der sikrer, at de offentlige myndigheder ikke længere er tvunget til kun at lade sig styre af ’den laveste pris’ diktatur’ ved offentlige udbud, men nu også kan stille krav til for eksempel kvalitet, miljø og sociale forhold. ”Det, der glæder mig allermest, er, at EU's udbudsregler kan bruges som et af mange redskaber til at bekæmpe social dumping”, udtaler det europaparlamentsmedlem Christel Schaldemose (S) til Ritzau.

8. Dagens meningsmåling. Ifølge en ny meningsmåling, som A&B Analyse har foretaget for netavisen Altinget.dk, mener 52 procent af danskerne, at en omlægning af bilafgifterne til roadpricing er en god idé, mens godt hver fjerde siger nej. Mon ikke denne holdning ændrer sig i det øjeblik, at det går op for især bilisterne i hovedstadsområdet, hvor stort et indgreb i pengepungen det vil medføre?

9. Dagens boykot. Ved en folkeafstemning har de egyptiske vælgere vendt tommelfingeren opad til landets nye forfatning. Dog var valgdeltagelse på blot beskedne 38 procent, hvilket måske ikke er så overraskende, da militæret med sit kup mod Mohamed Morsi demonstrerede, at forfatninger ikke er det papyrus værd, som de er skrevet på.

10. Dagens advarsel. World Economic Forum advarer nu om, at den voksende ulighed er den største fælles trussel, som menneskeheden stor overfor. Da organisationen ikke just er en socialistisk sammenslutning er advarslen måske et tegn på, at selv de borgerlige er begyndt at indse, at den stigende kløft mellem rige og fattige er et problem. Dog ikke de danske, selvfølgelig.


Flere artikler om emnet