Annonce

Uddannelse er bedre end topskattelettelser

Det er en bedre forretning at uddanne ufaglærte end at sænke topskatten. Sådan lyder en af konklusionerne i nye analyser fra 3F.
Jo, det giver penge her og nu, hvis du sænker topskatten, men på lang sigt er det en bedre forretning at uddanne ufaglærte borgere. Både når det gælder den offentlige økonomi og beskæftigelsen. Sådan lyder blot en af de konklusioner, som er kommet ud af et nyt samarbejde, 3F har startet med tænketanken Kraka og den uafhængige DREAM-gruppe.

Og ikke nok med, at samfundet får mere ud af at uddanne ufaglærte end at give skattelettelser til de rigeste, så koster det stort set heller ikke noget, fordi pengene kommer ind i statskassen igen. I DREAM-analysen ”Samfundsøkonomiske konsekvenser ved opkvalificering af ufaglærte og erhvervsfaglige” står der:

”Opkvalificering fra ufaglært til faglært tjener sig ind, selvom man trækker folk ud af arbejdsstyrken i et år. Det skyldes, at uddannelse efterfølgende øger erhvervsfrekvensen og dermed løn og skattebetalinger.”

Uddannelsesløft til dem, der mangler
3F mener, at analyserne er et vigtigt bidrag i debatten om, hvad samfundet faktisk får ud af at uddanne ufaglærte arbejdsløse og i en kommentar, skriver de:

”De ufaglærte i Danmark har størst behov for et uddannelsesløft for at kunne matche virksomhedernes behov og opnå varig beskæftigelse. Derfor bør der uddannelsesmæssigt satses på denne gruppe, som har trukket mindst på uddannelseskontoen.”

Og til Fagbladet udtaler 3F-formand Per Christensen:

”Jeg håber, at regeringen vil skele kraftigt til, hvor stor effekt der er ved mere uddannelse til ufaglærte, sådan at beskæftigelsespolitikken giver de bedste muligheder for at ufaglærte kan uddanne sig.”

Minister: Uddannelse gør en forskel
Og måske får 3F, Kraka og DREAM held til at påvirke politikerne, inden Carsten Koch-udvalget fremlægger deres forslag til en ny beskæftigelsesindsats og de efterfølgende forhandlinger om en reform går i gang. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er i hvert fald positiv over resultaterne. I en skriftlig kommentar til Dagbladet Information siger hun:

”Det er yderst positivt, at analyserne viser, at uddannelse gør en forskel – selv om man selvfølgelig ikke kan nøjes med et tiltag, når man vil skabe job og bedre jobformidling.”

Hun forsikrer samtidig 3F om, at der ingen grund er til at være nervøs over, at uddannelse ikke bliver en del af den kommende reform:

”En af de centrale målsætninger med en reform af beskæftigelsesindsatsen er netop at sikre en bedre brug af uddannelse og relevant opkvalificering, så det i højere grad er jobrettet og målrettet ledige med størst behov.”

FAKTA:
Nogle af hovedkonklusionerne i 3F’s, Krakas og DREAM’s analyser er blandt andet, at:

Et målrettet uddannelsesløft fra ufaglært til faglært niveau kan være gratis set fra et statsfinansielt synspunkt.

Det er en bedre forretning at opkvalificere ufaglærte end andre overordnede uddannelsesgrupper. Investeringer i yngre mennesker giver det bedste afkast, fordi de har flere år tilbage på arbejdsmarkedet.

Samlet er det en rigtig god forretning for samfundet, når ufaglærte bliver faglærte.

3F, Kraka og DREAM-gruppen har regnet ud fra de økonomimodeller, som centraladministrationen og De Økonomiske Vismænd også bruger og anerkender.

Som tingene ser ud nu, er der om syv år udsigt til over 100.000 ufaglærte uden jobmuligheder. Samtidig forventer man i de kommende år en mangel på kvalificerede faglærte.


Flere artikler om emnet