Lige muligheder kræver viljestyrke

Den finansielle krise har skærpet tabuiseringen af mennesker med handikap. Men følelsen af ligeværd afhænger ikke af betalingsbalancen og den enkelte kommunes servicestandarder. Den afhænger af viljen til at engagere sig.
Jeg tænker somme tider på, hvordan mit liv havde set ud, hvis ikke mine klasselærere, mine kammerater og ikke mindst mine forældre havde haft den vilje, der måtte til for at give mig muligheden for selv at have indflydelse på, hvordan jeg vil leve mit liv. Om jeg havde lært at opfatte mig selv som en ligeværdig medborger og lært, hvilken betydning det har at kunne tage del i samfundslivet. På mine egne præmisser vel at mærke.

Én ting er, som fysisk handikappet, at lære at gebærde sig i en verden, der er indrettet på majoritetens præmisser. Noget andet er at erkende, at selvom jeg er underlagt samfundets syn på mig som minoritet, så er jeg stadig selv ansvarlig for at nå mine mål. Som spastiker og talehandikappet, må jeg være bevidst om, at jeg selv er ansvarlig for at lære mine muligheder og udfordringer at kende, fordi dette kendskab er selve udgangspunktet for at kunne kompensere for mit handikap.

I takt med min opvækst, min skolegang, mit arbejdsliv og foreningsarbejde har jeg lært at gebærde mig i en verden, hvor min egen viljestyrke er vital for at kunne leve mit liv. Ligesom min omgangskreds. Jeg har efterhånden også lært, hvor stor en betydning det har at tilhøre en samfundsminoritet, som på trods af den individuelle frihed til alle tider vil være underlagt ikke blot balancen på de offentlige finanser, men også det aktuelle kollektive mentale overskud. To elementer som har vist sig at være særdeles tæt forbundne.

I et demokratisk samfund må man kunne debattere de udfordringer, der løbende opstår, med henblik på at skabe løsninger. Men erfaringerne fra de senere års debatter om stigende udgifter på handikapområdet har også udstillet, hvor hurtigt nye tabuer kan opstå.

Forholdene for mennesker med handikap udsættes i disse år for et pres, der efterhånden har udmøntet sig i voldsomme tilbageskridt, hvad angår den enkeltes muligheder for at skabe sig en ønskværdig tilværelse.

Mange har, som jeg selv, oplevet, og oplever til stadighed, hvordan mulighederne for kompensation for sin funktionsnedsættelse indskrænkes. Med henvisning til den økonomiske smalhals som hele den vestlige verden i disse år kæmper en indædt kamp for at komme ud af. Og det er tydeligt, at borgere med et handikap bestemt ikke er alene om at måtte acceptere nedskæringer. Blot må jeg konstatere, når jeg hører om de konkrete historier fra mit netværk og mærker de sociale forandringer på min egen krop, at konsekvenserne er fatale for alle. Specielt når man som handikappet er afhængig af andre menneskers gode vilje.

Kan vi som enkeltindivider overhovedet stille noget op imod denne udvikling? Det afhænger nok af den enkeltes ambitioner, målsætninger og vedholdenhed. Historien har vist, at det netop er i brydningstider som den aktuelle finanskrise, at nye veje dukker op i horisonten.

Kan jeg forestille mig en verden, hvor min funktionsnedsættelse ingen betydning har? Hvor alle er inkluderet i samfundet og kan handle frit? Uden ansvar for sig selv eller for andre? Næppe. En verden hvor alle har lige muligheder og ingen pligter til at handle i overensstemmelse med det fælles bedste? Nej, vel? Og hvor ville det da egentlig også være kedeligt.

Nogle vil måske mene anderledes, men vi kan heldigvis i store træk blive enige om, at et handikap ikke er selvvalgt. Derfor vil jeg også tillade mig at forvente, at det samfund, jeg er en del af, til stadighed vil arbejde for at skabe lige muligheder for alle.

Man kan påstå, at jeg som handikappet bare kan vælge at lukke øjnene og acceptere de vilkår, der bliver mig givet. Men vi må også huske på, at vi hver især – alle mennesker, uanset handikap – har evnerne til at gøre den indsats, der er os mulig for at nå de mål, vi sætter os. Og uanset hvem vi er, så har vi altid muligheden for at give os selv en følelse af ligeværdighed.

Ansvaret må nødvendigvis gå begge veje. Ellers bliver målet om ligeværdighed omsonst.

Når en minoritetsgruppe som handikappede borgere igen og igen udsættes for nedskæringer i de ydelser, der udgør fundamentet for vores mulighed for at blive anerkendt som ligeværdige samfundsborgere, må vi sige fra. Netop herved bliver vi stærke og engagerede. Og ved at bruge vores indignation indtræder vi samtidig i det store fællesskab og er med til at påvirke vores egen og andres fremtid.

De tilbageskridt, der gennemføres på det specialiserede socialområde i disse år, er ingen tjent med. Det store spørgsmål er, hvordan vi skaber de muligheder, der skal til for at genskabe forståelsen af ligeværdighed som mennesker. Uanset vore individuelle forskelligheder.

Ansvaret for at få det bedste ud af sin egen situation indebærer også muligheden for at påvirke de herskende vilkår. Og her er vi alle nødt til at skue indad og stille spørgsmålet: Hvordan kan jeg selv skabe de betingelser, der skal til for, at jeg kan nå mine mål?

Martin Merrild (f. 1984) er frivillig skribent i Spastikerforeningen samt Kooperationen – den kooperative arbejdsgiver- og interesseorganisation i Danmark.

Formand for Landbrug & Fødevarer


Flere artikler om emnet

Annonce