DF på jagt efter muslimer - igen

Den muslimske del af den danske befolkning skal være mindre. Den udmelding kommer fra Dansk Folkeparti, der kun vil tildele statsborgerskab til dem med den rigtige religion.
Religiøse lakmusprøver hører til i autoritære regimer, ikke i et liberalt, moderne vestligt demokrati.

En lang række medlemmer af Dansk Folkeparti kunne ifølge en artikel i Berlingske godt tænke sig at der blev sorteret i hvem der får danske statsborgerskaber. Og står det til partiet, så bør muslimer sorteres fra.

”Vi bør begrænse den muslimske minoritets størrelse i Danmark,” skriver forsvarsordfører Marie Krarup på sin Berlingske-blog og andet steds i avisen bakkes hun blandt andet op af folketingskollegaen (og grandfætteren!) Christian Langballe og formanden for DF’s ungdomsorganisation, Anders Vistisen.

Og nærmest komisk bliver det, når Holger Gorm Rasmussen, der er viceborgmester Vejle Kommune, udtaler:

”Vi kunne starte med at få indført en ordentlig grænsekontrol, så vi kunne få dem (muslimer, red.) vendt rundt nede ved grænsen med det samme, når de kommer. Det kan et politisk flertal bare beslutte. De skulle bare have indrejseforbud”

At Dansk Folkeparti er skeptiske over for indvandring er ikke nyt, men udtalelserne fra DF’erne er alligevel en skærpelse af tonen. Tidligere har partiet været kritisk over for at tildele radikale islamister statsborgerskab, men nu er det i sig selv et problem at være muslim – uanset hvor meget eller hvor lidt religiøs vedkommende ellers er.

Man må i denne sammenhæng forsøge at huske Dansk Folkepartis medlemmer på, at i Danmark har vi grundlovssikret ret til religionsfrihed. Staten skal ikke bestemme hvad man tror på eller om man tror. Religiøse lakmusprøver hører til i autoritære regimer, ikke i et liberalt, moderne vestligt demokrati.

I Danmark har vi masser af udfordringer med integrationen, ligesom mange andre steder i verden – men alle der kommer til landet har rettigheder og pligter. Hvis Danmark skal håndtere integrationen er det afgørende, at den foregår i et tempo, så dem der kommer hertil, kan nå at blive integreret.

Men når det er sagt, så må det understreges, at det at modtage og gøre sig fortjent til et dansk statsborgerskab allerede i dag er en lang proces, hvor ansøgeren skal være her længe, lære sproget, være selvforsørgende og selvfølgelig holde sig ude af kriminalitet. Det er kun fair.

Men at helt grundlæggende må man bare fastslå, når at man ikke bliver en dårligere dansker, bare fordi man er muslim.

Daniel Rosenqvist (f. 1980) er medlem af Socialdemokraterne i Vejle.


Kommentarer fra Facebook