Sådan sagde Annette Vilhelmsen den 13. oktober 2013, efter det var en realitet, at hun havde vundet formandsvalget i SF mod Astrid Krag. Medlemmerne – baglandet – havde talt. De ville ikke have børnebandens reformation af SF, og hvor det at have magten også betød at gå på kompromis og give køb på gamle mærkesager.

Nej, de ville have det gamle SF, de ville have folkesocialisme, de ville have høringsret, og de ville have indflydelse, rundkreds… Ligesom Annette Vilhelmsen lovede dem det. Baglandet glemte bare, at de var en del af en trepartisregering, og at deres ledelse på alle måder var den mindste:

Færrest mandater, ingen erfaring og ingen tidligere ministre på holdet.

Og når man er den mindste, betyder det som regel også, at man ikke er den, der har det sidste ord.

Det fandt baglandet ud af, da Villy Søvndal og de unge SF-protegéer blandt andet gik med til selskabsskattelettelser og trak betalingsringen tilbage. Derfor vidste baglandet også godt, at hvis Astrid Krag blev formand, så ville det fortsætte sådan. Så ville de stå med en folketingsgruppe, der også traf beslutninger, som ikke var klassisk SF-politik. Og de ville gøre det uden at spørge baglandet om lov.

Men baglandet ville være med. De ville høres, når større beslutninger skulle træffes. Ja, de ville snakke om det. De ville have en topledelse, som ikke udøvede topstyring, men som dyrkede rundkredspædagogik, når landets fremtid skulle afgøres.

Baglandet ville kort sagt have et parti, som ikke findes. Et parti som opfører sig som et oppositionsparti – siger og gør hvad de vil i lykkelig forening, fordi de kan – men som har magten til at bestemme i en regeringsparti – stadig i lykkelig forening.

Men kære venner… I hvilket magthavende parti sætter ledelsen sig i en rundkreds med baglandet og spørger: ”Og hvad kunne I så godt tænke jer, at vi gjorde?”

Ikke noget parti, jeg kender til. For Christiansborg og national politik er topstyret. Totalt topstyret. Og det er vel sådan set helt normalt, eftersom vi almindelig borgere og partimedlemmer vælger hvem, der skal sidde på Slotsholmen og bestemme for os.

Vi overlader magten til dem, fordi vi har tillid til, at de kan forvalte den for os.

Men den tillid har SF’s bagland ikke haft. Eller dele af baglandet. Faktisk primært den del, som råber lige så højt som Karsten Hønge og taler i malende billedsprog om kameler og tør hals.

Men havde I helt ærligt regnet med, at I som lokalformænd og landsledelse skulle have lov til at bestemme regeringens finanslov og folkeskolereform? Blot for at nævne et par eksempler. Havde I virkelig regnet med, at alting ville blive så meget anderledes i regeringssamarbejdet, fordi I valgte en anden type formand?

Det koster at have magt. Det koster at have ansvar. Og den pris var SF-baglandet ikke klar til at betale.

Det gør mig ondt, for jeg tror desværre, at ved at melde sig ud kommer SF til at betale en endnu højere pris.

Jeg ønsker dog partiet alt muligt held og lykke i fremtiden, og jeg håber, at de som støtteparti vil tage aktiv del i dansk politik - og at SF med tiden vil blive i stand til at både at tage ansvaret og de konsekvenser, det medfører.