Annonce

12 torsdagsnyheder, som du ikke bør gå glip af

Netavisen Pio har samlet de tolv mest interessante nyheder, begivenheder og kommentarer fra dagens gang i dansk politik.

1. Dagens brud. Annette Vilhelmsen har meddelt, at SF forlader regeringen. Dermed fortsætter Thorning som statsminister i spidsen for en SR-regering ligesom i de gode gamle dage med Nyrup, Krag, Kampmann og Stauning. Der gik over fyrre år fra Det Røde Kabinet brød sammen i 1967 til SF igen blev betragtet som modent til et regeringssamarbejde. Efter de sidste dages kaos kan der meget vel gå den samme tid, før SF igen ser indersiden af en ministerbil.

2. Dagens vedtagelse. Midt i al virakken vedtog Folketingets finansudvalg den aftale, som regeringen havde indgået med Goldman Sachs om at sælge nitten procent af aktierne i Dong Energy. SF havnede dermed i den værste af alle verdener: De stemte for en aftale, som baglandet og vælgerne afskyede, men forlod samtid regeringen.

3. Dagens afgang. Annette Vilhelmsen tog konsekvensen af den dybe splittelse i SF og meddelte på et pressemøde, at hun ikke ville genopstille som formand, når partiet i marts mødes til ekstraordinært landsmøde: ”Ja, det har været et dramatisk døgn. I går blev det klart for mig, at det ikke var muligt at samle partiet. Af hensyn til SF tager jeg konsekvensen af det (..) I dag har jeg truffet beslutning om, at jeg ikke genopstiller som partiformand, og at SF træder ud af regeringen (..) Jeg vil gerne sige i dag: Der var et SF før mig, der har været et SF under mig, og der vil også være et SF efter mig”. Forinden havde partiets næstformand, gruppeformanden samt den politiske ordfører og finansordfører også forladt deres poster. Måske hun rettelig burde have sagt, at der var ’et større SF før mig, et mindre SF under mig og et nedsmeltet SF efter mig’.

4. Dagens nøgletal. De nye tal for arbejdsløsheden tikkede ind fra Danmarks Statistik og vidste, at bruttoledigheden er faldet til 5,6 procent og nu er på 148.200 personer. Dermed er ledigheden på det laveste niveau i fire år. Kunne Danmarks Statistik ikke have valgt en bedre dag at annoncere denne gode nyhed?

5. Dagens citat. Den tidligere erhvervsminister Ole Sohn (SF) var bedst til at sætte ord på situationen: ”SF kan ikke agere som et ansvarligt parti. Det er noget af det mest pinlige og latterlige, jeg har oplevet (..) Jeg synes, det er håbløst, at man som venstreorienteret parti ikke kan finde ud af at have indflydelse og tage ansvar. Kan man ikke have det, giver det ikke nogen værdi at være venstreorienteret med rigtige holdninger og rene hænder. Det forandrer ikke verden”. Det er svært at være uenig i Sohns vurdering, og man forstår den bitterhed, som han og ligesindede må føle ved, at mange års hårdt arbejde nu ligger i ruiner.

6. Dagens skattesnyd. I en dokumentar på DR kunne tidligere ansatte berette, hvordan Jyske Bank gennem sine afdelinger i Gibraltar og Schweiz har hjulpet med massiv skatteunddragelse for millioner. Den nye skatteminister kunne passende kigge på dette som det første, når ministerrokaden er faldet på plads.

7. Dagens afgang II. Sundhedsminister Astrid Krag (SF) meddelte hen på eftermiddagen, at hun ikke længere kunne være medlem af SF og havde søgt om optagelse hos Socialdemokraterne: ”Jeg traf et grundlæggende valg, da jeg tabte formandsvalget i SF, nemlig at stå bag Annette Vilhelmsen, fordi hun sagde, at hun ville fortsætte regeringsprojektet, som jeg har arbejdet for i flere år, og at hun ville samle partiet (..) Det sidste døgns begivenheder viser jo, at det projekt lykkedes hun ikke med (..) Der er ikke opbakning til af føre den form for venstreorienteret politik, jeg gik til valg på. Dét tager jeg konsekvensen af i dag, når jeg melder mig ud af SF”. Af én eller anden grund har en del venstreorienterede et stort behov for at svine Astrid Krag til på hendes facebookside i stedet for at have måske en smule forståelse for, hvor hun skifter parti.

8. Dagens smil. Det var svært for oppositionens leder, Lars Løkke Rasmussen (V), at undertrykke et bredt, ulveagtigt smil, da han kommenterede SF’s afgang fra regeringen: ”Virkeligheden overgår fantasien. Manuskriptforfatterne til tv-serien Borgen kunne formentlig ikke have skrevet det mere dramatisk. De seneste par dage har vidnet om et SF i nedsmeltning, men også om en regering, der er i kæmpe problemer (..) Det er stærkt generende, at vi har en regering, der bruger så meget tid på at skændes med sig selv”. Heldigvis er regeringens position i meningsmålingerne så stærk, at det på ingen måde er et problem, at man fra tid til anden fremstår en smule splittede, uprofessionelle og kaotiske.

9. Dagens anbefaling. Der gik ikke mange timer fra Pernille Vigsø Bagge blev udnævnt til ny gruppeformand til hun pegede på den nuværende transportminister, Pia Olsen Dyhr, som det bedste bud på en ny SF-formand: ”Pia er stærk, driftssikker, dygtig, klog og en fantastisk dygtig forhandler. Alt det får SF brug for nu. Hold da op, hvor vi bider i græsset i disse dage, men hold da op, hvor skal vi nok komme stærkt tilbage”. I forvejen har Ida Auken og Mette Touborg meddelt, at de ikke stiller op til posten, hvilket – med det forventelige valgnederlag in mente – godt kan forstå.

10. Dagens spionsag. Nye lækkede dokumenter fra whistlebloweren Edward Snowden viser, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA spionerede mod Danmark og andre lande op til og under klimaforhandlinger i København i 2009. Af én eller anden mærkelig grund har Enhedslisten set dette som en anledning til at kalde statsministeren i samråd.

11. Dagens ansvarsfralæggelse. Oprørerne i SF afviste helt og aldeles, at de havde ansvaret for, at Annette Vilhelmsen gik af og SF forlod regeringen: ”Da landsledelsen så træffer en beslutning i går, som jeg ikke er enig i, må jeg selvfølgelig følge den. Men det giver også sig selv, at så kan jeg ikke blive ved med at være politisk ordfører og finansordfører. Det meddeler jeg så. Hvad formanden herefter gør, må formanden tage ansvar for”, udtalte Lisbeth Bech Poulsen.

12. Dagens afgang III. Bestyrelsesformand for Dong Energy, Fritz Schur, har meddelt, at han trækker sig fra sin post ved den førstkommende generalforsamling. ”Jeg har siddet i ni år, selskabet er i god fremgang, en stærk ledelse er på plads, og med optagelsen af de nye aktionærer begynder en ny fase frem mod børsnoteringen i 2017 - 2018. Det er et godt tidspunkt at skifte formand”. Det havde selvfølgelig været bedre at skifte formand i 2007, 2009 eller 2011, men af én eller anden grund fyrede VK-regeringen aldrig deres bonkammerat fra posten til trods for at selskabet kun gik nedad.


Flere artikler om emnet

Annonce