Har man siddet klistret til tv-skærmen de sidste dage, har SF lignet et parti, hvor det havde været mest nådigt, hvis en eller anden ansvarlig voksen bare havde trukket stikket og lukket biksen.

Det har været et stort kaos, hvor partiet forlader regeringen og formanden, begge næstformænd og adskillige andre topfolk forlader deres poster. Andre forlader partiet, og alle er sure på alle. Et totalt sammenbrud.

Men sammenbruddet er muligvis det bedste, der er sket for SF, siden Villy Søvndal for efterhånden mange år siden bad mørkemændene i Hitz-Ut-Tahrir om at gå af helvede til, og han dermed lagde grunden for den ”Villymania”, der sikrede ham titlen som landets mest populære politiker og en efterfølgende ministerpost.

Ud af alt den kaos og disharmoni kan det her vise sig at være et vendepunkt for SF. En kæmpe mulighed for en tilbagevending til rødderne, som endelig vil kunne opfylde den dengang nyvalgte formand, Annette Vilhelmsens, udtalte ambition om at bringe partiet sammen. Og videre!

Ingen opbakning til regeringsprojekt
Projektet med at gøre SF til et regeringsparti var et mål, som en lille gruppe fik gennemført, uden at der var dækning for det blandt hovedparten af medlemmerne. Et projekt som Villy Søvndal satte i søen, men som på det strategiske plan blev udtænkt og gennemført af andre. Ikke mindst Thor Möger.

At få SF i regering er ikke en ny ide. Det har været en drøm for diverse SF-formænd nærmest siden partiets start. Aksel Larsen drømte om at danne en arbejderregering sammen med Socialdemokraterne. Gert Petersen havde også drømme om et regeringssamarbejde med Anker Jørgensen, og efter succesen med ”Det Nationale Kompromis” om Edinburgh-aftalen fik også Holger K. Nielsen blod på tanden. Drømmen havde således været der, men det var Søvndal, der gjorde drømmen til virkelighed.

Det er Villy Søvndals fortjeneste, at han med sin person og sine dybe rødder i SF. kunne overtale de her medlemmer til ikke at stille sig i vejen. Ingen havde lyst til offentligt at stille sig op og kritisere en partiformand, der i meningsmålingerne stod til opbakning fra hver femte vælger. Ingen ville være den der spolerede den gode stemning, mens alt gik godt.

I København og Århus, hvor de aktive medlemmer er vant til magt og medindflydelse, var der reel opbakning. Her er partiet vant til at tage medansvar for magten. Men uden for storbyerne lever SF’s partiforeninger en mere hensunket og stille tilværelse som baggrundsgruppe for et enkelt eller to medlemmer af den lokale kommunalbestyrelse. Her regerer lærerne, som kan lide at diskutere folkeskole, cykelstier og lokale Agenda21-miljøprojekter. Og i den del af SF vil man hellere have de rigtige meninger og rene hænder, frem for den mulighed der ligger i at tage magten og forandre.

Den nye mulighed
Ud røg Villy og ind fra Kerteminde kom Annette Vilhelmsen på en bølge af modstand imod Søvndals linje og dem der i virkeligheden havde udtænkt det.  Baglandet fik muligheden for at vise deres utilfredshed og valgte en politiker, som det i virkeligheden er svært at sige noget som helst pænt om.

Vilhelmsen er sikkert både sød og rar, men som politiker var hun bare ikke specielt god. Hun talte ofte decideret sort, og når der endelig kom noget sammenhæng ud af hende, så var det noget med ”en god demokratisk proces” eller almindeligheder.

Hendes indflydelse i regeringen blev ganske fint illustreret ved, at mens der blev forhandlet finanslov, sad Vilhelmsen til digtoplæsning med Yahya Hassan i Odense. Og så var der jo også lige Zornig-sagen.

Summa summarum. Annette Vilhelmsen var en virkelig dårlig partileder, og SF bør prise sig lykkelig for, at de slap af med hende. En partileder skal også kunne ”sælge billetter”, og det evnede Vilhelmsen bare overhovedet ikke.

Pia Olsen Dyhr har mulighed for at blive en leder, der kan samle SF’ernes mange fløje på samme måde, som Villy Søvndal kunne.

Pia på perronen
Uanset om den næste formand for SF bliver den snart tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr eller en anden, så bør der nu være mulighed for at skabe en form for enighed internt i SF. En enighed hvor partiet kan kombinere klassiske venstreorienterede fordelingssynspunkter med et stærkt fokus på ”det grønne”.

Pia Olsen Dyhr har mulighed for at blive en leder, der kan samle SF’ernes mange fløje på samme måde, som Villy Søvndal kunne. Men med mere tyngde. Pia Olsen Dyhr har loyalt bakket op om regeringsprojektet, men har som minister ikke skulle stå på mål for nogle af regeringens største tidsler. Hun har været medlem af SF siden teenageårene, og hun kan tale et sprog, som både SF’ere og almindelige vælgere kan forstå. Hun er kort sagt den bedste kandidat.

Pia Olsen Dyhr, der selv tilhører den lille grønne midterfløj, sammen med blandt andet Steen Gade og Ida Auken, virker desuden en acceptabel kompromiskandidat for alle partiets tre fløje.

Partiets venstrefløj med Trine Pertou Mach, Lisbeth Bech Poulsen og Karsten Hønge vil kunne acceptere hende fordi de dermed slipper for at sende magten i armene på den mere klassiske SF-fløj med Jonas Dahl og Holger K. Nielsen. En fløj der omvendt vil kunne acceptere Pia Olsen Dyhr for dermed at holde Trine Pertou Mach og hendes folk uden for indflydelse. Således er gensidig uvilje Olsen Dyhrs allierede.

Regeringen (er) med sin nuværende kurs heldigvis SF’s allierede, fordi den i den økonomiske politik efterlader et betragteligt politisk manøvrerum imellem sig selv og fantasterne i Enhedslisten.

SF skal overleve
For SF på landsplan har de sidste 10 år handlet om regeringsprojektet. Først opgaven med at ændre partiets kommunikation, så med at smede de alliancer med Socialdemokraterne, der var nødvendige, og endelig med at skaffe de borgerlige af vejen ved valget.

Den opgave tog alt fokus og skal nu ændres til udelukkende at handle om, at SF skal overleve ved næste valg.

SF skal derfor det næste år frem til folketingsvalget, samle sig sammen og genopfinde sig selv som et troværdigt, kritisk oppositionsparti til regeringen; med egen dagsorden for eksempel på miljø- og velfærdspolitikken. En politik som man skal kunne skaffe opbakning til i det ellers genstridige bagland. Her er regeringen med sin nuværende kurs heldigvis SF’s allierede, fordi den i den økonomiske politik efterlader et betragteligt politisk manøvrerum imellem sig selv og fantasterne i Enhedslisten.

Hvis det skifte kan lykkedes, så vil der fortsat være en lille plads i dansk politik til SF.