Det er en klassisk fejde. Højrefløjen beskylder arbejderpartierne for at være styret af fagforeninger, og ligeledes beskyldes højrefløjen for at være i lommen på samfundets rigeste. Det er disse beskyldninger, som den britiske Labourleder Ed Miliband nu vil gøre sig fri af.

Den britiske fagbevægelse er tæt forbundet med Labour, og netop derfor er det en yndlingsbeskæftigelse for konservative politikere at tage store opgør med disse, så snart de sidder i regeringskontorerne. Mest kendt er Margaret Thatchers kamp imod fagforeningerne, som repræsenterede de strejkende kulminearbejdere, fra 1984-1985. Hendes beslutning om ikke at give efter for deres strejke endte som en af hendes største politiske sejre.

Labour og fagforeningerne
Hjørnestenen i Ed Milibands partireform går ud på, at et enkelt medlem kun kan repræsentere en enkelt stemme ved valg til ny formand. Samtidig vil fagforeningsmedlemmer ikke automatisk være tvunget til at bidrage med et støttebeløb til Labour.

For at forstå hvorfor det er en stor ændring, så skal man kigge tilbage i tiden. Fra 1992-1994 var lederen af Labour John Smith. Han døde af et hjertestop i 1994, men nåede inden da at afskaffe fagforeningernes ”block vote”. Block vote gik ud på, at en enkelt fagforeningsleder på en kongres kunne stemme på vegne af alle sine medlemmer. John Smith satte hele sit formandskab på spil, og fik med nød og næppe tiltaget erstattet med det nuværende system.

Fagforeningsmanden og den senere vice-premierminister, John Prescott, reddede sin formand med en tale som han husker således: ”Det er en tale jeg altid vil huske. Normalt tog det dage at forberede og mange udkast. Denne gang havde jeg kun minutter. Jeg talte fra mit hjerte. Da jeg sluttede fortalte jeg de delegerede. ”Denne formand har lagt sit hoved på blokken for os. So lad os give ham en smule tillid og få det her vedtaget.”

Det nuværende system går i hovedtræk ud på, at Labours parlamentsmedlemmer har en tredjedel af stemmerne, fagforeningerne har en tredjedel og Labours øvrige partimedlemmer og organisation repræsenterer en tredjedel.

Ved sidste formandsvalg kunne Ed Miliband have tabt til sin bror, David, hvis bare seks parlamentsmedlemmer havde valgt at skifte side.

I sommers kørte en skandale, hvor fagforeningen Unite, der repræsenterer 3 millioner medlemmer, blev beskyldt for at fuske med reglerne i forsøget på at få en kandidat valgt i valgkredsen Falkirk, oppe i Skotland.

Skandalen var medvirkende til at sætte skub på Milibands reformproces, men han forsøger også at bruge reformen til at bringe Labours partiorganisation på linje med en mere generel appel. Nemlig at han er en premierminister, der vil samle hele England under budskabet ”One Nation”. Derfor ønsker han, at indflydelse på Labour-partiet ikke skal være noget, der tilhører en lukket kreds, men noget som er åbent for almindelige mennesker.

Miliband har fået støtte fra partiets ledelse, og en nogenlunde accept fra fagforeningslederne. Det er en afstemning, som han ikke kan klare at tabe. Samtidig vil nogle af ændringerne først træde i kraft ude i fremtiden, da en stor del af Labours økonomi er afhængig af fagforeningernes støtte. Fagforeningerne ser en mulighed for, at de kan øge deres indflydelse, når Labour skal arbejde for deres støtte fra sag til sag.

Formanden for Unite, Len McCluskey udtalte i sommers: "Block Vote stoppede ikke en Labour-regering i at invadere Irak. Vores samarbejde holdt ikke Labour ude af kløerne på bankerne og The City (Londons finansdistrikt). Vores specielle forhold fik fagforeningslovene trukket tilbage”

Briterne skal til valg i foråret 2015, og Labour har allerede nu sat gang i en større organiseringsindsats, som man f.eks. kender det fra Obamas kampagne i USA. Labours forspring i meningsmålingerne er blevet mindre over de sidste halvandet år. Hvis Miliband skal holde forspringet, så har han brug for at have fagforeningerne med på vognen, både organisatorisk og politisk. Om Ed Milibands forslag skriver John Prescott:

”Det er tid til, at Labour medlemmerne giver deres formand ”en smule tillid” igen, så vi kan bygge et stærkere Labour, der kan sparke de konservative ud af regeringen og bringe social retfærdighed tilbage. Han vil forandre Labour, så vi kan forandre nationen.”

Herhjemme har fagforeningerne ikke haft den samme formelle indflydelse i Socialdemokratiet, som det er tilfældet i Labour. Forholdet mellem regeringen og fagbevægelsen er langt fra præget af begejstring. Netop i det lys er det ikke uvæsentligt for danske socialdemokrater at holde øje med, om der en lektie at lære fra den kommende tids kampe i Labour.

Frederik Gjørup Nielsen er stud.polit. på Københavns Universitet og tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.