Annonce

Vil Liberal Alliance begrænse sort arbejde? Ja eller nej?

Liberal Alliances skatte- og finansordfører Ole Birk Olesen glæder sig over skatteministerens beslutning om at begrænse muligheden for at anmelde sort arbejde. Han afholder sig samtidig fra at komme med forslag til, hvordan vi skal bekæmpe skattesnyd.
Ole Birk Olsen gjorde sig tidligere på ugen bemærket ved at udtale, at godt naboskab var vigtigere end at sikre velfærdssamfundets finansiering over skatten.

Udtalelsen faldt efter, at Skatteministeriet meldte ud, at de ville gøre det muligt at anmelde brugen af sort arbejde eller snyd med sociale ydelser anonymt over internettet.

Undertegnede bemærkede i den forbindelse, at det koster statskassen mindst 50 milliarder kroner årligt, når danskerne får udført sort arbejde, fifler med selvangivelsen eller uretmæssigt sikrer sig ydelser fra det offentlige. Og at vi med de penge for eksempel kunne øge sygehusvæsenets budgetter med 50 procent og helbrede og forebygge langt mere, end vi har mulighed for i dag.

Derfor var muligheden for at kunne anmelde sort arbejde et vigtig element i finansiering af velfærdssamfundet.

Velfærdssamfundet er netop det, som gør, at danskerne er verdens mest tillidsfulde folk, som kan ses på de ubemandede jordbærboder med en lille cigarkasse til byttepenge, når man kører gennem sommerlandet. At Ole Birk Olsen ikke kunne se, at dette var forudsætningen for at kunne snakke om godt naboskab, var grotesk, skrev jeg i mit indlæg her på Netavisen Pio.

Da ordningen blev præsenteret i starten af ugen udtalte den nyslåede skatteminister fra Det Radikale Venstre, Morten Østergaard:

- Det er helt afgørende for vores samfundsmodel, at danskerne har tillid til, at de ikke opkræves en krone mere i skat, end de er forpligtet til, men jeg tror også, det er afgørende for opbakningen fra den helt almindelige dansker, at vi kommer efter de få, der bevidst prøver at omgå reglerne og unddrage sig skat. […] for at sikre opbakningen fra de mange, sætter [vi] ind over for de få, som gør sig store anstrengelser for at undgå at betale den skat, de skylder.

Der er dog desværre ikke gået lang tid, før ordningen igen er taget af bordet.

I Berlingske i dag kan man læse, at Morten Østergaard har ændret mening om vigtigheden for vores samfundsmodel af, ”at vi kommer efter de få, der bevidst prøver at omgå reglerne og unddrage sig skat.”

Og Liberal Alliances skatteordfører Ole Birk Olesen har straks benyttet lejligheden til at hovere på sin Facebook-væg:

- I går kritiserede den socialdemokratiske partinetavis Piopio mig[…]Piopio vil nok bare tie HELT stille i dag.

Det har vi nu ikke tænkt os. For det spørgsmål, der står tilbage, er, hvordan Liberal Alliance og Ole Birk Olsen forestiller sig, at vi skal komme sort arbejde til livs i Danmark?

Mener ultraliberalisterne virkeligt, at det kun skal være dem, der er for ærlige til at snyde, som skal bidrage til velfærdssamfundet? Mener Liberal Alliance virkeligt, at de 50 milliarder, der årligt snydes for, er håndører?

Det svarer til næsten 9000 kr. pr. dansker. De penge kunne jo for eksempel uddeles i skattelettelser til de lavest lønnede for at begrænse sort arbejde.   

Jeg foreslår helt at afskaffe kontanter og overgå til digitale betalingsmidler. Det vil besværliggøre sort arbejde gevaldigt, da alle transaktioner vil fremgå af ens bankkonto. Det vil desuden også reducere antallet af berigelseskriminalitet gevaldigt, da de ældre damer simpelthen ikke længere kan have håndtasken fuld af kontanter.

Ifølge Nationalbanken vil afskaffelsen af kontanter også give et samfundsøkonomisk boost på 5,8 milliarder kroner, da der er store omkostninger ved kontanthåndtering. Herunder sikkerhed i butikkerne, pengetransporter og så videre. Dankortet har derimod kun en samfundsøkonomisk omkostning på 2,5 milliarder kroner og er langt det billigste for forbrugeren pr. betaling.

Jeg ser frem til at høre Ole Birk Olesens bud på, hvordan vi får stoppet sort arbejde i Danmark.


Flere artikler om emnet