Han hænger over hele Cairo. På bannere på markedet Khan El Khalili, på outdoor-reklamer og på massevis af plakater langs motorveje og indfaldsveje. På mange plakater er han portrætteret sammen med Egyptens tidligere præsidenter, den socialistiske Nasser og militærmanden Sadat, der tilsammen regerede Egypten i 25 år. Manden, der pryder nærmest hele Cairo, er den nuværende forsvarsminister og tidligere hærchef Al-Sisi.

I januar måned stemte et overvældende flertal af egypterne ja til en ny forfatning. Det skete dog på baggrund af, at Nej-bevægelsen boykottede valget, og almindelige egyptere risikerede anholdelse, hvis de offentligt kørte kampagne for et nej eller en boykot.

Den ny forfatning kommer efter, at endnu en folkelig modstand i sommeren 2013 førte til, at militæret med Al-Sisi i spidsen afsatte Præsident Morsi og siden har regeret landet i en overgangsregering.

Den nye forfatning har en række punkter, man ikke ville kunne forlige sig med i en europæisk sammenhæng. For eksempel at civile kan retsforfølges ved militærdomstole. Men med ja’et til forfatningen forelægger der nu en procedure for afholdelse af demokratiske valg.

Sidst der var valg i Egypten, vandt Morsi og det Muslimske Broderskab stort. Men militæret har i samarbejde med overgangsregeringen forbudt broderskaber af enhver art.

ESDP har ikke rigtigt været repræsenteret i overgangsregeringen. De personer, der sad med indtil i går, blev udpeget i kraft af deres personlige kapaciteter og fastfrøs deres medlemskab af ESDP, idet de blev udnævnt. El-Din, som var den mest moderate, og den person der fastholdt den stærkeste kontakt med ESDP, trak sig efter forfatningens vedtagelse i januar med begrundelsen, at så var hans ærinde gjort. Det var i hvert fald den formelle begrundelse.

I marts eller april skal der så afholdes præsidentvalg. Allerede nu, inden datoen er sat og proceduren for præsidentvalget er lagt fast, hænger Al-Sisi over hele Cairo. Faktisk har han ikke engang annonceret, at han stiller op.

Når man spørger, hvem der finansierer bannerne, outdoor-reklamerne og plakaterne, får man ikke et præcist svar. Nogle mener, det er personer med tilknytning til Mubarak-regimet, andre at det er ”business-men”, der ser frem til at få ro og orden genoprettet i landet, så de kan tjene penge, mens endnu andre spekulerer i, om det er hæren selv, der har betalt.

I går, mandag den 24. februar, trådte den egyptiske overgangsregering så tilbage, og dermed er der ingen hindringer for, at Al-Sisi kan stille op. Mange tror, at det har været hans ambition hele vejen, og ingen er i tvivl om, hvis han stiller op, at han vinder. Interessant er det dog, at Al-Sisi overhovedet ikke har fremlagt et politisk program. Man ved ikke, hvilken politik han vil føre som præsident, men genopretning af social orden vil formentlig være første prioritet. Hvad der kommer bagefter, ved ingen, men Al-Sisi har allerede været i Moskva og afholdt sit første med Vladimir Putin.

Spørger man politisk aktive i Egypten, er der en frygt for, eller måske rettere en forventning om, at det vil gå Al-Sisi, som det gik Morsi. Morsi havde et solidt folkeligt mandat, da han kom til i sommeren 2012, men han endte med at blive afsat af militæret, da den folkelige opstand og kampene særligt i Cairo blev for meget.

Når præsidentvalget i marts eller april skal afholdes vil de politiske udfordringer ikke kun begrænse sig til sikkerhedssituationen. En udpræget fattigdom, manglen på uddannelse, sundhed og ligestilling mellem køn og religioner, en skrantende økonomi med dalende turistindtægter er blandt nogle af de udfordringer, der skal løses. Men om Al-Sisi nogensinde vil fremlægge et program inden til at håndtere alle disse problemer, står hen i det uvisse, og det påvirker resten af det politiske liv i Egypten.

Indlægget er skrevet af Marie Borum Pedersen, Mette Svalgaard Nielsen, Nanna Gode Hansen og Anders Friis-Hansen, som alle har deltaget som trænere på et seminar i Egypten i februar. Seminariet blev afholdt i samarbejde mellem Socialdemokratiet i Danmark og ESDP, Egyptian Social Democratic Party.