Mere end 20.000 tætskrevne sider. Det er omfanget af de danske dagpenge- og beskæftigelsesregler. Det viser vist meget godt nødvendigheden af at reformere vores beskæftigelsessystem, som desværre er druknet i regler og bureaukrati.

Netop derfor er vi også mange, som længe har ventet spændt på Carsten Koch-udvalgets rapport, der endelig blev fremlagt i sidste uge, og som med sine 39 anbefalinger giver et bud på en fremtidig reform af det danske beskæftigelsessystem.

Forhåbningerne har været, at Koch-udvalgets anbefalinger ville være første skridt i opgøret med højrefløjens langvarige insisteren på, at kun økonomiske incitamenter og sanktioner kan gøre en forskel og få flere ledige i beskæftigelse.

På flere områder har Koch-udvalget heldigvis gemt højrefløjens briller væk. Udvalget vægter i højere grad end tidligere opkvalificering og kompetenceløft. De tager dermed afstand fra skræmmeeffekter og økonomisk pisk. I stedet for meningsløs aktivering foreslår Koch en mere målrettet indsats over for den enkelte ledige, hvilket skal effektivisere og afbureaukratisere beskæftigelsessystemet.

Dog skal denne ambition desværre ikke realiseres gennem større frihedsgrader og tillid til den enkelte ledige. Det har vi ellers hårdt brug for i en tid, hvor vores beskæftigelsessystem lader den ledige løbe spidsrod mellem forskellige sagsbehandlere. I stedet lægger Koch-udvalgets anbefalinger op til at fritage kommunerne for en række krav til omfanget af og indholdet i deres tilbud til de ledige.

Forventningen er, at en justering af det stærkt kritiserede refusionssystem, hvor kommunerne bliver delvist eller fuldstændigt kompenseret for de sociale ydelser, de udbetaler til borgerne, vil få kommunerne til at optimere indsatsen for at få ledige i arbejde og dermed undgå, at de bliver tabt i systemet. Men eksisterende erfaringer på området viser, at det desværre ikke har været tilfældet for de 34.000 ledige, der allerede er faldet ud.

Første skridt mod et kursskifte
Selvom der stadig er plads til forbedring, har Koch-udvalget med sine anbefalinger taget de første skridt mod en ændring i den danske beskæftigelsespolitik, hvor tillid og menneskelige kompetencer sættes i centrum.

Dette er bestemt helt essentielt for et opgør med anskuelsen af den ledige som doven og nødvendig at tvinge i gang. Til fordel for en anerkendelse af den lediges behov, motivation og idéer.

Vi er simpelthen nødt til at få fastslået endnu engang, at de sidste års øgede ledighed er et resultat af krisen - ikke dovenskab.

Danskerne vil generelt gerne arbejde. Også dem, hvor den økonomiske forskel mellem at være i arbejde og være på overførselsindkomst ikke er så stor. Finansministeriets tal viser, at det kun er 0,6 procent af befolkningen, det vil sige én ud af 200, der ikke har en direkte økonomisk fordel ved at tage et arbejde. Tre ud af fem i denne lille gruppe arbejder alligevel.

Ikke overraskende ønsker de fleste danskere altså ikke kun at arbejde for pengenes skyld, men også fordi det at have et arbejde giver identitet, tilhørsforhold i et kollegialt fællesskab og følelsen af at bidrage til vores fælles samfund.

Netop derfor er det så vigtigt, at tilliden til de lediges motivation og potentiale kommer konkret til udtryk i beskæftigelsespolitikken. Koch-udvalgets vægtning af mere uddannelse til ufaglærte frem for økonomiske pisk er positivt i den sammenhæng. Desværre har de ledige fortsat pligt til at underordne sig jobcentrenes anbefalinger og forordninger, hvilket betyder, at de principielt stadig kan blive udsat for diverse ubrugelige og tidsspildende kurser.

Koch-udvalget lægger altså op til et rigtig fint kursskifte i tilgangen til ledige, men kommer desværre lidt til kort, hvad angår forslag til en specifik implementering på beskæftigelsesområdet. Der er brug for en yderligere tillid til den enkelte, som skal sættes i centrum frem for systemet.

Glem ikke a-kassernes ressourcer og potentiale
Men den helt store tidsel i Koch-udvalgets pakke er at finde i a-kassernes rolle i det fremtidige danske beskæftigelsessystem. Det er ikke en optimal udnyttelse af a-kassernes ressourcer, når lediges første kontakt med beskæftigelsessystemet skal ske gennem en obligatorisk profilafklaring hos det kommunale jobcenter.

Derudover foreslås det, at de såkaldte svageste dagpengemodtagere og a-kassemedlemmer under 30 år aktiveres af jobcentret, ikke a-kassen. Det er desværre en klar underkendelse af a-kassernes kompetencer og sektorspecifikke viden om deres 2,2 millioner medlemmers arbejdsmarked og jobmuligheder.

I løbet af 2013 hjalp a-kasserne 90.522 personer under 30 år i arbejde. Når Koch-udvalget vil tvinge denne gruppe mennesker væk fra a-kasserne, er der risiko for, at de ender i køen til jobcentret.

Der er altså ridser i lakken hos Koch-udvalgets anbefalinger. Man kan dog håbe, at regeringen og Folketinget tager udvalgets oplæg til et kursskifte over for ledige til sig, og lader dette danne grobund for en reform på beskæftigelsesområdet.

 Kristian Weise (f. 1979) er direktør i tænketanken Cevea.