Helle for danske dagpenge

Statsministeren meldte i dag ud, at Danmark vil støtte den finske regering i en sag om dagpenge ved EU-domstolen. Hun annoncerede desuden en lang række initiativer, der skal forsvare de danske velfærdsydelser.
Statsministeren meldte i dag ud, at Danmark vil støtte den finske regering i en sag om dagpenge ved EU-domstolen. Hun annoncerede desuden en lang række initiativer, der skal forsvare de danske ydelser.

Måske for at komme en nye børnepengesag i forkøbet, meddelte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i dag, at regeringen har iværksat en række initiativer og forslag, der skal gøre det sværere for EU-borgere at modtage kontante ydelser, når de kommer til Danmark for at arbejde.

”Vi ønsker, at mennesker, der kommer til Danmark, er her for at arbejde – ikke for at få ydelser. Alt andet er urimeligt.  EU er ikke én stor velfærdstat, hvor vi udligner på tværs. Det skal EU heller ikke være,” skriver statsministeren i en mail, der er sendt til de socialdemokratiske partimedlemmer.

De konkrete initiativer, som der lægges op til handler om blandt andet om adgangen til og administrationen af kontanthjælp og dagpenge.

”Vi vil som noget nyt kræve, at ledige udlændinge, som kun har været kort tid på det danske arbejdsmarked eller har dårlige danskkundskaber, deltager i danskundervisning og hyppige samtaler på jobcentret,” skriver hun og forklarer, at regeringen også vil gøre mere for at sikre sig, at folk der modtager ydelser fra den danske statskasse rent faktisk også bor her.

Samtidig meddelte hun, at regeringen vil gå sammen med Finland i den sag om de dagpenge, som EU-kommissionen har anlagt mod finnerne.

”Vi vil støtte finnernes ønske om at bevare deres nuværende regler. Vi ønsker ikke, at man skal kunne modtage dagpenge fra første arbejdsdag i Danmark,” skriver hun i mailen.

Endelig vil regeringen gå aktivt ind i kampen mod et forslag fra EU-kommissionen om at udvide den periode, hvor man kan tage sine dagpenge med til et andet EU-land for at søge job. Den periode er i dag på 3 måneder, men EU-kommissionen foreslår at udvide den til 6.

Statsministerens udmelding blev pænt modtaget af oppositionen. De borgerlige mente dog, at regeringen havde været lige lovlig lang tid om at komme ud af starthullerne.

"I Venstre har vi længe efterlyst, at regeringen tager konkret initiativ og kommer i arbejdstøjet, så vi kan genskabe balancen mellem arbejdskraftens fri bevægelighed og retten til nationalt at fastsætte vores egne sociale systemer. Det er naturligvis positivt, at statsministeren efter 8 måneders tovtrækning tager dagsordenen alvorligt, men så meget desto mere uforståeligt, at der skulle gå 8 måneder, før regeringen ville engagere sig," skrev tidligere politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V) på sin Facebook.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook