I en klumme i Information mandag "Kun de klogeste kommer med til festen" skriver avisens udenrigskommentator Annegrethe Felter Rasmussen om hendes datter og dennes skolekammeraters kamp for at komme ind på nogle af verdens mest prestigefyldte eliteuniversiteter. Det er et spændende indblik i nogle af overklassens udfordringer.

Felter Rasmussens 18-årige datter, der lige nu er 3.G.-elev på en dyr privatskole lige uden for den amerikanske hovedstad, har mulighed for at vælge og vrage imellem nogle af verdens fineste og dyreste privatskoler, og det synes hendes mor altså, at vi kan lære lidt af herhjemme:

”Jeg funderer over, om de amerikanske unge er mere taknemmelige end de danske. Og om de arbejder hårdere,” skriver hun i indlægget.

Tak til de rige forældre
Spørgsmålet er, om det er et mål i sig selv, at de unge skal være taknemmelige over at være blevet optaget på et universitet.

For mig er det fint, hvis de unge griber muligheden for at tage sig en god uddannelse og bliver produktive medborgere. Der er ingen grund til at forvente tak, bare klø på med studierne, og lær noget. Og det er da naturligvis et plus, hvis de er taknemmelige over for de lærere i grundskolen eller gymnasiet, som har lært dem noget.

Men sandheden er jo, at de amerikanske unge på eliteuniversiteterne først og fremmest skal være taknemmelige over for, at Vorherre har udstyret dem med velhavende forældre, der kan betale deres uddannelse.

Om det så er et generelt billede af amerikanske unge, at de arbejder hårdere og er mere fokuserede på deres skolearbejde end deres danske jævnaldrende, er nok mere et spørgsmål om bl.a. forældreforventningerne. De er helt sikkert højere på den franske privatskole i Bethesda, end de er til eleverne en halv times kørsel derfra på Anacostia Senior High School i Washingtons ghettokvarter.

Jeg har i hvert fald til gode, at høre om en dansk udvekslingsstudent, der er blevet blæst bagover af det faglige niveau på almindelige amerikanske high schools.

Eliten af elitens problem
USA har næsten 3.000 universiteter og over 20 millioner studerende. Af dem får en brøkdel chancen for at komme ind på et af landets eliteuniversiteter. Ivy League-skolerne, fællesbetegnelsen for USA’s otte fineste universiteter, tager årligt 60.000 undergraduates, altså studerende på bacheloruddannelsen, under en procent, af de studerende mens langt hovedparten må ”nøjes” med en uddannelse fra et almindeligt statsuniversitet eller ”community college”.

”På den anden side er især de allerfineste universiteter de bedste til at hive talentfulde, mindrebemidlede unge uden akademisk baggrund ind stort set gratis,” skriver Felter Rasmussen i sin klumme og nævner den amerikanske højesteretsdommer Sonia Sotomayor som et eksempel på en, der har overkommet nærmest umenneskelige forhindringer og alligevel fået et fuldt legat til at læse på både Princeton og Yale.

Men selv om der helt sikkert kan findes eksempler på amerikanere med minoritetsbaggrund, som eksempelvis Sotomayor, der har fået plads på et fint universitet, så er de stadigvæk undtagelser.

Ja, de amerikanske eliteuniversiteter tilbyder både fripladser og legater til dygtige, fattige unge, men for langt hovedparten af de amerikanske unge er der fortsat tale om lukket land. Med mindre de unge er gode til at dyrke sport.

Hvem kommer med til festen?
Det store spørgsmål må være, hvad er det, vi kan lære af Washington-elitens problemer i forhold til, om poderne nu skal vælge Brown, Stanford eller St. Andrews University? At vi i Danmark skal gøre det endnu sværere at få en universitetsuddannelse? At vi skal indføre brugerbetaling, så ungerne kan bekymre sig om forældrene har råd eller om vi skal sænke SU’en, så danske unge kan komme ud med en endnu større studiegæld?

Sandheden er, at i USA er det ikke nødvendigvis de klogeste eller de flittigste studerende, der bliver inviteret til festen. Det gør dem, der har forældre med pengepungen i orden. Og det kan aldrig blive et ideal at stræbe efter.

Fakta
Et års undervisning og ophold på det private Stanford University i Californien koster i følge universitet selv 337.000 kroner.

David Troels Garby (f. 1980) er redaktør på Netavisen Pio.