Barack Obama har i sin tid som kandidat og præsident holdt flere fremragende taler. Med retorisk swung og teknisk finesse har han tryllebundet tusindvis af amerikanere – navnlig i primærvalgkampen op til valget i 2008.

I en af talerne sagde han for eksempel: ”One voice can change a room. And if a voice can change a room, it can change a city. And if it can change a city, it can change a state. And if it can change a state, it can change a nation. And if it can change a nation, it can change the world.”

Med citatet vækkes der det helt grundlæggende håb og den helt grundlæggende ide ved demokratiet, at hver enkelt stemme tæller, og det nytter at deltage i demokratiet. For det betyder noget, hvem der bliver valgt og hvilke værdier, der kommer i højsædet.

For enhver politiker burde det være bekræftende for troen på demokratiet, at over 200.000 mennesker vælger at tage stilling til en kompliceret sag.

Det er på mange måder ikke fair at sammenligne Barack Obama med finansminister Bjarne Corydon. Men netop Corydons argumentationsteknik kan vække bekymring for, om den enkelte vælger virkelig føler, at han eller hendes stemmer betyder noget.

Et konkret eksempel er DONG-sagen fra begyndelsen af året. For enhver politiker burde det være bekræftende for troen på demokratiet, at over 200.000 mennesker vælger at tage stilling til en kompliceret sag. Konkret ved at skrive under imod salget. Men for finansministeren var svaret blot, at han drev en forretning, og at han havde gjort det nødvendige for at få tilført kapital til DONG.

Bjarne Corydon førte nødvendighedens politik, måtte man forstå.

Men helt grundlæggende er det trist, hvis ens argument for den førte politik er, at det jo er nødvendigt. Eller at det er den ”rigtige politik”. For hvilken forskel er der så på en politiker og en embedsmand? Og hvad værre er… Hvilken konkret forskel gør det så, at man som borger i et samfund går ned og stemmer?

Det er ofte diskuteret, at Socialdemokraterne ved næste valg står til at miste ganske mange vælgere til Dansk Folkeparti. Men et lidt overset faktum er, at Socialdemokraterne står til at miste næsten lige så mange vælgere til sofaen.

Årsagen til hvorfor man som vælger ikke ønsker at stemme, er lige så forskellig som mennesket bag stemmen. Men det skal være min forsigtige påstand, at når politikere holder op med at være politikere, hvor de indgyder håb om forandring, men i stedet fører ”nødvendighedens politik”, så er det ikke just noget, der gør, at hvert enkelt samfundsborger føler, at de kan ændre stemningen i et rum, i en by eller i et land.

Michael Vindfeldt (S) er medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.