DF’s hykleri om Krim

Det skriger til himlen, at Dansk Folkeparti på den ene side anerkender Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim og på den anden side fastholder, at Kosovos selvstændighed var en krænkelse af Serbiens territoriale integritet. Nogle landes territoriale integritet er åbenbart vigtigere end andres.
Det skriger til himlen, at Dansk Folkeparti (DF) på den ene side anerkender Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim og på den anden side fastholder, at Kosovos selvstændighed var en krænkelse af Serbiens territoriale integritet. Nogle landes territoriale integritet er åbenbart vigtigere end andres, hvis man skal tro DF.

I det hele taget har DF ført en mærkværdig zig zag-kurs over for Ruslands aggression mod Ukraine. Først ville de sende en dansk fregat ud i Østersøen for at ”sende et signal” til Putin. Og et par dage senere var beskeden så, at Danmark skulle ”anerkende og respektere” den såkaldte ”folkeafstemning”, som Putin havde arrangeret for at annektere Krim-halvøen. Det på trods af, at USA og EU havde erklæret folkeafstemningen for ulovlig.

For der er store forskelle på det der skete i Kosovo, og så hvad der skete på Krim. For det første forhistorien. Kosovos selvstændighed var en udløber af serbernes massakrer og etniske udrensning af kosovoalbanerne. På Krim har der ikke været nogen rapporter om ukrainske massakrer på russere. Tværtimod var Krim tidligere en autonom republik med eget parlament.

For det andet er der store forskelle på de processer, der førte til valghandlingerne. Kosovo erklærede sig uafhængig af Serbien efter en langvarig forhandlingsproces, efter ni år under FN’s administration og det skete på grundlag af en resolution vedtaget i FN Sikkerhedsråd.

Forløbet på Krim var mildest talt anderledes. For det første foregik valget under en reel besættelse af det land, som ville annektere Krim. For det andet blev datoen for afstemningen pludselig fremrykket fra maj til 30. marts, og igen til 16. marts, så valget blev afviklet med 10 dages varsel. For det tredje blev afstemningsspørgsmålene ændret fra at handle om mere autonomi fra Ukraine til at blive en del af Rusland. For det fjerde er der adskillige rapporter om uregelmæssigheder på valgdagen: russiske statsborgere der stemte, vold mod journalister, bevæbnede militser uden for valgstederne og russisk propaganda inden for valgstederne.

Alligevel mener DF's udenrigsordfører Søren Espersen, at verden skal ”anerkende og respektere” Ruslands annektering af Krim. Mig bekendt er der ikke andre lande end Rusland - og andre statsledere end Vladimir Putin - der støtter op om den holdning.

Nu arbejder EU så for at lægge et større pres på Rusland for at stoppe sin aggression mod Ukraine ved at indføre skrappere sanktioner. Mit spørgsmål er så, om DF's spidskandidat til Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt, er enig med Søren Espersens i, at vi skal anerkende folkeafstemningen på Krim? Og i så fald, hvordan vil Morten Messerschmidt reagere, hvis Rusland skulle invadere og forsøge at annektere andre dele af Ukraine eller det tidligere Sovjetunionen?

Jeppe Kofod er Socialdemokraternes spidskandidat til Europa-parlamentet. Indlægget er oprindelig bragt på Berlingske: www.b.dk

Gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet og ordfører for Europa-Parlamentets Særlige Skattesnydsudvalg.


Flere artikler om emnet

Annonce