Men der var en enkelt snaps i afholdsårene med parfumesælgeren, som i virkeligheden var jurist. Den snaps var til gengæld stor nok til at slå det meste af et murersjak omkuld, og i historien om Schlüter får han ikke den kredit, han rettelig fortjener for genistregen: De danske arbejdsmarkedspensioner.

På Danmarks Radio havde man tilbage i monopoldagene et underholdningsprogram, hvor tilfældige danskere fik udleveret et portræt af en semikendis, som de så skulle gætte erhvervet på. Og da en tilfældig borger fik udleveret et portræt af den nyudnævnte konservative formand Poul Schlüter, lød den menige borgers gæt: ”Han ligner en parfumesælger”.

På mange måder endte parfumesælgerprædikatet med at hænge fast på Schlüter. Den pæne, velfriserede mand, der med en høflig attitude og et særligt konservativt rigsdansk gik ind i danskernes stuer. Endelig en mand, man både ville drikke en pilsner med og afsætte sin datter til.

Da Poul Schlüter blev dansk statsminister i 1982, prøvede hans amerikanske partifælle Reagan sig frem med trickle down-økonomi i USA, og Thatcher smadrede de britiske minearbejdere i Storbritannien. Og selvom Schlüter herhjemme gik mindre drastisk til værks (han var efter eget udsagn ”konservativ, men ikke så meget, at det gør noget”), var der ud fra et socialdemokratisk verdenssyn langt mellem snapsene i Schlüters fattigfirserne.

Ungdomsarbejdsløsheden eksploderede, kartoffelkuren sendte hele Danmark på skrump, og fagbevægelsen anført af SiD’s Hardy Hansen kaldte til massedemonstrationer mod Schlüter. Og Tamilsagen var et skamfuldt kapitel i sin helt egen klasse.

Men der var en enkelt snaps i afholdsårene med parfumesælgeren, som i virkeligheden var jurist. Den snaps var til gengæld stor nok til at slå det meste af et murersjak omkuld, og i historien om Schlüter får han ikke den kredit, han rettelig fortjener for genistregen: De danske arbejdsmarkedspensioner.

Op igennem 80'erne havde arbejdsmarkedets parter nemlig fået den idé, at det ville være godt at sikre en pensionsopsparing i overenskomsterne. For virksomhederne var det en mulighed for at holde igen på lønningerne. For arbejderne var det en mulighed for at få en sikker alderdom og for at bruge pensionsfondene som en slags ØD-light (Økonomisk Demokrati, red.)

De danske arbejdsmarkedspensioner er et mærkeligt sammensurium af stat og privat, marked og fagforeninger. Det er et politisk Picasso-maleri, hvor farver virker til at være kastet op på et lærred i mærkelige figurer. Men på en eller anden måde fungerer det bare.

I 1987 indkaldte Schlüter og finansminister Palle Simonsen til trepartsforhandlinger. Arbejdsmarkedets parter var enige om at indføre pensionsopsparinger i overenskomsten, men Specialarbejderforbundets forhandler for byggeområdet Poul Erik Skov Christensen og Kvindeligt Arbejderforbunds Lilian Knudsen havde brug for en hjælpende hånd fra Schlüter, hvis medlemmerne skulle stemme ja til overenskomsten, og arbejdsmarkedspensionerne dermed blive en realitet.

Efter Hardy Hansens millionkampagne mod Schlüter i midten af 80’erne kunne det være svært at forestille sig en hjælpende hånd fra den første konservative statsminister siden systemskiftet i 1901. Men Schlüter og Palle Simonsen var (stærkt opfordret af arbejdsgiverne) klar til at lande et forlig.

Efter sigende var det Palle Simonsens departementschef i Finansministeriet, Anders Eldrup (jep, ham fra DONG), der fik en idé, der skulle vise sig at være en genistreg i dansk politik: Giv fradrag for indbetalingen til pensionsopsparingen. Og beskat først pengene, når de bliver hævet.

Det lagde grundstenen til det, der skulle vise sig at blive den næststørste kollektive opsparing i verden: de danske pensionskasser. Det sikrede en tryg alderdom for millioner af danske lønmodtagere, og den ventende beskatning er en børneopsparing, der kan bruges, når de store generationer går på pension.

De danske arbejdsmarkedspensioner er et mærkeligt sammensurium af stat og privat, marked og fagforeninger. Det er et politisk Picasso-maleri, hvor farver virker til at være kastet op på et lærred i mærkelige figurer. Men på en eller anden måde fungerer det bare.

Intet land i verden har forberedt sig så godt på, at de store krigsgenerationer går på pension, som Danmark har. At Schlüter skulle ende med at lave så stort et forlig med den fagbevægelse, han havde et iskoldt forhold til - vel vidende, at det ville være en kæmpe fjer i hatten for LO - vidner om en udpræget pragmatisk tilgang til politik.

Arbejdsmarkedspensionerne er unikke for Danmark, og det er det ultimative eksempel på rettidig omhu, en stærk og økonomisk ansvarlig fagbevægelse, der interesserer sig for medlemmernes ve og vel gennem hele livet.

Arbejdsmarkedspensionerne er mere end noget andet fagbevægelsens værk. Men ideen om at vente med skatteopkrævningen til trods for 80'ernes fattigdom og det politiske klarsyn ved at indgå en trepartsaftale med en fagbevægelse, der (langt hen ad vejen berettiget) kaldte til massedemonstrationer for at få en ny regering, bør tilfalde Schlüter.

Schlüter var ingen helt, og hans benhårde reformer gjorde ondt i 80'ernes Danmark. Men arbejdsmarkedspensionerne er et fundament under vores velfærdssamfund. Og det største fremskridt for Velfærdsdanmark siden Steinckes socialreformer. Vi bør trods alt hæve portvinsglasset og ønske den gamle parfumesælger tillykke. Og huske ham for andet end Tamilsagen...

Mads Havskov Hansen (f. 1992) er stud.jur. og sidder i DSU's forretningsudvalg.