Annonce

God tur til trylleland, Joachim Nielsen

Der er ingen modsætning imellem øget produktivitet på den ene side og fantasi og kreativitet på den anden, som direktør påstod i Politiken.
Øget produktivitet handler ikke nødvendigvis om, at Joachim Nielsen eller vi andre skal løbe hurtigere end kineserne. Til gengæld skal vi i Danmark tilbyde gode rammevilkår for industrivirksomhederne samt producere mere, bedre og hurtigere end kineserne.

”Ja, jeg gider i hvert fald ikke bo her, hvis vi skal løbe om kap med kineserne og slå dem på produktivitet.”. Men ”hvis vores why er, at åndsrigdom, dannelse og fantasi er roden til et fedt samfund,” så bliver direktør fra Idefilm, Joachim Nielsen, som står bag citaterne i et debatindlæg i Politiken gerne hængende.

Som læser må man drage den konklusion, at Joachim Nielsen ser dannelse, fantasi og åndsrigdom som dyder, der står i modsætning til dét de fleste af os, mener er vigtigt for Danmark; nemlig at vi får øget produktiviteten og dermed styrket konkurrenceevnen og jobskabelsen.

Falsk modsætning
Umiddelbart kan det synes paradoksalt, at en repræsentant for en lønmodtagerorganisation skal kritisere en direktør og arbejdsgiver, der opfordrer til, at vi tager den med ro og stoler på vores fantasi. Men problemet er, at Joachim Nielsen blander pærer og bananer, når han opstiller en falsk modsætning mellem produktivitet og ”poesi”.

Øget produktivitet handler ikke nødvendigvis om, at Joachim Nielsen eller vi andre skal løbe hurtigere end kineserne. Til gengæld skal vi i Danmark tilbyde gode rammevilkår for industrivirksomhederne samt producere mere, bedre og hurtigere end kineserne. Det gør vi ved at uddanne industriteknikere, klejnsmede og automatikteknikere, der sammen med ingeniører og teknologer kan skabe de innovative løsninger, som skal sikre, at vi også i fremtiden kan oppebære ordentlige lønninger,  men samtidig bevare konkurrenceevnen. Midlerne er således faglighed, som er en forudsætning for kvalificeret innovation, samt anvendelse af automatisering, digitalisering og robotisering i produktionen.

Skjulte helte
Joachim Nielsen er i sit indlæg meget betaget af elbilproducenten Tesla Motors stifter Elon Musk. Det er forståeligt, for Tesla er unægteligt en spændende virksomhed. Og hvis Tesla ikke endnu står i ordrebogen i Joachim Nielsens virksomhed bør Musk næsten overveje at købe en reklamefilm af Idefilm, som tidligere har instrueret reklamefilm for Audi, Citroën, Suzuki og Mitsubishi og Toyota.

Heldigvis er det ikke kun for Tesla, det ser lyst ud.
Teknologisk Institut udgav i fjor en analyse af mellemstore industrivirksomheder, som viser, at der er massevis af succesfulde industrivirksomheder her til lands. Langt størstedelen producerer mindre sexede produkter end Tesla, hvilket kan være en del af forklaringen på, at vi ikke kender dem og Teknologisk Institut kalder dem ”De Skjulte Helte”.

Virksomhedernes styrker er blandt andet, at de producerer kvalitetsprodukter til tiden og konstant innoverer i stærke internationale samarbejder. Analysen viser, at 250 danske industrivirksomheder oven i købet er vokset henover kriseårene. Teknologisk Institut konkluderer desuden: ”Fremstillingsindustrien udgør dermed en vækstfaktor, man ikke bør sidde overhørig i prioriteringen af den fremtidige danske vækst- og innovationspolitik.”.

Mere end poetisk overskud
Joachim Nielsen er også – og med god grund – fascineret af Silicon Valley i Amerika, der som bekendt har fostret en lang række succesfulde virksomheder. Google, Facebook, Hewlett Packard og Apple er blandt de mest kendte. Han mener, at Silicon Valleys hemmelighed er ”overskuddet, det mentale og det poetiske, ikke det på den traditionelle regnemaskine,” og derfor skal vi i Danmark have mindre Schweiz og mere Silicon Valley, hvis det står til ham. Det gør det heldigvis ikke. Og igen tager han fejl.

Men når du opgiver Danmark, så ønsker jeg dig god vind i dit nye mumbo-jumbo-land, Joachim Nielsen. Der skal du ikke trættes med noget så trivielt som produktivitet, jobskabelse og konkurrenceevne.

Silicon Valleys succes er mangefacetteret. Silicon Valleys succes skyldes en kombination af etablerede, verdensomspændende virksomheder, eliteuniversiteter (University of California, Berkeley og Stanford University), serieiværksættere, iværksætterkultur, åbenhed og samarbejdsvilje konkurrenter imellem samt ikke mindst enorme mængder venture kapital. PriceWaterhouseCoopers vurderer, at mere end 40 pct. af al amerikansk venture kapital er koncentreret i Silicon Valley (apropos den ”traditionelle regnemaskine”, som Joachim Nielsen ikke bryder sig om).

Men når du opgiver Danmark, så ønsker jeg dig god vind i dit nye mumbo-jumbo-land, Joachim Nielsen. Der skal du ikke trættes med noget så trivielt som produktivitet, jobskabelse og konkurrenceevne. Jeg er sikker på, du får det både ”åndeligt” og ”poetisk”, som du ønsker. Og hvis det behager dig, kunne du måske fra tid til anden sende et postkort hjem til debatspalterne med dit nye tryllelands ”why” og dine ”poetiske mellemregninger”.

Rasmus Stoklund Holm-Nielsen (f. 1984) er erhvervspolitisk konsulent i Dansk Metal

Indlægget, i en lidt kortere udgave, er også blevet bragt i Politiken.

Rasmus Stoklund er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og forskningsordfører og uddannelsesordfører.


Flere artikler om emnet