LO-Hovedstaden indgår aftale med aktivister

En aftale er på plads mellem LO og fløjteaktivister. Det er initiativtager til gruppen ”Nej tak til fløjtekoncert” glad for, men det er stadig vigtigt at møde op i Fælledparken og være flere end aktivisterne.
Foto: Harry Nielsen, 3F

”Der vil nok være noget fløjteri, men jeg forventer, at det vil være roligt,” siger formand i LO Hovedstaden Peter Kay Mortensen til Ugebrevet A4. Det sker efter, at han i dag har indgået en aftale med fløjteaktivisterne, der på Facebook havde indkaldt til at overdøve Helle Thorning-Schmidt torsdag den 1. maj i Fælledparken.

Aftalen indebærer blandt andet, at LO Hovedstaden skal melde ud, at organisationen forstår frustrationen hos aktivisterne, og at det politiske grundlag for 1. maj ikke er et udtryk for regeringens førte politik, men for fagbevægelsens ønsker til den førte politik. Begge dele skal ske gennem pressemeddelelse. Til gengæld skal aktivisterne blandt andet holde sig på afstand fra scenen.

Der står dog intet om at afskaffe fløjter, selvom det ifølge Metroxpress var et stærkt ønske hos fagbevægelsen. Ifølge avisen skulle Peter Kay Mortensen have sagt:

”Hvis jeg skal gå ud og sige, at jeg er enig, så må I også opfordre til, at man lytter til talerne. Så kan man give udtryk for sin holdning bagefter.”

Modstand mod fløjt vokser på facebook
Sagen har været meget omdiskuteret, siden Netavisen Pio den 14. april første gang skrev om fløjteaktivisterne. Blandt andet i Anders Lund Madsens program ”Dårligt Nyt”, hvor aktivisterne fik lov til at smage deres egen medicin og blev fløjtet ud af DR Byen. Og i Deadline hvor Netavisen Pios egen chefredaktør Peter Hummelgaard debatterede med Nikolaj Brasgaard, der selv vil deltage i fløjteriet den 1. maj, og uden omsvøb kaldte aktionen for sabotage.

Næstformand i Socialdemokraterne Sundbyøster, Stefan Cavalieri, fandt aktivisternes Facebook-begivenhed ”Overdøv Helle – Fløjter, fest og farver i Fælledparken” så destruktiv, at han for en lille uges tid siden var med til at tage initiativ til at lave mod-eventet ”NEJ TAK til fløjtekoncert i Fælledparken den 1. maj”.

Han er glad for at høre, at parterne har mødt hinanden og lavet en aftale:

”Det er jo strålende, at de har kunnet lave en aftale i fredelighed. Så har vi jo opnået det, vi gerne ville. Sabotage er ikke vejen frem. Men vi vil selvfølgelig stadig være til stede i Fælledparken og forsøge at være flere end dem, det bliver jo så bare under nogle andre præmisser,” siger Stefan Cavalieri til Netavisen Pio.

Slaget skal stå i Fælledparken
Men allerede nu tyder det på, at fløjteaktivisterne vil blive udfordret. Sammenligner man i skrivende stund antallet af likes på Facebook, så har Stefan Cavalieris ”Nej tak-aktion” 1864 likes. Mens fløjteaktivisterne har 910 likes.

Og selvom antallet af likes på Facebook betyder noget, så holder Stefan Cavalieri fast i, at styrkeprøven mellem overdøvende fløjter og retten til at lytte til Helle Thorning-Schmidt kommer til stå 1. maj i Fælledparken. Han håber, at fløjteaktivisterne også dér vil være i mindretal:

”Formålet med Facebook-eventet er sådan set bare at være tilstede i Fælledparken. Jeg vil på det kraftigste anbefale, at man holder sig fra at gå i clinch med aktivisterne. Selvom det kan være provokerende. Ignorer dem, gå væk og hvis du stadig føler dig krænket, så tag fat i politiet,” siger han til Netavisen Pio.

Selv har han ikke oplevet at blive chikaneret på grund af sit initiativ:

”Nej, jeg blev kaldt pamper, fordi jeg også arbejder i 3F. Så bød jeg dem på en cigar, men det ville de ikke. Jeg har heller ikke en cigar, men det kunne jeg da købe, hvis det var,” siger Stefan Cavalieri.


Flere artikler om emnet

Annonce