Det har været nærmest patetisk at observere, hvordan Danmark i sag efter sag, hvor de andre har besluttet nye regler, har tigget og bedt om at få dem til at lave nogle parallelle ordninger for os for, at vi kunne komme så tæt som muligt på det, de andre havde besluttet.

Den fremherskende stemning i den aktuelle europadebat af skepticisme og modvilje mod yderligere suverænitetsafgivelse kalder på en lidt mere nøgtern omgang med selve suverænitetsbegrebet, end hvad der almindeligvis lægges til grund.

Mange ser jo de danske forbehold som et bolværk til forsvar for dansk suverænitet. Men man glemmer, at det også var en del af aftalen, at Danmark på områder som Euroen, militært samarbejde og retlige anliggender ikke bare stod uden for, men også accepterede, at vi ikke blandede os i, hvad de øvrige medlemslande fremover besluttede på disse områder.

Det er her, vi i årene siden 1993 i praksis igen og igen har afgivet suverænitet uden nogen som helst diskussion. Forstærket politisamarbejde, internationale europæiske missioner for fredsbevarelse og ikke mindst hele komplekset omkring kontrollen med den finansielle sektor er eksempler på, at Danmark med sine forbehold har reduceret sine muligheder for at varetage danske interesser og synspunkter i EU.

Suverænitet handler jo om, hvorvidt og i hvilket omfang en stat er i stand til effektivt at varetage sine interesser. Det er dybt ironisk, at i en tid hvor der har været talt med megen patos om aktivisme i dansk udenrigspolitik, har vi i realiteten præsteret at cementere vores status som en europæisk småstat, der stiller sig tilfreds med en reaktiv politik.

Det har været nærmest patetisk at observere, hvordan Danmark i sag efter sag, hvor de andre har besluttet nye regler, har tigget og bedt om at få dem til at lave nogle parallelle ordninger for os for, at vi kunne komme så tæt som muligt på det, de andre havde besluttet. Denne bestræbelse, som har været praktisk velbegrundet i de konkrete sager, har imidlertid tilsløret, hvad virkningen af forbeholdene rent faktisk har været.

Med udgangspunkt i at Danmark har interesser på spil i for eksempel udformningen af bankunionen, er det nærmest absurd, at der tilsyneladende er borgfred om det synspunkt, at vi "naturligvis" først kan tage stilling og i det hele taget engagere os i processen, når vi har et færdigt billede af, hvad de andre lande et nået frem til.

Det er en variant af suverænitetsafgivelse, at vi afstår fra at øve indflydelse. Og danskerne får aldrig nogensinde et retvisende billede af, at EU er et samarbejde mellem deltagerlandene - et samarbejde, der er internationalt enestående, fordi det bygger på et veldefineret juridisk grundlag. Med den ekstreme småstatstilgang cementerer vi tværtimod billedet af, at "det er noget, de har bestemt nede i EU" og ikke "det er noget, vi har bestemt i EU".

Mens vi klynger os til et mere og mere indholdsløst formelt suverænitetsbegreb, afgiver vi set i lyset af et funktionelt suverænitetsbegreb mere og mere indflydelse over vore egne sager. Det er ikke nok at have som målsætning, at Danmark skal være så tæt på kernen i EU som muligt. Vi skal naturligvis - i nationens interesse - være i kernen.

Poul Nielson (f. 1943) er forhenværende minister og EU-kommissær.