Pio udfordrer Gunde Odgaard

Netavisens navnefar har givet de socialdemokratiske EP-kandidater en udfordring. Reglerne er enkle: Det må ikke blive selvfølgeligt, det må gerne være kækt, Pio starter en sætning, og kandidaten færdiggør den. Femte gang med Gunde Odgaard.
Han er EP-kandidat, sekretariatsleder i BAT-kartellet, Aab-fan og tidligere ølkusk på Carlsberg. Gunde Odgaard tror på fagbevægelsen, er tosset med fodbold og mener, at EU alt for længe har prioriteret arbejdsgiverne frem for arbejdstagerne. Læs her, hvordan han har færdiggjort Pios sætninger:

Mit navn er Gunde Odgaard, jeg… blev engang kaldt ”fagbevægelsens unge håb”, men alt for mange år er nu gået til, at jeg kan holde fast i den titel.

Mit fornavn… har svensk afstamning ligesom min bedstefar. Han var egentlig på vej til Amerika, men så mødte han en sød pige på havnen og nåede aldrig længere end Danmark.

Folk spørger altid… hvor i Jylland jeg er fra. For selvom jeg har boet i København i mere end tyve år, er det stadig jyden, der styrer mundtøjet.

For det meste… ser jeg min dreng spille fodbold og følger fem forskellige ligaer: den tyske, den spanske, den engelske, den italienske og den danske. Men Aab er og bliver mit hjertebarn.

EU’s største udfordring… er uden tvivl social dumping og arbejdsløshed. EU har alt for længe prioriteret arbejdsgivernes og virksomhedernes interesser, og det har skabt mange problemer for de europæiske arbejdstagere. Vi skal have stoppet ræset mod bunden og traktatfæstet arbejdstagerrettigheder.

Jeg tror på… fagbevægelsen! Fagbevægelsen har gennem årene skabt vigtige resultater og formet det velfærdssamfund, vi har i dag. Det er også fagbevægelsen, der rejser erstatningssager for de arbejdstagere, der bliver udnyttet og krænket på arbejdsmarkedet. Fagbevægelsen fortjener langt mere anerkendelse, end den har i dag.

Man skal passe på politikere… der har en højere fraværsprocent ved afstemningerne i Europa-Parlamentet, end DSU-aktive har i gymnasiet.

Ulla Tørnæs… har stadig til gode at bevise, at hun rent faktisk har lyst til at stille op til dette valg.

De færreste ved… at jeg som teenager spillede fodbold, håndbold, gik til bridge og svømmede på eliteplan, lige indtil min gymnasielærer mindede mig om, at jeg også hellere måtte komme i skole engang imellem.

Fremtiden… skal blive bedre for de europæiske arbejdstagere. Social dumping skal bekæmpes, skattelyet skal afskaffes og investeringerne i (grøn) vækst og beskæftigelse skal igangsættes.

Læs også:
Pio udfordrer Jeppe Kofod
Pio udfordrer Christel Schaldemose
Pio udfordrer Lasse Quvang
Pio udfordrer Kathrine Alexandrowiz


Flere artikler om emnet

Annonce