Borgerlige dobbeltstandarder i Løkkes skattesag

Venstre og DF er danmarksmestre i dobbeltstandarder. Thornings skattesag i 2010 var ikke et privat anliggende, men det er Lars Løkkes sag åbenbart. Den daværende VU-formand politianmeldte Thorning, men tør han gøre det samme mod Løkke?
Siden det kom frem, at Venstre har købt tøj for over 150.000 kroner til Lars Løkke Rasmussen, har det været omstridt, hvorvidt Løkke har betalt skat af disse goder fra sin arbejdsgiver.

Løkke bliver ved med at sige, at han har betalt den skat, han skal, men det beviser ingenting. Han sagde også, at der ikke er noget, der gør, at han skal indberette yderligere til SKAT. Men hvor stålfastheden kommer fra, vides ikke. Lars Løkke glemmer, at det ikke er op til ham selv, men op til skattevæsnet og i sidste instans domstolene at vurdere, hvor meget af hans arbejdsgiverbetalte tøj, der har været skattepligtigt.

Den nye bilags- og skattesag har affødt mange bemærkninger. Særligt har flere borgerlige politikere slået ring om Lars Løkke og kaldt sagen for ”privat”. Men da Helle Thorning-Schmidts skattesag verserede, var der krav fra mangen side om, at alt skulle lægges frem.

V: Skatteoplysninger en privat sag
Claus Hjort Frederiksen har været Løkkes tro væbner og fremmeste forsvarer. I ti minutter lange interviews har han taget tæskene på tv og stået på mål for Venstres finansiering af Løkkes luksusliv. På TV2 News udtalte han bl.a. følgende den 16. maj: "Skatteoplysninger er en privatsag for de enkelte personer". Og hovedpersonen selv udtalte til DR den 21. maj, at vi er nødt til at stå på det princip, at skat er en privat sag.”

Det er tankevækkende, at Venstres ledende figurer tilsyneladende ikke havde samme overbevisning, da det var Helle Thorning-Schmidt, der var igennem møllen tilbage i 2010, da hendes skattesag fyldte i medierne.

DF: Et internt anliggende
Dansk Folkeparti har anlagt en lignende linje i sagen. Både folketingsmedlemmerne Dennis Flydtkjær og Peter Skaarup og DF’s pressechef Søren Søndergaard har udtalt sig om Løkkes dyre vaner. Peter Skaarup udtalte til DR: ”Kan vi ikke lade nogle andre mene noget om det? Jeg forstår, at der skal være et forretningsudvalgsmøde, og det må være noget, som Venstre taler om internt. Det tilkommer ikke os at være dommer.”

Dansk Folkeparti ville til gengæld hellere end gerne lege dommere tilbage i 2010. Det ville de sågar efter, Stephen Kinnock var blevet frikendt. Selv efter frikendelsen krævede DF at se skattebilagene. Dengang sagde Pia Kjærsgaard sådan til Ritzau:

”Jeg synes ikke, at man kan sige, at det er en privat sag. For så privat er man altså ikke i sådan en sag - som socialdemokratisk statsministerkandidat”. Hun fortsatte: ”Jeg kan da kun sige, at det ville være godt, hvis Helle Thorning-Schmidt lagde de her ni sider frem. Det andet skaber myter, og der må jo være en årsag til, at hun ikke lægger dem frem.”

Når man er socialdemokratisk statsministerkandidat, er ens skattesag ikke privat. Men når man er liberal statsministerkandidat, er det en privat sag. Standarden en pludselig en anden, når det gælder ens politiske venner.

VU-formand politianmeldte Thorning
Men den værste dobbeltstandard finder vi hos en af de unge Venstre-løver. Tilbage i 2010 politianmeldte daværende VU-formand Jakob Engel-Schmidt jo faktisk Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock.

I en pressemeddelelse sagde Engel-Schmidt: ”Der er noget, som ikke hænger sammen, eller også forstår Helle Thorning-Schmidt simpelthen ikke at forvalte sin privatøkonomi i henhold til loven”, og man kunne jo passende sige det samme om Løkke.

Engel-Schmidt sluttede dengang af med at skrive: ”Jeg synes det er utroligt vigtigt, at befolkningen kan stole på en person, der går i den grad stræber efter at få lov til at bo på Marienborg. Derfor er det vigtigt, at politiet nu får styr på omstændighederne”.

Samme iver efter at få styr på sagerne og lade ordensmagten få syn for sagen virker tilsyneladende ikke til at være til stede hos Engel-Schmidt, der sidenhen er rykket ind på Christiansborg som folketingssuppleant for Venstre. Det kunne da ellers være spændende, hvis samme standard gjaldt for den nuværende oppositionsleder som for den daværende, da han meldte Thorning og Kinnock til politiet.

Tør du anmelde Lars Løkke til politiet, Jakob Engel-Schmidt?

Jakob Esmann (f. 1993) er stud.mag. i tysk ved Aarhus Universitet og præsident for Ungdommens Nordiske Råd. Han er desuden medlem af DSU’s forretningsudvalg.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce