Følelserne var der allerede i går. Socialdemokraterne klappede, da Helle Thorning-Schmidt holdt tale, men det var ikke rigtig godt. For selvom partiet ”holdt skindet på næsen,” som den socialdemokratiske partiformand sagde gentagne gange, så fik Socialdemokraterne et dårligt valg.

Ikke bare fordi partiet fik lidt under 20 procent af stemmerne - Europa-Parlamentsvalg har med få undtagelser ikke rigtigt været Socialdemokraternes bane; omkring de tyve procent er sådan set meget gennemsnitligt, hvis man regner valgresultaterne siden 1979 sammen – men fordi mere end hver fjerde dansker i går stemte på Dansk Folkeparti.

Venstres endnu værre valg med kun to mandater valgt ind, hjalp på stemningen, men de socialdemokratiske følelser får i dag frit liv på de sociale medier. Den ny formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Alexander Grandt Petersen har på Facebook ramt den meget godt:

”I går flyttede vælgerskaren sig et godt stykke væk fra Socialdemokraterne. Alligevel fortsatte klappemanien hos S, da vi i aftes "festede" på borgen. Mit parti har det nemlig med, at vi skal lade som om, vi har vundet. Lade som om, der er god stemning. Så det gjorde vi så i går. Alt i mens Dansk Folkeparti kravlede op af procent-stigen. Jeg er oprigtig bekymret.”

Og flere har fulgt trop. Særligt med ønsket om, at S-toppen faktisk adresserer det faktum, at 26,7 procent af vælgerne har stemt på Dansk Folkeparti. Mads Reinholdt, der er formand for Socialdemokraterne på Frederiksberg, skriver på facebook:

”Man kan sige meget om Lars Løkke, men han er da reel nok til at sige, når et valgresultat er skidt. Det samme kunne jeg egentlig godt ønske mig af Socialdemokraterne og statsministeren. (…) det havde været et vigtigt og stærkt signal, om Helle Thorning-Schmidt havde indrømmet, det ikke var optimalt, og at vi forstår og vil lytte til danskernes bekymringer. Det skete desværre ikke.”

Nej, for det, der skete, var, at Helle Thorning-Schmidt i sin valgtale sagde:

”Aftenens resultat er ikke helt talt op endnu, men jeg tror godt, jeg tør sige, at vi er gået lidt tilbage, og stemmerne er fordelt på en sådan måde, at vi mister et mandat. Det er vi selvfølgelig ærgerlige over.”

Hvorefter der kom en lykønskning og en stikpille til Dansk Folkeparti om, at det bliver spændende at se, om partiet i Europa-Parlamentet vil fortsætte med at sige én ting og gøre noget andet. Dét vil Helle Thorning-Schmidt holde øje med, sagde hun.

Holde øje med?! Seriøst. Kigge dem efter i kortene, eller hvordan skal det forstås?

Holde øje med. Det er simpelthen det, der er den vigtigste opgave lige nu?

Man må give DSU-formand Alexander Grandt Petersen ret i, at Socialdemokratiet er verdensmestre i at lade som om. Lade som om, at der ikke er et problem. Lade som om, at partiet ikke har i en seriøs parforholdskrise med danskerne. Hvor man, i stedet for at vende blikket indad, fortsætter sin selvretfærdige stil i troen på, at partneren nok skal komme tilbage før eller siden – når hun indser, at det i sidste ende var Liste A, der var hendes livsledsager.

DR’s Kim Bildsøe Lassen forsøgte faktisk at få Helle Thorning-Schmidt til at tage tyren ved hornene, da han spurgte ind til, hvad gør vi ved problemet omkring, at rigtige mange europæiske politikere er begejstret for EU-projektet, mens valget viser, at befolkningerne har svært ved at følge med. Svaret var:

”Der er ingen tvivl om, at EU-skepsissen har samlet sig hos mange borgerlige, højreorienterede partier i Europa. Sådan er det. Det kan vi se helt tydeligt se i aften.”

Allright, tak for at dele ud af fakta. Men kære Helle Thorning-Schmidt er du bekymret for den udvikling, som i går malede store dele af Europa sort? Går du og udvikler politik, som rent faktisk kan være et alternativ til DF og give svar på mange danskeres frygt? Og har du og resten af ledelsen tænkt jer at række en hånd ud efter de her vælgere og sige: vi tror på, at I vil have arbejdspladser, rettigheder og fred i Europa, ligesom vi vil. Så lad os mødes om, hvordan vi gør det her sammen og lave en aftale, hvor også I føler jer trygge. Og hvor vi kan vise jer, hvorfor et fredeligt og samarbejdende Europa er altafgørende, hvis ikke historien skal gentage sig selv.