Annonce

Huset som Pelle byggede

Anmeldelse: Ny single fra forlaget Zetland om Enhedslistens udvikling fra alternativ til mainstream kommer ikke rigtigt i dybden.
I år er det 25 år siden, at Enhedslisten blev dannet som en overbygning på de tre kriseramte venstrefløjspartier DKP, VS og Socialistisk Arbejderparti. I de sidste tre år er partiet gået fra at være et københavnerfænomen, der balancere på kanten af spærregrænsen til det nuværende niveau med opbakning fra omkring hver 10. dansker og efter kommunalvalget sidste år, har partiet nu fået indvalgt folk i hovedparten af landets kommuner og regioner.

Den udvikling har de to DR-journalister Mette Mayli Albæk og Pia Glud Munksgaard forsøgt at portrætter i en ny singlen Operation Ø.

Operation Ø er den seneste i en lang række af singler, en digital fortælling, der er for lang til at være en artikel og for kort til at være en bog, fra forlaget Zetland om dansk politik. Tidligere har man med succes blandt andet udgivet singler om tilblivelsen af Alternativet, Kristian Thulesen-Dahl og Annette Vilhelmsens tid som formand for SF.

Hovedpersonen i fortællingen om Enhedslisten forandring er Pelle Dragsted, der med den noget anonyme titel af presserådgiver - ifølge fortællingen - er ham der bestemmer mest og hovedarkitekten bag forvandlingen for det som vælgerne så som et parti for og med nogen som” gik i noget underligt tøj og havde en underlig fremtoning ” til et mainstreamparti med unge og smarte modebevidste kvinder som Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper i front.

Den tidligere venstrefløjsaktivist, der i knap ti år har været ansat i partiet, er derfor meget sigende også den eneste af fortællingens personer, der bliver egentligt portrætteret og det er den 39-årige folketingskandidat, der i et interview til slut forsøger at forklare hvad Enhedslistens overordnede mål er. Operation Ø er hans værk.

Det er også i det interview, at man kan finde et meget markant angreb på de medlemmer af Enhedslisten, som for eksempel Frank Aaen, der holdt med Sovjetunionen under Den Kolde Krig. Adspurgt om Enhedslisten stadig er kommunister, svarer Pelle Dragsted: "Når Henrik Sass Larsen kalder os det, er det et skræmmebillede, som taler til det socialdemokratiske bagland, der kan huske kampen mod kommunismen, hvor Socialdemokraterne stod på den rigtige side i kritikken af Sovjetunionen."

Mangler nuancer
Der er tale om en række mere eller mindre overfladiske nedslag i nyere politisk danmarkshistorie. Det meste af det er kendt stof for folk, der har fulgt lidt med i den politiske debat. Der er historien om slagsmålet om Asmaa-Abdol Hamid og hele balladen omkring indgåelsen af finanslovsaftalen med regeringen, hvor Enhedslisten efterfølgende afholdt deres eget pressemøde og endelig tilblivelsen af det nye principprogram.

Lidt malplaceret er også historien om den københavnske miljø- og teknikborgmester Morten Kabells udfordringer med om han skulle borgmesterbil eller ej er del af fortællingen.

Til gengæld er der flere åbenlyse historier og vinkler, som helt er udeladt. Mest åbenlyst er hele slagsmålet om hvorvidt Enhedslisten skulle stille op til Europa-Parlamentet eller om partiet skulle fortsætte samarbejdet med Folkebevægelsen mod EU helt udeladt. Det samme gælder diskussionen om Enhedslistens samarbejde med Antifascistisk Aktion.

Det virker som om forfatterne mangler et blik for de finere nuancer på venstrefløjen. Det er meget sort-hvidt. For og imod ordet revolution. For og imod topstyring. For og imod kompromiser på Christiansborg.

Det havde klædt fortællingen at blive krydret med nogle ekspertudsagn om forskellen på de forskellige grupperingers opfattelse af socialistiske standpunkter og strategier. I stedet bliver det spredte kommentarer fra forskellige folketings- og hovedbestyrelsesmedlemmer, hvor man skal gætte på hvilken fraktion eller linje de forskellige tilhører.

Det ville være synd at kalde Operation Ø for en gribende eller samlet fortælling. Der er mere tale om en række selvstændige kapitler, som lige så godt kunne have været bragt hver for sig i en avis.

"Operation Ø" af Mette Mayli Albæk og Pia Glud Munksgaard. Forlaget Zetland. 35 kroner.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce