Helles mulige toppost er ikke den vigtige nyhed fra EU

Mens danske medier har travlt med at spekulere i hvem der skal have hvilke poster, burde Europas ledere gøre klar til et opgør med sparepolitikken.
Som en tikkende bombe under de – for mange europæiske landes vedkommende – stadigt sløve vækst- og beskæftigelsestal lurer den europæiske ungdomsarbejdsløshed.

Skal man tro de danske medier, så er udpegning til forskellige europæiske topposter det eneste og vigtigste på dagsordenen når Europas stats- og regeringsledere samles i morgen til to dages møde i Det Europæiske Råd. Men det er så absolut ikke det vigtigste.

Ja, rent faktisk er udpegning af Kommissionsformand, EU-præsident og Udenrigschef slet ikke på dagsordenen. Det store punkt på dagsordenen når Det Europæiske Råd mødes er ”vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse”. Og mere specifikt så skal regeringslederne bl.a. godkende de såkaldte henstillinger til EU’s medlemslande.

Det lyder måske ikke så vigtigt eller interessant som at analysere sig frem til mere eller mindre sandsynlige eller usandsynlige kandidater til nye administratorer af EU – men netop disse henstillinger til de enkelte medlemslande har stor betydning for landenes muligheder for at stimulere vækst og beskæftigelse. Eksempelvis har den danske finansminister flere gange benyttet sig af netop denne begrundelse når han skal forklare, at Danmark ikke fører (en mere) ekspansiv finanspolitik.

Brug for en ny retning
De sidste seks års fejlslagne krisepolitik i EU, hvor besparelser og langsigtede strukturreformer har været medicinen til at skabe vækst og beskæftigelse på den korte bane, kan – hvis regeringslederne kan erkende deres egen mislykkede politik – slutte på fredag.

Hvis regeringslederne har modet kan de erstatte de ensidige ’hold igen med forbruget’ og ’skær ned på den offentlige sektor’ henstillinger til medlemslandene med klare anbefalinger om at sætte gang i økonomien og væksten gennem offensive investeringer i grønne løsninger, infrastruktur, ny teknologi, uddannelse og forskning.

Det er den medicin Europa har brug for, hvis vi for alvor skal have gang i væksten – og mere vigtigt; hvis vi skal skabe flere arbejdspladser og trække de millioner af europæere, som i dag står udenfor arbejdsmarkedet, med i det kommende opsving. Regeringslederne har chancen for at rette op på 6 års fejlmedicinering.

Vi må ikke tabe en generation på gulvet
Som en tikkende bombe under de – for mange europæiske landes vedkommende – stadigt sløve vækst- og beskæftigelsestal lurer den europæiske ungdomsarbejdsløshed.

Knap hver fjerde europæer under 25 år er i dag arbejdsløs, og i Grækenland og Spanien er det fortsat over halvdelen af de unge, som er arbejdsløse. Det er en katastrofe og kan få alvorlige konsekvenser for kvaliteten af og jobmulighederne for den europæiske arbejdsstyrke de næste mange år.

Så længe Europa står stille, og der ikke skabes flere arbejdspladser, så vil Europas unge stå bagerst i en alt for lang kø til arbejdsmarkedet og sikkerhed. Men en offensiv økonomisk politik i de europæiske lande kan sætte gang i økonomien og beskæftigelsen og dermed give, hvad der er på vej til at blive, Europas tabte generation en ny chance.

 Kasper Sand Kjær (f. 1989) er ungdomskonsulent i LO.


Flere artikler om emnet

Annonce