Mens Danmark er gået på sommerferie, er diplomaterne på overarbejde syd for grænsen. Endnu engang er det forholdet mellem Tyskland og USA, der slår gnister. Nærmere bestemt USA's omfattende brug af spionage på den ene side og tyskernes meget bastante og af historien begrundede modstand mod enhver form for overvågning på den anden side. For mens NSA-skandalen og overvågningen af den tyske kansler Angela Merkels mobiltelefon stadig ligger klart i erindringen, efterlader en ny spionskandale endnu engang telefonlinjerne rødglødende i både Washington D.C. og Berlin.

Det sker, efter at tysk politi har anholdt en medarbejder i den tyske efterretningstjeneste og anklaget ham for dobbeltspionage. Den tyske spion har indrømmet at have modtaget 25.000 euro fra CIA for at have overdraget 218 stjålne dokumenter fra den tyske efterretningstjeneste til amerikanerne. Den melding er blevet mødt med både vrede og forundring i Tyskland. Dobbeltagenten, der er fra München, vil nu blive stillet for en dommer og blive idømt straf, fortæller den socialdemokratiske justitsminister.

Den konservative indenrigsminister Thomas de Mazière har foreslået, at tyskerne nu selv begynder at spionere mod USA. Mest opsigtsvækkende er det måske nok, at den tyske præsident Joachim Gauck kræver, at kansler Merkel siger fra over for amerikanerne. Nok er nok, har præsidenten sagt. Og han udtaler sig ellers sjældent om politik.

Tyskerne føler sig trådt over tæerne og føler, de bliver mistænkeliggjort af deres amerikanske allierede. ”De kunne jo bare have spurgt om papirerne”, som en kendt tysk journalist skrev for den tyske statsradiofoni ARD. Og så har det bestemt heller ikke beroliget tyskerne, at pressesekretæren fra Det Hvide Hus, Josh Earnest, besvarede bygen af spørgsmål med et (selv efter Obama-administrationens standarder) ualmindelig arrogant respons. USA's spionage mod Tyskland er både vigtig og præget af den respekt, der er mellem årelange allierede, lod pressesekretæren de tilhørende journalister forstå. Hvordan det er respektfuldt at betale en tysker for at begå forræderi mod sit fædreland, kom han dog ikke nærmere ind på.

Spørgsmålet er, om ikke denne Nicklas Bendtner-agtige attitude fra amerikanerne kun er med til at gøre ondt værre i tyskernes øjne.

Hvad har amerikanerne nogensinde gjort for os?
Den amerikanske reaktion bekræftede kun det indtryk, man kunne have af amerikanerne i forhold til spionagen mod deres europæiske allierede: At de ikke tager situationen rigtig alvorligt. At de ikke selv synes, det er galt. At de tænker, de nok kan tale sig ud af det ved at slå det hen. Men spørgsmålet er, om ikke denne Nicklas Bendtner-agtige attitude fra amerikanerne kun er med til at gøre ondt værre i tyskernes øjne. Det er trods alt et folk, der får ubehagelige minder, når en stormagt pakker masseovervågning, dobbeltagenter og spionage ind i flotte ord om fællesskab og tillid. Samtidig er tyskerne de uformelle ledere af et Europa, hvor man rundt om i regeringskontorerne med rette kan spørge sig selv, om USA egentlig har leveret. Har de egentlig påtaget sig et særlig heldigt lederskab i verden i perioden efter 11. september?

Det var langt hen ad vejen den amerikanske finanssektor, der var skyld i finanskrisen. Amerikanerne har pantsat deres egen fremtid med kæmpelån i Kina. Deres politiske miljø er gået i hårdknude. De har mildt sagt ikke haft en heldig hånd i Mellemøsten, de har været tøvende og afventende over for Rusland, de har været mere end fodslæbende i kampen mod klimaforandringer. Amerikanerne har de sidste 10-15 år været det modsatte af det, der kendetegnede USA gennem det 20. århundrede. Hvor de var et land af vækst, har de været et land af gæld og recession. Hvor de før var garanten for handling og militær kløgt, har de vist sig som hovedløse krigere i Irak og fodslæbende Neville Chamberlain-parodier i resten af verden. Hvor de før viste lederskab og teknologiske fremskridt, er de nu de sorte svinere i en verden, der vil være grøn.

Lillebror Europa siger fra
Det var håbet, at Obama kunne rette op på det. At han kunne få tingene tilbage i den naturlige balance: USA som den frie verdens stolteste bastion – og så kunne Europa tilsvarende finde tilbage i sin gamle, vante rolle: Lillebroren, der støtter op om storebror, og kun momentvis driller med politisk korrekte bjæfferier, når storebror bliver for militant.

Uanset, at man kan have stor sympati for manden, har Obama ikke formået det. Og det gør den amerikanske herremandsattitude i spionage-sagerne så meget værre. For i Europa har skiftende politikere gennem årene levet med den amerikanske cowboy-attitude, fordi der altid er blevet leveret resultater og håndfast lederskab fra den anden side af Atlanten. Men når resultaterne og lederskabet ikke lever op til selvopfattelsen, står amerikanerne tilbage med et attitude-problem, der må få europæiske ledere til at stille sig selv det spørgsmål, der næsten kan virke blasfemisk: Hvor længe skal vi europæere egentlig pantsætte vores udenrigspolitik i Washington?

USA's førerrolle svækket
Undertegnede hører ikke til den del af venstrefløjen, der kronisk lider af USA-had. Tværtimod. Jeg tror, verden er bedst i balance, når USA har lederskabet. Historien har vist os, at når fremdriften skal sikres og onde imperier bekæmpes, sker det bedst med USA i førersædet. Og jeg tror, det er bedst for Danmark, at USA er så stærkt som muligt.
Men spørgsmålet er, om ikke den amerikanske epoke er ved at ebbe ud, om vi vil det eller ej. Amerikanerne har i det 21. århundrede ikke vist sig særligt interesserede i at lede verden. Eller også evner de det bare ikke mere. Som en forsmået tidligere Tour-vinder, har USA gennem det 21. århundrede stået som plantet på bjerget, mens de nye økonomier har dannet deres egen frontgruppe. Spørgsmålet er derfor ikke, om USA skal lede verden, men om Europa skal agere ultraloyal hjælperytter og blive ved amerikanernes side. Eller om vi skal forsøge selv at køre op til favoritgruppen.

Jeg tvivler på, at Europa er klar til at overtage amerikanernes historiske rolle. Og jeg tvivler på, man har lyst til at smide årtiers tæt samarbejde med broderfolket vestpå ud af vinduet på grund af et årtis fejltagelser. Og måske kan amerikanerne stadig mønstre nok goodwill og magt til at rette op på deres skrantende lederskab. Men det kræver et skifte i den amerikanske udenrigspolitik, hvis den amerikansk-europæiske alliance skal genskabes, og amerikanerne igen skal være verdens uformelle ledere. Og det kræver et skifte i amerikanernes behandling af og attitude over for allierede i Europa. Det kræver, at Obama går sin Canossa-gang. Den ydmygende bodsgang for at bede om tilgivelse. Og som en ledende politiker fra det semi-kommunistiske parti Die Linke sagde: Obamas Canossa, det er Berlin.

Mads Havskov Hansen (f. 1992) er stud.jur. på Københavns Universitet.