Nogle af landets førende økonomer har i et nyt studie vurderet, at det vil være helt gratis – ja, endda en millionforretning for staten – hvis man fjernede topskatten. Det ville ifølge de tre økonomer Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Claus Thustrup Kreiner og Jakob Roland Munch altså ikke koste 10,6 mia. kroner at fjerne topskatten, som skatteminister Morten Østergaard (R) tidligere har oplyst til Folketingets skatteudvalg.

Når deres konklusion er så opsigtsvækkende og anderledes, er det fordi, de har medregnet en dynamisk effekt, som man hidtil har udeladt – nemlig at lavere skatter ikke blot får folk til at arbejde mere, men også kan få danskerne til at lede efter nyt og bedre lønnet arbejde.

Generelt hviler rapporten på en masse antagelser, og økonomerne konkluderer da også, at resultaterne er usikre. Men i medieomtalen af rapporten bliver dette usikre fundament totalt negligeret, hvilket jo er bevidst spin-arbejde, for hvis man i højere grad italesatte den store usikkerhed, så kunne man nok ikke få den store gennemslagskraft og omtale, som har været tilfældet her midt i agurketiden.

Der er mange antagelser, som er værd at angribe eller så tvivl om. Lad os punktere dem en efter en:

Antagelse 1: Danskerne vil arbejde mere, hvis de skal betale lavere skat
Sådan behøver det jo ikke forholde sig. Det kunne jo også tænkes, at danskerne faktisk ville arbejde det samme som i dag (eller mindre), fordi de ville få en større gevinst ved samme arbejdsindsats og var tilfreds med deres hidtidige indkomstniveau. Faktisk viste en analyse fra CEVEA på baggrund af data fra Danmarks Statistik og Eurostat, at danskerne arbejdede mindre efter en række af VK-regeringens skattelettelser. Dermed kunne der rent faktisk være tale om et tab i provenu for statskassen – men dette er lige så meget gætteri som økonomernes antagelse.

Antagelse 2: Danskerne skifter til mere vellønnede job, hvis de slipper for topskat
Denne antagelse er tvivlsom af flere grunde. Den første grund er beslægtet med den ovenstående – hvorfor skulle danskerne søge bedre lønnede job, hvis de var tilfredse med deres hidtidige indkomstniveau? Den anden grund er, at det jo langt fra alene er løn, der afgør vores jobvalg. Det kan også være personlige interesser, arbejdstidsvilkår, geografisk beliggenhed, personalegoder eller andre parametre. Den tredje grund er, at vi jo reelt ikke ved hvilke jobs disse mennesker kunne besætte. De vellønnede job i dag er jo besat af andre, så skulle der pludselig opstå flere vellønnede job som et lyn fra en klar himmel?

Antagelse 3: Udviklingen i dansk økonomi fra 2004 til 2006 er repræsentativ
I rapporten fremgår det allerede af abstractet, at der er anvendt data fra danske lønmodtagere og virksomheder fra 2004 til 2006. Man må spørge sig selv, om man mener, at en to-treårig periode er repræsentativ for økonomien i dag og fremadrettet. I perioden fra 2004 til 2006 voksede Danmarks BNP eksempelvis mellem 2,3 % og 3,4 % om året, mens vi i disse år er præget af en langt lavere vækst som resultat af den økonomiske krise. Dermed er det lidt for kækt at drage en sådan konklusion, som økonomerne gør.

Antagelse 4: Øget ulighed og andre effekter vil ikke påvirke økonomien
Denne grundantagelse i rapporten kan let kritiseres. Eksempelvis er det en mulighed, at øget ulighed vil føre til lavere forbrug de blandt danskere, som føler sig hægtet af velstandsudviklingen i samfundet.

Antagelse 5: 100 kroner ekstra er lige meget værd for kassedamen såvel som millionæren
Denne antagelse er naiv, for enhver ved, at 100 kroner i ekstra indkomst for kassedamen vil have markant større betydning for hende, end en ekstra hundredelap ville for millionæren. Når man giver skattelettelser i bunden er man i øvrigt mere sikker på, at pengene vil blive anvendt på forbrug og derved gør gavn i den samlede økonomi. AE-Rådets chefanalytiker Jonas Schytz Juul skrev tilbage i 2009 i forbindelse med en analyse, at ”Jo større indkomst man har, desto mindre en del af skattelettelsen vil typisk gå til forbrug, mens en større andel bliver sparet op.”

Antagelse 6: Kun en økonomisk gevinst får lavtlønnede til at være i arbejde frem for på overførsler
I økonomernes rapport står der: ”We assume that workers are indifferent between working at the lowest wage level in the wage distribution and not working at all” (se side 12). Men antagelsen er forkert – i hvert fald i Danmark. En ting er, at det for kun 0,6 % af danskerne i den arbejdsdygtige alder ikke kan betale sig at arbejde. En anden ting er, at tre ud af fem af disse danskere rent faktisk har et job alligevel. Det kan jo skyldes, at arbejdet også har en social værdi for individet, ligesom man ved at være i arbejde får mulighed for indkomstfremgang senere hen.

Ud over disse seks antagelser er der også andre kritikpunkter. Et eksempel er, at de tre økonomer i deres resultater har nogle tal, der siger, at en afskaffelse af topskatten er selvfinansierende med 50 %, hvis man accepterer forudsætningerne, som er skitseret herover. I andre dele af deres analyse er der blot tale om 14% selvfinansiering.

Konklusionen på økonomernes konklusion er altså, at deres analyse af prisen for topskattens mulige afskaffelse står på et smuldrende fundament. Rapporten hviler simpelthen på alt for mange tvivlsomme antagelser om danskernes adfærd.