Er brok lærernes eneste våben?

Sure skolelærere, der er kritiske overfor folkeskolereformen praktiske implementering, risikerer at underminerer tilliden til hele folkeskolen.
Når jeg  tænker på en skolelærer, forestiller jeg mig en person i slutningen af 40' erne med korslagte arme og et bittert træk i ansigtet. En af de typer, der altid siger nej, hvor skepsissen lyser ud af vedkommende, og som altid ved bedst.

Engang kaldte man dem vrisne gamle mænd, i dag kalder man dem skolelærere. Dette billede ærgrer mig gevaldigt.

Den stil husker jeg ikke, at mine egne lærere lagde for dagen. Tidligere havde jeg faktisk opfattelsen af, at skolelærerne var parate til at forandre skolen. For folkeskolen har enorme udfordringer. Alt for mange børn forlader skolen uden at kunne tilstrækkeligt dansk og matematik. Skoletræthed er et udbredt fænomen blandt skolens ældste klasser. Mere end 10 pct. af eleverne er udsat for mobning, de dygtigste elever mangler faglig stimulering, og den sociale arv slår stadig alt for hårdt igennem.

Hidtil har politikerne trukket nationale tests, elevplaner, historiekanoner og skærpede undervisningsplaner ned over hovedet på eleverne og lærerne. Under den tidligere regering fratog man i høj grad lærernes metodefrihed.
Det beklagede lærerforeningen sig over og med rette. Analysen fra VK-regeringen var, at roden til skolens problemer skulle findes i skolens forstyrrende elementer. De elever, der ikke havde disciplin, skulle rettes ind, og de såkaldte problembørn fik udsigt til karakterer allerede fra 7. klasse og traditionelle eksamener i alle skolens fag.

Sandheden er, at vi spildte en gylden chance for at forandre skolen op gennem 00' erne, mens økonomien bragede derudad.

Modet hos de borgerlige politikere var der ikke, selv om alle interessenter i uddannelsessektoren kaldte på grundlæggende forandringer. I dag er den økonomiske virkelighed unægtelig en anden. Men behovet for en ny folkeskole er kun blevet endnu større.

Det lykkedes regeringen at få flertal for en reform, der langt hen ad vejen er en håndsrækning til de skoleinteressenter, der i 00' erne kaldte på forandringer. De basale elementer er flere timer til dansk, matematik og engelsk, men det virkelig interessante er aktivitetstimer, bevægelsestimer, flere valgfag og samarbejde med civilsamfundet. Vi er vidner til den største fornyelse af folkeskolen i hele dens historie.

I avisernes debatspalter har frustrerede skolelærere skrevet spalte op og ned om den nye skole. Der kommer formentligt til at være masser af børnesygdomme. Skemaer, der skal rettes til, undervisningsforløb, der skal laves om, og sågar bekendtgørelser, der skal have nye paragraffer. Langt hen ad vejen er det lokale udfordringer, som lærerne og skolelederne skal løse i fællesskab.

Derfor kan jeg sagtens forstå, at forældre og elever kan være bange for, at folkeskolelærerne tager skolen som gidsel i en faglig kamp, der mentalt endnu ikke har lagt sig.

Men i stedet for aktivt at søge løsninger på de nye udfordringer har Danmarks Lærerforening (DLF) uden skelen til den økonomiske situation forlangt 3 milliarder kroner mere til skolen og 9.000 flere lærere end i dag, og den har givet skolereformen skylden for, at færre søger ind på lærerseminariet. En påstand, der er grebet ud af den blå luft.

Jeg tror sådan set, at lærerforeningen er ganske godt tilfreds med reformens politiske indhold. Hovedproblemet for lærerne er den normalisering af arbejdstidsaftalen, som skolelærerne endte med efter en længere faglig konflikt med Kommunernes Landsforening.
På intet tidspunkt har lærerforeningen leveret en fundamental kritik af skolereformens indhold. Ingen nævneværdig kritik af lektiecafeer, valgfag og mere bevægelse.

Derfor kan jeg sagtens forstå, at forældre og elever kan være bange for, at folkeskolelærerne tager skolen som gidsel i en faglig kamp, der mentalt endnu ikke har lagt sig. Hvis det er tilfældet, er det ikke skolereformen, der er skolens største udfordring.
Jeg er umådelig optaget af, at vi får ændret billedet af den vrisne reaktionære skolelærer, men tilliden og respekten for lærerne er ikke noget, der kan forhandles om på Christiansborg.

Respekten kommer ikke ovenfra, men opstår i den dagligdag, elever og forældre har med deres skolelærer.

Alexander Grandt Petersen er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Indlægget er også bragt i Politiken 7. august 2014.

Alexander Grandt er folketingskandidat for Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook