Annonce

Venstres rystende holdning til børns ret

Venstre åbner op for, at Danmark kan træde ud af FNs børnekonvention. Det er en rystende holdning, som stiller spørgsmålstegn ved hele fundamentet for børns retssikkerhed.
Hvis Venstre får magt som de har agt kan det snart være slut med, at Danmark er omfattet af Børnekonventionen. Til Dagbladet information åbner ordfører i sager om statsborgerskab, Jan E. Jørgensen således for, at Danmark på sigt kan træde ud af konventionen.

”Der er mange hvis’er i denne debat, men jeg vil ikke på forhånd afskrive, at vi også kan nå til Børnekonventionen på et tidspunkt,” er Jørgensen således citeret for at sige.

Årsagen er, at konventionen sikrer, at børn der er født og opvokset i Danmark også kan få statsborgerskab i Danmark. Det betyder, at vi også indimellem er forpligtede til at give statsborgerskab til unge, der er i søgelyset hos politiets efterretningstjeneste, fordi de vil Danmark det ondt. Det er Venstre så utilfredse med, at de er klar til at ofre Børnekonventionen for at få det stoppet.

Hvis man begynder at ændre eller afskaffe Børnekonventionen hver gang den er upraktisk at overholde, afskaffer man reelt børns ret og åbner man for kaos.

Den holdning er rystende. Børnekonventionen er sat i verden for at sikre børns ret uanset hvad. Uanset hvilket flertal der sidder på magten. Uanset hvad den politiske situation er i et givent land på et givent tidspunkt. Uanset om en given sag er politisk praktisk og opportun.

Hvis man kun vil overholde den i de sager, hvor den i forvejen flugter med ens politik, eller den politik man ønsker at føre af valgstrategiske eller –taktiske årsager, giver det jo slet ingen mening at have en konvention. Så kan man jo bare føre sin politik.

Hvis man begynder at ændre eller afskaffe Børnekonventionen hver gang den er upraktisk at overholde, afskaffer man reelt børns ret og åbner man for kaos. Så bliver det op til det det siddende flertal at afgøre, hvilke rettigheder børn skal have og om de overhovedet skal have rettigheder. Så kan et siddende flertal åbne for alt fra børnearbejde til børnesoldater, hvis det ellers passer dem. Så forsvinder beskyttelsen af børn.

Det lyder måske som dommedagsprofetier, men perspektivet i Venstres holdning er allerede ret dystert. Tænk at et parti er åbne for at afskaffe Børnekonventionen og i stedet i praksis lade efterretningstjenesten – det hemmelige politi – beslutte hvem der kan blive statsborgere og hvem der ikke kan.

Det vil nemlig i praksis blive resultatet af Venstres idé: Afskaffer eller ændrer man Børnekonventionen for at kunne nægte statsborgerskab til dem, som efterretningstjenesten har mistanke til, lader man jo reelt efterretningstjenesten og deres overvågningslister blive rettesnor for, hvem der kan blive danskere, og hvem der ikke kan. Siger PET god for dig kan du få dit pas. Hvis ikke er det bare ærgerligt.

I DUI-LEG og VIRKE er vi helhjertede tilhængere af børnekonventionen. Vi har tidligere givet udtryk for vores skuffelse over, at regeringen tøver med at implementere den i dansk lovgivning og at det i hvert fald ikke er sket endnu. Vi havde ikke forestillet os, at noget parti i folketinget ville åbne op for helt at træde ud af den.

Stig Møller er forbundsformand i arbejderbevægelsens børne- og familieorganisationDUI-LEG og VIRKE.

 


Flere artikler om emnet