Hun er ikke som de andre. Den socialdemokratiske undervisningsminister Christine Antorini. For hun er hverken gammel DSU’er eller fagforeningskvinde, hun har indtil 2013 holdt sig ude af kaffeklubberne, og når det gælder interne kampe i Socialdemokraterne, ser hun helst til fra sidelinjen.

Det er på mange måder essensen af Politikens portræt af undervisningsminister Christine Antorini fra den 26. august:

”I stedet for DSU eller fagbevægelsen er hun rundet af et individuelt valg: at det er her, hun hører til og tror, at hun kan udrette noget. Det er karakteristisk for hende. Hun passer godt ind i sådan et Politiken-segment, men det er ikke klassisk socialdemokratisk,” siger tidligere minister, Ritt Bjerregaard, i artiklen.

Det står klart i portrættet, at Christine Antorini fra starten har gået efter uddannelsesområdet, og jobbet som undervisningsminister bliver beskrevet som hendes drømmejob.

Derfor spørger Politikens journalister også om, hvad Christine Antorini mon skal lave, når hun er færdig med Christiansborg. For hendes store politiske projekt, folkeskolereformen, er i disse dage ved at blive udrullet for fulde gardiner, og Christine Antorini har gennem hele sin regeringstid formået at holde gode kontakter til erhvervslivet og andre indflydelsesrige personer. Men undervisningsministeren selv er fåmælt, når Politiken spørger ind til en mulig kommissærpost i EU:

”De, der kender dig, siger, at du ikke har lyst til at være kommissær?

-Jeg elsker jo det, jeg laver nu.

Men hvis du skulle lave noget andet?

-Så var der jo mange ting, man kunne lave.

Hvad ville du så sige, hvis du fik tilbuddet om at blive kommissær?

-At jeg ikke har flere kommentarer til jer om det nu.”

Du kan læse hele Politikens portræt her.