Annonce

Berlingske-skribents usmagelige nazisammenligning

I et blogindlæg på berlingske.dk om Københavns Kommunes behandling af bilisterne, kan man læse en yderst usmagelig holocaustsammenligning.
Kære Lisbeth Knudsen

Jeg henvender mig direkte til dig, fordi jeg er lidt forarget, og du er chefredaktør på det medie, der har skabt den forargelse. Jeg er ellers rimelig tolerant og tilhænger af fri debat, men det følgende er i min verden langt over stregen.
Folk har naturligvis ytringsfrihed til at skrive mere eller mindre, hvad de har lyst til, men blogindlægget på berlingske.dk Fundamentalisterne på Københavns Rådhus der er skrevet af en i offentligheden kendt psykiater, inkluderer følgende passage:

”Hvorfor er der en gruppe, nemlig bilisterne, der skal behandles som jøderne under anden verdenskrig?”

Selv om man godt kan være irritereret over manglen på parkeringspladser eller kø på indfaldsvejene, så er der endnu ikke en eneste bilist i København, der er blevet sat på en godsvogn til en KZ-lejr i Polen, blevet bedt om at tage alt tøjet af, for derefter at blive kvalt langsomt i Zyklon B-gas. Det var, hvis du ikke vidste det, nemlig sådan jøderne blev behandlet under anden verdenskrig.

Du eller din tryksag kan selvfølgelig ikke tage ansvar for alt, hvad der skrives i kommentarfelter, men den pågældende er tilknyttet som fast blogger på jeres site. Det kan godt være, at han ikke officielt er på jeres lønningsliste, men han er stadigvæk udvalgt af jer, og I stiller pladsen til rådighed og tjener penge på den trafik, indlægget genererer.

Da du nu er direktør for en af Danmarks største mediekoncerner, vil jeg gerne vide, om I gør jer nogen overvejelser om, hvor grænsen går for, hvor tåbeligt man kan udtrykke sig - samtidig med, at man har et ”Godkendt af Berlingske”-tilføjet.

Hvis det er 2. verdenskrigs- og nazianalogier, som I synes, I mangler på avisen eller på hjemmesiden, så stiller jeg mig også gerne til rådighed en gang om ugen. Så kan jeg skrive små spidsfindige sammenligninger, såsom Lisbeth Knudsen er bare en kvindelig udgave af Julius Streicher, politisk kommentator Thomas Larsen er som Dr. Goebbels - bare uden hæmninger - og chefredaktør Tom Jensen minder om en oppustet udgave af Herman Göring. Så kan vi alle sammen grine lidt af det.

Eller også kan vi blive enige om, at hvis man synes, man har brug for at bruge nazianalogier om trafiksituationen i København eller noget andet, der heller ikke er et folkemord på 6 millioner mennesker , så er man nok ikke egnet til at være officielt tilknyttet Berlingske Tidende. Eller for den sags skyld noget andet medie.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet