Annonce

Jobpatrulje: Det går en smule bedre

Overordnet set går det bedre, når de unge er på job. Men dårligt arbejdsmiljø fylder mere. De første tal fra sommerens jobpatrulje er ved at være på plads.
”Vi har i år oplevet, at der kun var noget galt i 65 procent af sagerne. Det er positivt. Sidste år var vi over 70 procent,” siger Rasmus K. Jakobsen. Han er koordinator på HK og 3F’s jobpatrulje, som i 35 år har interviewet unge fritidsjobbere i sommerlandet for at undersøge deres arbejdsvilkår.

Hver sæson ender ud i en rapport med undersøgelsens resultater. Den udkommer i år sidst i oktober, men allerede nu er de første tal på plads. Jobpatruljen har i år talt med 3053 unge i alderen 12 til 17 år, og resultaterne viser blandt andet, at:

39 procent skubber eller løfter for meget.
34 procent bliver aldrig instrueret i, hvordan man undgår arbejdsskader.
Og 20,4 procent skal selv sørge for at finde en afløser.

”Overordnet set, går det en lille bitte smule bedre. Blandt andet har arbejdsgiverne fået mere styr på det med kontrakter, men det er et stort problem, at de unge ikke bliver ordentlig informeret om, hvor meget de må løfte og skubbe, eller hvordan de skal omgås maskiner. Det er det, der oftest fører til arbejdsskader,” siger Rasmus K. Jakobsen.

65 procent er for meget, men…
I Dansk Erhverv er man opmærksom på problemstillingen. Derfor gør de også en aktiv indsats for at give deres medlemmer den nødvendige viden:

”Vi laver jo pjecer, både til de unge og til arbejdsgiverne om, hvad de skal være opmærksomme på, når de starter i job. Og det gør vi i en erkendelse af, at det kan være svært for arbejdsgiveren på forhånd at kende alle love og regler på området,” siger Rikke B. Ørum, der er chef for HR og arbejdsmiljø i Dansk Erhverv.

Hun mener også, at det er for meget, at der i 65 procent af sagerne er noget galt, men karakteren af problemerne er en væsentlig dimension at have med:

”Jobpatruljen arbejder for eksempel ud fra, at man maks må løfte 12 kilo, men det er ikke rigtigt. Under gunstige omstændigheder må du løfte op til 25 kilo. Det er altså vigtigt at tage med. Hvad er det for nogle problemstillinger jobpatruljen finder, og hvor alvorlig er karakteren af det?”

Til det siger Rasmus K. Jakobsen:

”Ud af de 65 procent, så er det arbejdsmiljøproblemer, der fylder mest. Vi har faktisk oplevet en stigning fra 2013 til 2014 på mere end 500 sager, når det gælder problemer med træk og skub.”

De unge selv skal også hjælpe til
Begge organisationer fremhæver dog, at der også ligger en stor udfordring i at få opdraget de unge til at sige fra og ikke overtræde reglerne:

”De unge er enormt autoritetstro over for chefen, nærmest mere end over for deres forældre. De vil gerne gøre et godt stykke arbejde, og hvis chefen er sød, jamen, så vil de selvfølgelig gerne hjælpe til med, at forretningen går godt,” siger Rasmus K. Jakobsen.

Og det billeder kender Rikke B. Ørum:

”De unge gør ikke altid, som vi siger til dem. De synes jo næsten, at de gør arbejdsgiverne en tjeneste ved lige at skubbe det mere eller bære det ekstra. Så det er mere komplekst end bare at sige, at det er arbejdsgiverens ansvar.”

Men den hopper Rasmus K. Jakobsen ikke på:

”Altså, hvis man kigger i lovgivningen, så er det ikke komplekst, for der står, at det er arbejdsgivers ansvar, at reglerne bliver overholdt. Og gør man ikke det, så koster det bøder. Det er man også ret streng med i Arbejdstilsynet. Selvfølgelig er der en grænse for, hvor mange gange man kan sige til sin ungarbejder: ’du skal altså overholde reglerne’, men så må man jo give en advarsel og tage den derfra.”


Flere artikler om emnet