De rige går fri

Nyt realityprogram på Kanal 5 stiller overhovedet ingen kritiske spørgsmål til sine medvirkende kriminelle. Forbrydelser er åbenbart ikke så slemt, hvis bare det er rige, hvide mennesker der begår dem.
Foto: kanal5.dk

På tv-kanalen Kanal 5 kan man i øjeblikket følge tv-programmet ”Janni og Karsten – Kærligheden mod alle odds”, der er en reality-dokumentar på linje med ”Erik og Anni” hvor et kamera følger et par og hører hvordan de har det.

Ifølge tv-guiden tvtid.dk kan man i programmet se at:

”For første gang nogensinde åbner milliardæren Karsten Ree døren til sit ekstraordinære liv i palæet på den rigtige side af Strandvejen i Vedbæk, hvor han bor med sin nye kærlighed, ”Oddset-pigen” Janni Mathorne Christensen.”

For folk der ikke er helt nede med sladder og gossip om danske semikendisser, er der altså tale om et tv-program, der følger en ældre milliardær og hans lidt yngre kæreste. Og den slags kan jo være meget spændende, hvis der ikke lige var tale om et menneske, der for længst er faldet ud over kanten for, hvad der kan kategoriseres for god moral.

Oddset-Jannie, som hun også er kendt, er blevet idømt knap 1½ års fængsel for at have franarret en ældre mand 1,5 million kroner. Hun plejer ifølge BT omgang med yderst tvivlsomme typer og Karsten Ree selv for nylig er blevet sigtet i en meget kulørt sag om menneskehandel.

Dermed ikke sagt at man ikke skal lave tv om det kriminelle miljø overhovedet. Det skal der selvfølgelig, men der er ingen grund til at lave deciderede idolprogrammer. Kanal 5 burde altså holde sig for gode til at tjene penge på et forherligende tv-program om to mennesker, som helt åbenlyst har et lidt flosset forhold til lov og ret.

Der er tale om en dømt kriminel, hvis luksusliv man altså følger. Så kan man sidde og se hende drikke dyr champagne, mens hun får lov til at bortforklare og negligere at hun har begået bedrageri i millionklassen. Ikke en gang bliver hun spurgt om hvorfor hun gjorde det eller om hun ligefrem fortryder det. Intet!

Det er altså underligt. Havde det ikke været fordi, at Karsten Ree er rig og hun er ”kendt fra tv” så havde det program aldrig været blevet til noget. Kriminalitet er nemlig åbenbart ikke lige så slemt, når det bliver begået i overklassen og blandt jetsettet, som når det sker blandt samfundets laveste.

Havde det været Ali ude fra Taastrupgaard, der i TV sad og fejrede sin ubetingede fængselsdom med en flaske champagne, så havde hele horden af retsordførere fra Dansk Folkeparti til SF været på krigsstien og raset over den manglende respekt overfor domstole, ofre og det danske samfund.

Jeg kunne selvfølgelig lade være med at se det, men jeg var nysgerrig og nu er jeg forarget. Forarget over at man vælger så ukritisk at give tv-tid til folk med så lav moral. Det er sgu ikke i orden.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce