Brancheorganisationen udsendte en pressemeddelelse, der kaldte udspillet for intet mindre end "visionært".
Udspillet, der har overskriften ”Patienterne skal igen i centrum”, er reelt en økonomisk redningspakke til privathospitalerne, som har måttet lukke på stribe, siden den nuværende regering trådte til og stoppede den favorisering af privathospitalerne, som VK-regeringen praktiserede. Faktisk i så høj en grad, at tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) i 2010 blev ansat som direktør på en kæde af netop… privathospitaler.
Nu er privathospitalsbranchen i dyb krise, og bliver Venstres nye sundhedsoplæg en realitet, kan privathospitalerne igen se frem til kunder i butikken, skriver Jyllands-Posten:
”For det første skal patienter have lov til både at blive udredt og behandlet i det private, hvis der er mere end 30 dages ventetid i det offentlige. Det gælder også psykiatriske patienter.
For det andet får praktiserende læger mulighed for at sende patienter til »en række diagnostiske undersøgelser« på privathospitaler, hvis der er ventetid i det offentlige.
Og for det tredje - og nok ikke mindst - kan de private aktører se frem til nye kunder i biksen, fordi patienter fra dag ét får ret til en række ambulante behandlinger på privathospital.”
Altså tre tiltag, der betyder, at borgerne - igen - kan få betalt en lang række besøg på privathospitaler, hvor det offentlige ikke på forhånd har mulighed for at sende behandlingen i udbud og derfor skal betale overpris for ydelsen. Og vi taler ikke om livstruende sygdomme, men om ting som blandt andet knæundersøgelser, behandling af åreknuder og operationer for grå stær.
I en verden med begrænsede midler betyder det ganske enkelt, at penge som kunne være brugt på flere og bedre behandlinger i det offentlige system til gavn for alle danskere, i stedet bliver kanaliseret over i det private system til gavn for de få.