De borgerliges evne til at bortforklare pletter på deres ideologiske tapet er ufattelig.

Venstres Søren Pind udtalte fredag til Berlingske, at Venstre forudså det ragnarok der ville udspille sig i Mellemøsten. Han opfordrede derpå regeringen til at anerkende hans analytiske geni og implementere hans løsninger. Disse bombastiske udtalelser er blot et af eksemplerne på højrefløjens totale mangel på selvindsigt, hver eneste gang de træder ved siden af politisk. Pind og hans ligesindede snakkede i 10 år om at eksportere demokrati til Mellemøsten. Vi forstod på deres argumenter at der inde i alle irakere boede en lille vestlig demokrat, der bare ventede på højrefløjens tanks til at befri dem. I virkeligheden smadrede man med Irakkrigen et land til en nærmest postapokalyptisk ukendelighed med forfejlede militære strategier. På trods af det står man i dag og stråler med stolthed og fornyet hybris. Pind er som en mand der har antændt hele nabolaget med en flammekaster, og i det sodbelagte efterspil udtaler, at han så ildebranden komme og mener at naboen skulle have slukket den i tide.

I modsætning til selvpiskeriet, skammen og undskyldningerne på venstrefløjen, fortsætter højrefløjen ufortrødent som om intet var hændt, når dens idéer fejler katastrofalt.

Venstrefløjen får røde kinder
I 90’erne startede det, der skulle blive kimen til en langvarig og dyb intern konflikt på venstrefløjen. Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj vendte det døve øre til indvandringsrelaterede problemer og befolkningens klageskrig. Samme befolkning sendte venstrefløjen en klækkelig regning, bestående af 10 års mørke under VKOs styre, og hele affæren kastede venstrefløjen ud i identitetskrise. Debatten om hvordan man skal formulere en venstreorienteret indvandringspolitik, der kan imødekomme problemerne, er stadig ikke slut. Alt afhængigt af hvor på venstrefløjen man befinder sig, giver man forskellige svar, men kun de allerfærreste anerkender ikke, at der er en stor udfordring.

I modsætning til selvpiskeriet, skammen og undskyldningerne på venstrefløjen, fortsætter højrefløjen ufortrødent som om intet var hændt, når dens idéer fejler katastrofalt.

Højrefløjen fejrer sine nederlag som sejre
Efter 20 år med borgerlig finansiel logik blev hele den vestlige verden kastet ud i en kolossal privat gældskrise. Det fik ikke lortet til at brænde på blandt de borgerlige. I stedet lancerede de en massiv offensiv, mod statskontrol og for mere finansiel markedsfrihed. På samme måde har Foghs reformer af andelsboligmarkedet på nuværende tidspunkt kastet Københavns boligmarked ud i et historisk kaos. Som følge heraf, har man i det ene borgerlige blogindlæg efter det andet kunne læse om rodet i boliglovgivningen og hvordan Københavns byråd burde gøre noget.

Der er altså noget der er fuldstændig galt med den ene side af den politiske todeling i Folketinget, når den som en blind mand vader igennem et delta af frådende flodkrokodiller og alligevel fastholder sine evner som genial stifinder.

Som tidligere nævnt flammede Mellemøstens konflikter op i lys lue som resultat af militære missioner. Missioner planlagt, udført og kontrolleret af højrefløjen. Man opnåede ikke ét eneste af sine langsigtede mål, udover at dræbe én enkelt mand. I efterdønningerne ligger Iraks infrastruktur i ruiner, og nu står Søren Pind guddødeme i Berlingske og forklarer, at kun mere benzin på bålet kan slukke det. At man skal bevæbne en stor ”moderat” masse i Syrien, som kun eksisterer i hovedet på en mand der har taget fejl i 20 år og lader som om han har haft ret hele tiden.

Ingen af disse katastrofer forårsager den mindste smule selvransagelse på højrefløjen. Dens ledere ignorerer de problemer den har skabt, og dens græsrødder brokker sig over høje skatter, eller at deres formand har købt for dyre bukser.

Uslinge og ærlige folk
Det er ikke fordi venstrefløjen skal udstilles som engle og højrefløjen som dæmoner. Begge fløje har uslinge og ærlige folk, og begge fløje bruger slette kneb for at vinde magten. Sådan er politik. Men der er altså noget der er fuldstændig galt med den ene side af den politiske todeling i Folketinget, når den som en blind mand vader igennem et delta af frådende flodkrokodiller og alligevel fastholder sine evner som genial stifinder. Man skulle tro, at den uundgåelige smerte i benene gav anledning til en pause og en revidering af strategien.

De borgerlige behøver ikke at opgive deres ideologiske ståsted, hver gang deres løsninger slår fejl. Det gør venstrefløjen heller ikke. Men på den anden side er der ingen der siger, at de skal udråbe deres nederlag som gloværdige sejre, hvis eksempler tjener til evig efterfølgelse. En smule selvindsigt ville gavne synet på højrefløjen som mere end et ideologisk blålys.

Casper Gronemann (f. 1987) er stud.scient.adm. på Roskilde Universitet og kolportør af socialdemokratisk propaganda på modkraft.dk.