Myten Krag

Krag er en af de få statsministre, de fleste danskere har et forhold til. Han optrådte i DR’s ’Krøniken’, bliver tillagt betegnelser som ”velfærdsstatens bygmester”, og er kendt som ham, der fik os ind i EF. Krag er blevet mytologisk og et pejlemærke i den moderne danske selvforståelse.
Foto: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

I de 27 afgørende år var Krag med fra start til slut, og derfor er han i stadig højere grad kommet til at stå som det politiske symbol – både positivt og negativt – på det nuværende Danmarks nære fortid

For at indkredse Jens Otto Krags betydning må man se på, hvornår og hvordan han var aktiv politiker. Krag trådte ind på den store danske politiske scene i 1945 som hovedredaktør af det socialdemokratiske handlingsprogram ’Fremtidens Danmark’ og forlod den i 1972 efter folkeafstemningen om EF-medlemskabet.

Han var fra 1947 folketingsmedlem i 25 år og minister i sammenlagt omkring 20 år, heraf godt 7 år som statsminister. Det er lang tid i dansk toppolitik, men ikke enestående.

Krags betydning skyldes dels de resultater, der blev skabt i hans tid som aktiv politiker, og dels at der i de 27 år fra 1945 til 1972 skete grundlæggende forandringer af Danmark.

I 1945 ophørte besættelsen, og Den Kolde Krig begyndte. I 1972 var Danmark for længst medlem af NATO og FN og havde netop stemt ja til EF. Men i de forløbne år var der også vedtaget omfattende velfærdslovgivning som for eksempel folkepensionen. Og det almindelige indkomstniveau var, ligesom beskatningen, steget markant. Dertil kom, at Danmarks hovederhverv var gået fra landbrug til industri.

I de 27 afgørende år var Krag med fra start til slut, og derfor er han i stadig højere grad kommet til at stå som det politiske symbol – både positivt og negativt – på det nuværende Danmarks nære fortid.

Krag som ”vi” kendte ham
Jens Otto Krags symbolske betydning så anderledes ud i samtiden, end den gør i dag. Men allerede kort efter hans død begyndte konturerne til myterne at samle sig. Et lille halvt år efter Krags død afholdt Socialdemokratiet i december 1978 kongres. Dan Turéll, der uden at være socialdemokrat beskrev sig selv som opvokset i et socialdemokratisk miljø, dækkede kongressen for Politiken.

Turéll iagttog interesseret den subkultur, han syntes at kunne konstatere blandt de delegerede partimedlemmer:

”Der er salgsboder som ved en anden Thy-festival, hvor de indbudte kan købe deres fælles sag: 25 kr. for pladen fra kongressen sidste år, 20 kr. for "en socialdemokratisk trøje" (hvad vi ude i byen kalder en T-shirt), 5 kr. for en nøglering og 2 for en nål. Samt bogen om ’Krag – som vi kendte ham’ med plakater, hvor Krag står som sejlsportsmand med Vesterhavet i baggrunden. Måske kendte de alle sammen Krag, hvem ved. I dag foregår det i Bella-Centret med Anker som boss, og for mange af dem smager det tydeligvis som foderet i Centrets cafeteria, hvor kaffe, frikadeller og kringle smager af ét fedt på det bredest mulige grundlag”.

Turélls iagttagelse er klar nok: I 1978 fremstod Jens Otto Krags tid for de socialdemokratiske medlemmer allerede som ”de gode gamle dage”. Dengang var der fuld beskæftigelse, og oliekrisen samt jordskredsvalget havde ikke fundet sted.

Socialdemokratiet stod ubrudt i spidsen for forskellige regeringer fra 1953-68, den længste periode et parti har været regeringsbærende i den moderne Danmarkshistorie, der af historikere er blevet kaldt ”den anden socialdemokratiske guldalder” (forstået således, at de socialdemokratisk-radikale regeringer under Stauning var den første guldalder). Dog var Krag kun statsminister i de sidste 6 år af den anden guldalder, idet Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Viggo Kampmann var Socialdemokratiets ledere i de første 9 år.

Selv med tre faldne førstemænd var der en kompetent og handlingsdygtig mand, der var parat til at overtage partiformands- og statsministerposten.

Dermed hviler en del af Krags betydning paradoksalt nok på det forhold, at hvis skæbnen havde handlet mere gennemsnitligt, så var Krag næppe blevet regeringsleder.

Hedtoft og H.C. Hansen skulle dø, og Kampmann blive uarbejdsdygtig af sygdom, før Krag fik muligheden for at blive statsminister. Men denne tilsyneladende politiske svaghed viser også Socialdemokratiets daværende styrke: Selv med tre faldne førstemænd var der en kompetent og handlingsdygtig mand, der var parat til at overtage partiformands- og statsministerposten.

Fortidens Danmark
Danmark forandrede sig grundlæggende i de år, Krag var aktiv politiker. Men det gjorde Socialdemokratiet også, og Krag kom til at symbolisere denne forandring.

Socialdemokratiet havde allerede under Stauning gjort tydeligt opmærksom på, at selvom det rigtignok var et parti med rødder i arbejderklassen, så var det et folkeparti og ikke et klasseparti. Men indtil Kampmann og Krag var Socialdemokratiet ledet af arbejdere, der var blevet tillidsmænd og politikere (med den komplicerede situation med Vilhelm Buhl som samlingsregeringsleder under besættelsen som en undtagelse).

Det blev i høj grad set som et folkeligt problem, at Socialdemokratiets ledere tilhørte den lille skare af akademikere og ikke udgik fra, hvad H.C. Hansen få år før havde kaldt ”den jævne danske befolkning”.

Succes- og skandaleforfatteren Ib Henrik Cavling lod i sine velfærdskritiske romaner en dæmonisk bureaukratpolitiker ved navn Viggo Krage optræde, hvorved Viggo Kampmann og Jens Otto Krag smeltede sammen til ét skræmmebillede.

Socialdemokratiets partidigter Oskar Hansen skrev digtet ’Til min kammerat og socialdemokratiske partifælle, den unge nationaløkonom’, hvor han ganske vist erkendte ikke at kunne argumentere mod nationaløkonomens klogskab og snusfornuft, men ikke desto mindre savnede ”sjælen” og ”den socialistiske gær” i den fremlagte politik.

Kritikken bundede nok mere i, at Krag var både reformist og idealist – han ville store samfundsforandringer og var ikke karrig med midlerne. Og de forandringer, der fandt sted i hans tid som politiker, skete måske så hurtigt, at den jævne befolkning havde svært ved at følge med.

Egentlig var det urimeligt at kritisere Krags socialdemokratiske rødder og overbevisning, for de var repræsentative nok. Han var født i provinsen, ganske vist ikke under fattige, men i hvert fald beskedne kår. Han var den første student og akademiker i familien, og han havde allerede i sine teenageår tilsluttet sig Socialdemokratiet, hvor han havde et ubrudt medlemskab til sin død.

At småkårsfolkenes børn skulle uddanne sig og have samfundsengagement var, ligesom i dag, et indlysende socialdemokratisk mål. Kritikken bundede nok mere i, at Krag var både reformist og idealist – han ville store samfundsforandringer og var ikke karrig med midlerne. Og de forandringer, der fandt sted i hans tid som politiker, skete måske så hurtigt, at den jævne befolkning havde svært ved at følge med.

For at indkredse, hvad Krag ville politisk, må man se på, hvad der optog ham i de år, hvor hans politiske engagement blev formet. Han gav selv svaret i selvbiografien ’Ung mand fra trediverne’:

Det var den verdensomspændende økonomiske depression, nazismens fremkomst og Anden Verdenskrig. Det blev Krags mål, at der ikke skulle kunne finde en gentagelse sted, og forebyggelsen skulle ske ved økonomisk vækst, øget uddannelse og yderligere demokratisk deltagelse. I samarbejde med andre stater, der fulgte en lignende kurs, mente Krag, at målet kunne nås.

Og hvis man sammenligner Danmark i 1972 med Danmark i 1945 er Krags succes også indlysende. Men sagen er, at der i den reformproces også blev brudt nogle bånd, idet beslutningsprocessen blev løftet afgørende fra samfund til stat. De statslige institutioner voksede med økonomien, mens kooperative virksomheder, andelsbevægelsen og partiorganisationernes betydning i dagligdagen formindskedes. Krag efterlod sig et rigere og sikrere, men også et mere bureaukratisk Danmark.

Krags betydning er ikke kun et resultat af, at han var en central beslutningstager, mens Danmark forandrede sig. Den er også et resultat af, at han dokumenterede forandringen. Han skrev bøger, notater, historiske værker og dagbøger, som historikere og krønikeskrivere forholde sig til.

Vil man vide noget om det moderne Danmarks fødsel, bliver man nødt til at vide noget om Jens Otto Krag.

Martin E. O. Grunz er cand.mag. i historie og tidligere formand for SFAH – Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie.

Martin E.O. Grunz er historisk konsulent, skribent og tidligere politisk rådgiver for Socialdemokratiet.


Flere artikler om emnet

Annonce