Annonce

Med Krag i kulissen

Sven Holms skuespilbog om Jens Otto Krag hedder ’Statsministeren’. Det skal man ikke lade sig narre af, for det handler bestemt ikke om statsministeren Krag. Alligevel er der gode grunde til at læse med.
Skuespillets Jens Otto Krag er Sven Holms konstruktion og tjener det formål at belyse, hvad Sven Holm mener, der kan læres af eksemplet Krag. Det er skrevet formfuldendt, følger i store træk de historiske begivenheder, og har først og fremmest fantastisk velformulerede replikker.

Sven Holms ny bog ’Statsministeren’ er noget så sjældent som et læsedrama. Det betyder, at det er et skuespil, der er udgivet for at blive læst og ikke tiltænkt en umiddelbar opførelse.

Det er en sjælden foreteelse på det aktuelle bogmarked, og det er ærgerligt, for som litterær genre rummer dramaet den skarpt tegnede dialog og den velkonstruerede scene. Begge dele har Sven Holm godt styr på, og derfor er ’Statsministeren’ en god og tankevækkende læseoplevelse.

Det er mennesket bag politikeren, som interesserer Sven Holm, og derfor er det også den private Jens Otto Krag, som skuespillet drejer om. For hvad magt gør ved magtens indehaver? Og er der overhovedet plads til almindelige menneskelige udtryk i en toppolitikers hverdag?

Sejr og kæntring
Sven Holm svarer ikke entydigt på spørgsmålene, men han lader i hvert fald sin Jens Otto Krag kæntre menneskeligt i kølvandet på de politiske resultater.

Sjusserne, gibbernakkerne og øllene bliver for mange. Og ikke mindst uvirksomheden efter den dramatiske resignation fra statsministerposten bliver dulmet – også med forbindelser til kvinder, der mere tjener som tidsfordriv og bekræftelse på liv end opnåelse af fællesskab.

En undtagelse er ”gamle fru Virkner”, Helle Virkners mor, som selv gennem heftige rosévinståger har klarsyn og kan sætte sig i respekt hos Krag.

Det er som EF-ambassadør i Washington D.C., at det går helt galt for Sven Holms Jens Otto Krag. Den tidligere amerikanske præsident Harry S. Truman er blevet tillagt udtrykket, at hvis man vil have en ven i Washington, så bør man anskaffe sig en hund. Krag anskaffer sig en dalmatiner, som han knytter sig til og alligevel forsømmer. Hunden ender med at blive kørt ned. Og Krag skubber sin tætteste ven, Jørgen Paldam, fra sig, og den store internationale ven Henry Kissinger tager aldrig kontakt.

Tilbage i Danmark taler Krag med sin forgænger Viggo Kampmann om, hvad de egentlig har opnået, hvad deres betydning egentlig var. Kampmann drager konklusionen, at de har haft den rolle, som smeden har i forhold til hammeren og ambolten.

Eksemplet Krag
Sven Holm kan både sin politiske Danmarkshistorie og sin historie om Jens Otto Krag. Men ’Statsministeren’ er og bliver et skuespil - ikke en genopførelse af virkeligheden.

Skuespillets Jens Otto Krag er Sven Holms konstruktion og tjener det formål at belyse, hvad Sven Holm mener, der kan læres af eksemplet Krag. Det er skrevet formfuldendt, følger i store træk de historiske begivenheder, og har først og fremmest fantastisk velformulerede replikker. Dialogen er Sven Holms største force som forfatter.

Man kan dog undre sig noget over, at stykket om statsministeren Krag så konsekvent undgår at beskrive Krag i politiske situationer. Forklaringen skal nok søges i, at Sven Holm ser politikeren æde sig ind i privatmennesket og ønsker at vise, hvad der bliver tilbage i kulissen, når den politiske scene er taget ned.

Poul Nyrup Rasmussen har skrevet et begejstret forord til læsedramaet. Det er spændende, fordi Nyrup ikke blot vurderer skuespillets kvalitet, men også den historiske Krag. Poul Nyrup mener, at det ville have gavnet Danmark, hvis Jens Otto Krag ikke var trådt tilbage i 1972. Endvidere foretager Poul Nyrup overvejelser om magtens fortærende kraft og indflydelse på privatlivet og drager i den sammenhæng paralleller mellem Krag og den tyske forbundskansler Willy Brandt.

’Statsministeren’ er en god og underholdende læseoplevelse og en spændende refleksion over Jens Otto Krag og det politiske liv som sådan. Forhåbentligt vil skuespillet også inspirere læseren til at beskæftige sig med den virkelige, politiske Danmarkshistorie.

Sven Holm, ’Statsministeren – Et skuespil om Jens Otto Krag’
Tiderne Skifter 2014
160 sider, 249 kr.

Martin E. O. Grunz er cand.mag. i historie og tidligere formand for SFAH – Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie.

Martin E.O. Grunz er historisk konsulent, skribent og tidligere politisk rådgiver for Socialdemokratiet.


Flere artikler om emnet