I mediernes skrives spalte op og spalte ned om dagens uafhængighedsafstemning i Skotland, hvor over 4 millioner skotter skal stemme ja eller nej. Men kernen i uafhængighedsspørgsmålet er faktisk et opgør mellem de to socialdemokratiske partier i Skotland. Det er valg mellem to socialdemokratiske strategier og løsningsmodeller mod et mere socialt retfærdigt samfund.

Ja-kampagnen har været ført an af Scottish National Party, som er det regerende parti i det skotske selvstyreparlament. Men bag det fædrelandskærlige navn er der faktisk et socialdemokratisk parti, der er solidt forankret i centrum-venstre, og som vil bekæmpe ulighed, beskytte miljøet og sikre et stærkt offentligt sundhedsvæsen med lige muligheder. På partiets hjemmeside står sort på hvidt, at ”The SNP is a social democratic political party committed to Scottish independence.” I valgkampen har SNP kigget mod resten af Skandinavien som et politisk forbillede.

Skotterne har politisk udviklet sig i modsat retning i forhold til resten af Storbritannien de sidste 15 år. Eksempelvis har man ikke forhøjet brugerbetalingen på universiteterne og man har indført gratis ældreomsorg

Den skotske SNP-regering har udgivet en hvidbog, som skitserer vejen frem mod et selvstændigt Skotland, og i den står bl.a., at man vil sikre 30 timers pasningstilbud til 3- og 4-årige om ugen.

Nej-kampagnen – bedre kendt som ”Better Together” – har været anført af det andet socialdemokratiske parti, Labour. Partiets leder Ed Miliband har klart kommunikeret til skotterne, at hvis det her valg handler om at sikre et mere socialt retfærdigt samfund, så er det bedre, at skotterne stemmer nej i dag og stemmer Labour til næste valg, så hele Storbritannien bliver et mere solidarisk og lige samfund. Samtidig lægger nej-sigerne vægt på, at Skotland vil have svært ved at klare sig og har bedst af at ligge i ly af Storbritannien. 

Thatcher skabte kløft mellem Skotland og London
Skotterne har politisk udviklet sig i modsat retning i forhold til resten af Storbritannien de sidste 15 år. Eksempelvis har man ikke forhøjet brugerbetalingen på universiteterne og man har indført gratis ældreomsorg, men spændingerne og forskellene mellem Skotland og resten af unionen har spor helt tilbage til Thatchers konservative regeringsår. En række politiske traumer fra Thatchers periode, som ramte skotterne særligt hårdt, var bl.a. en af årsagerne til, at skotterne i 1999 endelig fik deres eget parlament.

... I sagens kerne handler det for de fleste skotter om, hvorvidt man tror på, at man i et fælles Storbritannien kan skabe et mere socialt retfærdigt samfund, eller om denne opgave synes umulig på grund af stærke konservative kræfter i England

Det har ansvaret for de fleste politiske områder med undtagelse af udenrigspolitik, forsvar og beskatning. Netop det sidste er ret interessant, fordi skattepolitik er så grundlæggende for et samfunds måde at være indrettet på. I SNP’s valgmanifest fra 2011 står der også, at ”hvis vi overtager ansvaret for beskatning og velfærd, kan vi også bedre beskytte Skotland mod de konservatives nedskæringer.”

Røde skotske hjerter
Naturligvis handler folkeafstemningen om et uafhængigt Skotland eller ej. Men i sagens kerne handler det for de fleste skotter om, hvorvidt man tror på, at man i et fælles Storbritannien kan skabe et mere socialt retfærdigt samfund, eller om denne opgave synes umulig på grund af stærke konservative kræfter i England, og man ser sig nødsaget til at skabe sit eget solidariske velfærdssamfund efter skandinavisk forbillede.

Når man ser på hvordan skotterne stemte ved sidste valg til det britiske underhus i 2010, er det tydeligt, at der banker et rødt hjerte hos de fleste. Labour fik 40 mandater i Skotland og SNP fik 6 mandater ud af i alt 59 skotske mandater.

Groft sagt kan man altså sige, at Labour ... har en ret parti-egoistisk grund til at være imod skotsk uafhængighed. Chancen for, at Storbritannien får en Labour-ledet regering igen, vil være nærmest helt umulig uden Skotland, da en stor del af Labours mandater kommer derfra.

Skotland er vigtigt Labour-kerneland
Groft sagt kan man altså sige, at Labour derfor som anfører i nej-kampagnen også har en ret parti-egoistisk grund til at være imod skotsk uafhængighed. Chancen for, at Storbritannien får en Labour-ledet regering igen, vil være nærmest helt umulig uden Skotland, da en stor del af Labours mandater kommer derfra. Hertil skal man lægge, at de konservative kun fik ét mandat i hele Skotland. Skotland er altså et strategisk vigtigt område for Labour med mange stemmer og mange mandater – og meget få borgerlige mandater.

Det store spørgsmål er nu, om ja-siden formår at beholde sin spinkle føring og sikrer skotsk uafhængighed. Men under overfladen på det store uafhængighedsspørgsmål lurer et opgør mellem to socialdemokratiske partier på spørgsmålet om, hvordan man bedst sikrer et mere solidarisk og retfærdigt samfund. Labour mener, at det bedst sker i unionen, mens Scottish National Party vil have Skotland til at gå solo og selv opbygge et velfærdssamfund efter nordisk model. Det skal blive spændende at følge.

Se i øvrigt The Guardians meget pædagogiske film om hvad dagens folkeafstemning går ud på.