Annonce

Sverige får en socialdemokratisk regering på fredag

Det står nu klart, at Sverige får en socialdemokratisk ledet regering med den tidligere metalarbejder Stefan Löfven i spidsen. Han forventer at præsentere en rød-grøn mindretalsregering på fredag.
Ved valget til den svenske rigsdag den 14. september gjorde vælgerne Socialdemokraterna til største parti med 31 % af stemmerne. Det parlamentariske billede efter valget var mudret, fordi hverken den borgerlige regering eller den rød-grønne opposition havde flertal, da Sverigedemokraterna med 12,9 % af stemmerne blev tungen på vægtskålen.

Men efter de første sonderinger og dybere forhandlinger står det nu klart, at den socialdemokratiske partileder Stefan Löfven (S) skal danne regering og er klar til at præsentere sin regering på fredag. Det skriver svenske Dagens Nyheter. Rigsdagens såkaldte talsmand (svarer til formanden for Folketinget) har nemlig vurderet, at Löfven har ”gode muligheder” for at danne regering, og derfor fik han dette til opgave – sådan som proceduren er i svensk politik.

Stefan Löfven (S) har haft tætte forhandlinger med Miljöpartiet, og det forventes, at han præsenterer en mindretalsregering bestående af Socialdemokraterna og Miljöpartiet.

I dag holder den svenske rigsdag sin officielle åbning, og på torsdag vil rigsdagen stemme om en ny statsminister. Stefan Löfven har haft tætte forhandlinger med Miljöpartiet, og det forventes, at han præsenterer en mindretalsregering bestående af Socialdemokraterna og Miljöpartiet. Regeringen vil blive parlamentarisk støttet af det socialistiske Vänsterpartiet, men den skal søge sine flertal fra sag til sag, da venstrefløjen som sagt ikke har flertal alene.

Finanslov bliver afgørende
Den nye regering står og falder på, om den senest i midten af november formår at fremlægge et forslag til en finanslov, som der ikke er et flertal imod. Partierne i den nu tidligere borgerlige firekløverregering har sagt, at de vil fremlægge deres eget budgetforslag, ligesom Sverigedemokraterna også vil fremlægge et alternativt forslag.

Eftersom Socialdemokraterna, Miljöpartiet og Vänsterpartiet ikke har 50 % af stemmerne, kan regeringens statsbudget kun blive stemt igennem, såfremt Sverigedemokraterna ikke stemmer på det andet borgerlige forslag, eller såfremt et af de borgerlige partier støtter regeringens forslag. Löfven selv forventer at fremlægge et finanslovsforslag, ”som vi vurderer kan gå igennem i rigsdagen”, siger han.

 

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet