Nu skriver jeg på Netavisen Pio for at dele mit ‘feministiske had’ med avisens læsere. Det trækker nok ikke overskrifter, men jeg håber inderligt, at det kan bringe debatten videre og belyse feminismens definition og berettigelse.

Som feminist hader jeg kønshierarkiet, der har et køn som overordnet og et andet, historisk set kvinden, som underordnet. Jeg hader forestillingen om køn som biologiske og dermed ikke-foranderlige. Det ligger i øvrigt i en række ideologier, at samfundsforholdene er socialt konstruerede og derfor udgangspunkt for en politisk kamp – ellers ville forandring ikke være mulig.

Jeg hader, at unge homo- og biseksuelles selvmordsrate er fire gange så stor som heteroseksuelles i Danmark. Jeg hader, at hver fjerde unge nydansker på arbejdsmarked og boligmarked har oplevet at blive diskrimineret.

Som queer-feminist hader jeg, at man sætter den hvide, heteroseksuelle middelklassemand som norm for hele samfundet. Jeg hader, at unge homo- og biseksuelles selvmordsrate er fire gange så stor som heteroseksuelles i Danmark. Jeg hader, at hver fjerde unge nydansker på arbejdsmarked og boligmarked har oplevet at blive diskrimineret. Mange års fokus på ligestilling gør, at vi forudsætter kønsneutralitet og ligestilling. Det bliver et demokratisk problem, når menneskets civile, politiske og sociale rettigheder stadig afhænger af køn – og af kønsidentitet, seksualitet, social og etnisk baggrund.

Som internationalist er mit feminismebegreb globalt. 70% af verdens fattige er kvinder, der undertrykkes først af global ulighed og siden af traditionelle kønsnormer. Mere end hver tredje kvinde på globalt plan har oplevet seksuel vold, og voldtægt af kvinder bruges som krigsværktøj i mange konfliktzoner. Som global feminist hader jeg, at sikkerhedspolitikken beskæftiger sig med staters snarere end menneskers sikkerhed, og at kvinders rettigheder i mange lande stadig lider under de kulturelle, politiske og økonomiske eftervirkninger af kolonialismen.

Som socialfeminist hader jeg, at europæiske kvinder hvert år arbejder 59 dage 'gratis' på grund af et enormt løngab. Når det kønsopdelte uddannelsessystem resulterer i et opsplittet arbejdsmarked, ærgrer det mig, at velfærdsreformer ikke kompenserer for kvinders dobbelte arbejde. Jeg hader, at nutidens placering af politisk og økonomisk vidner om en utrolig sløv afvikling af historien. Kun 1 ud af 6 beslutningstagere i europæisk politik og erhvervsliv er kvinder. Disse felter var langt op i 1900-tallet forment område for kvinder, og værdierne er derfor fortsat i mændenes odds.

70% af verdens fattige er kvinder, der undertrykkes først af global ulighed og siden af traditionelle kønsnormer. Mere end hver tredje kvinde på globalt plan har oplevet seksuel vold, og voldtægt af kvinder bruges som krigsværktøj i mange konfliktzoner.

Alle de problematikker hader jeg som feminist. Fordi de er udtryk for strukturer, der holder andre køn, kønsidentiteter, seksualiteter, etniske og sociale baggrunde end den herskende samfundsnorm i ufrihed og undertrykkelse. Der er mange former og definitioner af feminisme. Min er en socialistisk, international queer-feminisme, fordi mit mål er at sætte mennesker fri fra social og økonomisk undertrykkelse, traditionelle normer og historisk imperialisme i alle lande verden over.

Mit had – eller indignation – er drivkraften i mit arbejde for frihed. Kampen for social og feministisk forandring handler ikke om, hvad nogle synes om hinanden. Det har ingen politisk farve men er en kamp for alle menneskers ligeværd. Feminister flest ser ligestiling som et mål i sig selv. Mennesker er grundlæggende og kvalitativt forskellige. Den herskende ubalance undertrykker andre erfaringer, holdninger og perspektiver på samfundslivet end den herskende norm, og det er et problem for selve udformningen af vores samfund.

Derfor handler feministisk politik ikke om lige muligheder, for ligebehandling af grupper, som i udgangspunktet er stillet ulige, vil kun bidrage til at opretholde ulighederne. Feminisme er, når alt kommer til alt, en kamp om alle menneskers lige værd og lige ret til at udfolde sit potentiale.

I hvert fald i min bog.

Alexander Blum Bertelsen (f. 1994) er leder for DSU Nordsjælland.