Jens Jonatan Steen: En stolt stifter stopper

En af venstrefløjens mest markante debattører siger stop. Analysechef Jens Jonatan Steen, der var med til at stifte Tænketanken Cevea, søger nye udfordringer.
Efter syv år med sit liv og sjæl dedikeret fuldstændig til Cevea stopper medstifter, tidligere direktør og nuværende analysechef Jens Jonatan Steen sin mangeårige indsats for tænketanken foråret 2015.

Det, der startede som en gruppe ildsjæle, der brugte deres fritid i ydmyge lokaler, er endt som en professionel virksomhed med mere end 10 ansatte og et årligt budget på flere millioner kroner. Tænketanken Cevea er i dag både en klassisk tænketank, der laver politiske og samfundsøkonomiske analyser, og samtidig en organisation der både laver forskellige udviklingsprojekter i blandt andet fagbevægelsen, og som hvert år uddanner hundredvis af meningsdannere, faglige ledere og meget mere.

Netavisen Pio satte sig ned med Jens Jonatan Steen til en snak om Cevea, om fremtiden, og om hvordan den ideologiske debat har det efter syv år med en tænketank.

Hvorfor stopper du?

"De siger, at man skal stoppe, mens legen er god. Og det har jeg så tænkt at gøre. Det er frygten for at gro fast og ønsket om nye udfordringer og andre erfaringer, der får mig til at søge mod nye græsgange. Derfor har jeg valgt at trække stikket til foråret næste år. 

Jeg er derfor pavestolt over at videregive stafetten, stolt over den position, som Cevea har opnået, og jeg glæder mig meget til de udfordringer, der venter på den anden side. Så jeg er glad og lettet, selvom det har været en uhyre svær beslutning."

Hvad skal du nu?

"Jeg har lang tid ønsket mig mere tid til at gå i dybden med at skrive og tænke. Jeg er allerede så småt gået i gang med nogle større bogprojekter, som jeg glæder mig til at dedikere mig til fuld tid. Ligesom jeg glæder mig til at bruge mere tid på at deltage i debatten blandt andet via mine blogs. Den allernærmeste fremtid skal dog bruges på at sikre indkøring af en ny analysechef i Cevea. Og så skal jeg frem for alt på barsel. Samlet set vil det forhåbentlig give mig den tid til eftertanke, som der slet ikke har været mulighed for de sidste mange år i udviklingen og opbygningen af Cevea."

Der var mange, der ikke troede på os tilbage i 2008, da vi var fem unge mennesker, der startede en tænketank i et studiekammer, men vi har bevist, at Cevea er en politisk aktør, der er kommet for at blive.

Hvad var tanken med Cevea, da I startede, og hvad har det udviklet sig til?

"Der er mere end nogensinde før brug for Cevea. Den dogmatiske højrefløj har oprustet markant på den idepolitiske infrastruktur og står særdeles stærkt i den offentlige debat, hvor deres tanker desværre vinder opbakning langt ind på centrum-venstre. Det var netop disse udfordringer, som vi søsatte Cevea for at adressere. Dels for at tage kampen op med de liberalistiske dogmatikere og dels for at give lidt kunstigt åndedræt til den idépolitiske tænkning på centrum-venstre.

Vores arbejde med at få startet Cevea og få sikret en hverdag for så mange medarbejdere, har på mange måder været som at løbe et maraton. Selvom Cevea stadig har stort potentiale til endnu større resultater, så er tænketanken en bragende succes med slagkraft i den offentlige debat, 17 faste medarbejdere og stærke produkter inden for analyse, uddannelse, kommunikation og kampagne. Der var mange, der ikke troede på os tilbage i 2008, da vi var fem unge mennesker, der startede en tænketank i et studiekammer, men vi har bevist, at Cevea er en politisk aktør, der er kommet for at blive.

Og så er arbejdet kun lige begyndt. Den ideologiske kamp er kun eskaleret, og centrum-venstre har opdaget det meget sent."

Hvilket behov, er det, som en tænketank udfylder?

"Vi udfylder en rolle i forhold til det idépolitiske vakuum, der er opstået i moderne politik. Det er dels over for et politisk system, som har gjort knæfald over for embedsapparatet og dels over for en politikerstand, som ikke belønnes for at tænke stort og langsigtet. Man bliver tværtimod straffet for det, og derfor er der brug for tænketanke, der sætter det lange lys på og tager fat i de store ideologiske linjer. Politik ville være kedeligere uden tænketanke."

Hvordan håber du, Cevea udvikler sig fremover?

"Mit allermest brændende ønske for Cevea er, at man får flere frie midler til at lave mere fri tænkning. I modsætning til de øvrige tænketanke i Danmark, så fylder selvfinansiering og konsulentarbejde rigtig meget i Cevea. Jeg plejer at sige, at vi er Danmarks mest kapitalistiske tænketank. Vi agerer i meget høj grad ud fra udbud og efterspørgsel. Så mit store håb er, at projektfinansieringen kommer til at fylde mindre, så der bliver mere plads til den brede ideologiske fritænkning, den grundlæggende fordybelse og de selvstændige dagsordener. Det er idépolitikken, der skal i centrum."

Nævn én god ting, som Cevea har gjort, og én ting, hvor du tænker, I fejlede.

"På den negative side, så tror jeg, at vi har fejlet i forhold til finansieringen. Vi har udvidet Cevea ganske markant, og vi har skabt sikker grund under tænketanken, men det har i høj grad været på konsulentopgaver og projektfinansiering, hvilket for mig har været meget opslidende arbejde. Og samtidig betyder Ceveas finansieringsringsmodel, at mulighederne for fri tænkning og ideologiske opgør er begrænsede.

Det allerbedste, som jeg tror, vi har opnået, må være, at vi har skabt en masse gejst igennem vores uddannelses- og analysearbejde. Igennem træning af fremtidige meningsdannere og præsentation af ny analytisk viden, har vi bidraget til at genskabe en tro på velfærd, fællesskab og det samlende ideologiske alternativ til venstre for midten. Jeg er særligt stolt af alle de mennesker, som vi har påvirket ved vores arbejde. De tusindvis af mennesker, som vi har diskuteret med, holdt oplæg for og lært fra. Det er det vigtigste, som jeg tager med mig, og jeg fornemmer, at det er et varigt aftryk, vi har sat."

 Nødvendighedens politik, konkurrencestat og fokus på øget udbud af arbejdskraft har fyldt alt for meget i centrum-venstres politiske dagsordener de senere år. Ligesom højrefløjen har haft held med at fremme deres destruktive myter om, ’det ikke kan betale sig at arbejde’, og ’velfærdsstaten skader væksten’

Hvordan har den ideologiske debat rykket sig på centrum-venstre i de seks år, Cevea har eksisteret?

"Den har desværre rykket sig i diametral modsat retning af, hvad jeg selv og resten af Cevea havde håbet. På den front er der, som jeg også sagde før, ufatteligt meget at gøre. Nødvendighedens politik, konkurrencestaten og fokus på øget udbud af arbejdskraft har fyldt alt for meget i centrum-venstres politiske dagsordener de senere år. Ligesom højrefløjen har haft held med at fremme deres destruktive myter om, ’det ikke kan betale sig at arbejde’, og ’velfærdsstaten skader væksten’.

Men jeg mener entydigt, at Cevea har rykket både debat, fokus og forståelse i det politiske miljø. Ikke mindst til venstre for midten. Da vi startede Cevea, herskede der en udpræget opfattelse af, at man på centrum-venstre og særligt i Socialdemokratiet ikke behøvede et politisk eller ideologisk indspark. Der var hård modstand mod det, man dengang betegnede som ’forkromede politiske projekter’. Det har taget en global økonomisk krise og års hårdt arbejde, men jeg mener faktisk, at vi har bidraget meget alvorligt til at mane det spøgelse i jorden. Der er bred enighed om behovet for en klar politisk linje og en sammenhægende vision. Og selvom vi langt fra er nået i mål, så har vi med Cevea taget hul på arbejdet med at formulere de alternative svar. Men ja, der er stadig mere end rigeligt at tage fat på."

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce