Kære politikere, kom ud af tidsmaskinen

Den ophedede diskussion om, at det skal kunne betale sig at arbejde, har meget lidt på sig. Hvis vores overførselsindkomster eller andre ydelser virkelig gjorde det mere fordelagtigt at ligge hjemme på sofaen, så havde vi et problem. Det er bare ikke tilfældet.
Vi skal tilbage til 80’erne og de fantastiske fremtidsfilm ”Back to the Future” 1-3 med Michael J. Fox i hovedrollen for at forstå, hvorfor Jacob Jensen fra Venstre har indkaldt økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard i samråd om gevinsten ved at tage et job i 2022.

Morten Østergaard skal stå skoleret og gøre rede for sit syn på, at godt over 200.000 personer vil have ringe gevinst ved arbejde efter indfasning af skatte- og kontanthjælpsreformer – otte år ude i fremtiden. Og det mener de involverede parter altså, at man både kan forudsige og forklare.

Det virker som rent absurd-teater. En slags genfortolkning af Samuel Beckets teater-stykke ”Mens vi venter på Godot” oversat til Christiansborg-politik.

Jeg tror desværre, at det er denne form for absurde forestillinger, der får borgerne til at rynke på brynene og spørge sig selv, hvorfor det overhovedet er vigtigt at stemme, og hvad deres politikere egentligt render rundt og foretager sig. Det virker som om, at ambitionen mere er at genere hinanden, end den er at skabe et bedre samfund? Hvem kan forudse, hvad der skal til for, at det kan betale sig at arbejde otte år ude i fremtiden; mon ikke at vores liv, vores økonomiske behov og vores job-interesser vil have ændret og udviklet sig?

Det er lidt betænkeligt, at vi skal bruge så mange kræfter på abstrakte diskussioner om en virkelighed, som sandsynligvis aldrig kommer, så nøjagtigt som modellerne forudser. Det er godt at være forberedt, men det er dumt at forberede sig til noget, som vi alligevel ikke ved. Det samme gør sig gældende med de mange 2020- og 2025-planer, eller hvad de nu hedder. Planer der styrer vores økonomi ud fra en række forudsætninger, som konstant forskydes. Og bare for at gøre det endnu værre, så kunne man kigge på den nuværende diskussion om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde eller ej. En diskussion der for længst har fået de liberalistiske mytemagere ud af buskadset.

3 ud af 5 arbejder alligevel
Vi har med beregninger fra Cevea været med til at kigge lidt på fup og fakta i den krigeriske debat om de økonomiske incitamenter til at arbejde. Det er blot for én ud af 200 danskere i den arbejdsdygtige alder, at det ikke kan betale sig at arbejde. Og tre ud af fem – for hvem det ifølge Finansministeriet ikke kan betale sig at arbejde – er alligevel i arbejde!

Tallene fra Finansministeriet fra december sidste år viser, at 17.700 danskere økonomisk set er bedre tjent med at vælge overførselsindkomst frem for arbejde. Men gruppen udgør kun 0,6 prosent af de arbejdsdygtige danskere – korrigeret for børn og unge under 20 år, studerende og pensionister.

Samtidig afslørede Finansministeriets egne tal fra oktober 2013, at 3 ud af 5 personer i denne gruppe alligevel arbejder, selvom de ikke har nogen direkte økonomisk gevinst. Dermed handler højrefløjens kamp for lavere ydelser mere om ideologiske principper og teoretisk arvegods end om de virkelige problemstillinger på arbejdsmarkedet.

For simple antagelser giver forsimplede konklusioner
En rapport fra AE-rådet
 fra i år viser igen, at højrefløjens argumenter smuldrer, når man graver i deres grundlag. De bygger på hypotetiske øjebliksbilleder med rod i usikre data. Tre simple pointer går bag om tallene i den aktuelle debat:

1) Hvis man vil kigge på forskelsbeløbet mellem at være i arbejde og uden for arbejde, så er det slet ikke tilstrækkeligt kun at kigge på førsteårsgevinsten ved at tag et job. Finansministeriet viser således, at 68 procent af dem, som har en hypotetisk negativ førsteårsgevinst, i løbet af bare to år øger deres indkomst efter skat ved at være i arbejde så meget, at der er en kontant gevinst ved at arbejde.

2) Dertil har der i debatten kun været tale om et forskelsbeløb, der dækker den månedlige kontante gevinst ved at arbejde. I det beløb er der ikke taget højde for, at arbejdsgivere indbetaler til pension med mere. Værdiforskellen mellem at være i arbejde og på overførselsindkomst er således større end det, som forskelsbeløbet giver udtryk for.

3) Og endelig, så har man jo allerede gennemført en skattereform i 2012, som skal gøre det mere attraktivt at arbejde. Denne skattereform er ikke fuldt indfaset endnu, så der er jo allerede initiativer sat i værk, som vil imødekomme de våde drømme om at stramme de økonomiske incitamenter.

Der er med andre ord mere mellem himmel og jord i debatten. Det er nemlig større fordele ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet end dem, der kan aflæses direkte på lønnen. Det handler om lettere adgang til avancement, automatisk lønregulering og stigende pensionsopsparing.

Lad os blive i nutiden
Den ophedede diskussion omkring, at det skal kunne betale sig at arbejde, har altså meget lidt på sig både i nutiden og i fremtiden. Det skal selvfølgelig kunne betale sig at arbejde, og hvis vores overførselsindkomster eller andre ydelser virkelig gjorde det mere fordelagtigt at ligge hjemme på sofaen, så havde vi da også et problem. Men det er bare ikke tilfældet.

Forestillingen om og troen på, at det ikke kan betale sig, handler mere om teori og ideologi end faktiske forhold i det danske samfund. Og uanset hvor meget vi hengiver os til tanker baseret på rational-choice om betydningen af økonomiske incitamenter, så bliver de aldrig tilstrækkelige i forhold til at give en samlet forklaring på, hvorfor vi arbejder.

En international undersøgelse har således vist, at 75 pct. af danskerne erklærer sig enige i, at de ville foretrække at arbejde uanset deres behov for penge. Danskerne ligger sammenlignet med de 40 andre lande, som har indgået i undersøgelsen, helt i top på denne liste.

Er der virkelig 10.900 ‘dumme’ danskere?
Når man hører på højrefløjens udlægning af vores lyst og vilje til at arbejde, så må vi næsten være at regne for dumme, når vi arbejder, selvom teorien siger, at lønnen er så lav, at vi burde lade være. Der er åbenbart 10.900 danskere – fra Finansministeriets opgørelse – som er så ”dumme”, at de arbejder, selvom det ikke kan betale sig?

Tja, det absurde teater sætter scene til anden akt, og politikerne fortsætter med at udstille sig selv som nogen, der ikke rigtig har fanget den virkelige verdens aktuelle problemer. De vil hellere opfinde problemer, der understøtter deres teoretiske verdenssyn, og som kan bruges til at genere hinanden.

Jens Jonathan Steen (f. 1981) er medstifter af og analysechef for Tænketanken Cevea

Debatindlægget er oprindelig bragt på Berlingske.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook