Hvis du stiller samtlige 80 millioner tyskere op på række efter indkomst med de fattigste i den ene ende og de rigeste i den anden, vil de første 13 millioner tyskere have en indkomst, der er 40 % mindre end den tysker, der står lige i midten. Og de fleste af de 13 millioner vil være enlige forsørgere, kvinder og singler. Af alle enlige forsørgere lever hele 35 % under fattigdomsgrænsen.

Og den gruppe, der er i arbejde, er også ramt. 8,6 % af alle, der er i arbejde, lever under fattigdomsgrænsen. Her er altså tale om det fænomen, som vi tidligere har beskrevet som working poor – en arbejdende underklasse, som ikke kan leve af den løn, de tjener.

Ulige fordelt velstand
Selv hvis man er kritisk over for hele konceptet for en fattigdomsgrænse, som bygger på ideen om relativ fattigdom, må man forholde sig til, at statistikken fortæller noget om, hvor ulige velstanden er fordelt i Tyskland.

Hvis du stiller samtlige 80 millioner tyskere op på række efter indkomst med de fattigste i den ene ende og de rigeste i den anden, vil de første 13 millioner tyskere have en indkomst, der er 40 % mindre end den tysker, der står lige i midten.

Vi taler altså om et land, der ofte omtales som Europas vækstmotor, og som økonomisk klarer sig bedre end andre EU-lande. Men den pågældende vækst og velstand er ikke noget, der kommer den hårdtarbejdende underklasse til gode.

Venstre: Vi skal lære af Tyskland
Tyskland er et forbillede for flere af Venstres toppolitikere, heriblandt Claus Hjort Frederiksen, der tidligere har ytret, at Danmark skal lære af de tyske Hartz-reformer. Konkret har han foreslået, at de danske lønninger skal ned på tysk niveau.

Venstres formand Lars Løkke har tidligere på et DI-topmøde sagt, at man må tage bestik af den situation, at tyskerne indfører en mindsteløn på omkring ni euro i timen. Og her må man huske på, at den lovbestemte mindsteløn netop er ved at blive indført, fordi den skal sikre en indkomststigning hos de lavestlønnede, som i flere tilfælde har fået mindre end ni euro i timen.

Mindstelønnen er et plaster på det sår, som blev skabt, da tyskerne gennemførte de barske Hartz-reformer tilbage i 2003 og årene frem. Med reformprogrammet åbnede man op for faldende reallønninger og usikre midlertidige ansættelser. Reformerne skulle sikre den tyske konkurrenceevne og bløde op på det stive arbejdsmarked, men den sociale pris har været høj, og den føler tyskerne stadig den dag i dag.