Et solidt og stærkt arbejdsmarked er grundstammen i et godt velfærdssamfund. Vi har udviklet vores arbejdsmarked igennem årtier, og vores arbejdsmarkedsmodel er unik. Den er bygget på mange års kamp om arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og lønmodtagernes ret til at organisere sig og kræve ordentlige løn - og arbejdsvilkår. Nu udfordres den af social dumping.

Det er ikke i orden, at mureren på det ene byggeri arbejder til 40 kroner i timen, mens mureren på det andet byggeri får 150 kroner i timen. Det er ikke i orden, at tømreren det ene sted bliver udstyret med sikkerhedshjelm, mens han det andet sted må nøjes med en kasket.

Hvis vi tillader dette skred, ræser vi mod bunden og mod en konkurrencestat, hvor løn- og arbejdsvilkår presses i bund. I det spil er vi alle tabere.

Med konstante eksempler på arbejdsgivere der søger kortsigtet profit ved at bruge underbetalt udenlandsk arbejdskraft, og underleverandører der byder deres arbejdere slavelignende forhold, samt Joachim B. Olsen der udtaler, at social dumping blot er sund konkurrence, så er én ting krystalklart. Hvis vi skal social dumping til livs, kræver det politisk handling fra venstrefløjen.

Vi kunne starte med at kræve sociale klausuler på alle offentlige udbud og kædeansvar, hvor hovedentreprenøren hæfter for sine underentreprenører. Dernæst kunne vi kræve ID-kort til alle udenlandske arbejdere med oplysninger om sociale sikringsforhold, navnet på arbejdsgiveren og oplysninger om, hvor man skal betale skat. Så kunne vi bruge vores indflydelse i EU til at sikre en stærkere beskyttelse for arbejdstagere i EU, end der er i dag.

Det bør være en bunden opgave for fagbevægelsen, politikere og virksomheder sammen at bekæmpe social dumping. Både i kommuner, regioner, på landsplan og sammen i EU. Men nytter det noget? For social dumping kan virke som et stort problem, som er vanskeligt at gøre noget ved.

Forleden kunne man læse om 90 polske arbejdere, som, i vrede over at være blevet snydt i løn, i samlet flok meldte sig ind i 3F.

Polakkerne, der arbejder på Ny Forbrænding på Amager, fik op til påsken 2014 kun 2000 kroner for en måneds arbejde - det man ifølge Lars Løkke ikke engang få et par sko for - og de var indkvarteret i skurvogne på en parkeringsplads for skraldebiler.

Ved at stå sammen med fagforeningen og have den kommunale bygherre i ryggen lykkedes det at få fyret underentreprenøren, og den manglende løn blev betalt. Nu arbejder de under sædvanlige danske lønvilkår. Et stærkt og godt resultat, men kampen ruller videre, og de 90 arbejdere mangler stadig en ordentlig og værdig indkvartering.

Det er et klokkeklart eksempel på, at den danske model, med en forhandlingsløsning og respekt for de forskellige interesser og for parternes rettigheder og pligter, virker. Også i et vækstsamfund anno 2014.

Et stærkt solidarisk fælleskab er det stærkest våben imod social dumping.

Malou Lunderød (f. 1986) er socialdemokratisk folketingskandidat i Frederikssundkredsen i Nordsjælland. Hun er opvokset i industribyen Frederiksværk, hvor hendes familie har boet i flere generationer. Hun har siddet i byrådet i Halsnæs Kommune i en periode fra 2006-2009 og var i 2009 opstillet til Europa-parlamentsvalget. Til daglig arbejder Malou Lunderød i Albertslund Kommune.

I forbindelse med det kommende Folketingsvalg, som skal finde sted senest 15. september 2015, har Netavisen Pio bedt en række af de socialdemokratiske kandidater, der for første gang stiller op til Folketinget, skrive en klumme med politiske visioner for venstrefløjen og politiske bank til højrefløjen.