S vil have input og penge fra erhvervslivet

Socialdemokraterne etablerer en ny erhvervsklub for at komme i bedre dialog med dansk erhvervsliv om hvad der skal gøres fro at skabe vækst og beskæftigelse. Og for at få penge til partiet.
En ny socialdemokratisk ehvervsklub skal styrke dialogen mellem partiet og erhvervslivet og forhåbentligt skaffe nye indtægter til den slunkne partikasse.

Det er tidligere skatteminister Carsten Koch, der har taget initiativ til forummet, i dialog med Københavns overborgmester Frank Jensen, finansminister Bjarne Corydon og socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby.

Politikere bliver ikke dummere af at høre på folk, der har fingeren på pulsen. Derfor synes jeg faktisk, der er et behov for, at man etablere nogle møder, hvor erhvervsfolk og socialdemokratiske politikere - specielt ministre – får mulighed for at forklare sig overfor hinanden,” siger Carsten Koch til Børsen om erhvervsklubben, som angiveligt er stiftet, fordi der har været et ønske om det fra erhvervslivets side.

Ifølge Socialdemokraterne skal erhvervsklubben, med navnet ”Erhvervsforum Vækst DK”, være et forum for virksomheder og organisationer, som ønsker at indgå i ”en fast dialog med Socialdemokraterne om, hvordan vi bringer Danmark fremad”. Partiet har derfor inviteret både virksomheder, erhvervsorganisationer og de største faglige organisationer på det private arbejdsmarked, hvilket normalt betyder LO, 3F, HK og Dansk Metal, med i den nye erhvervsklub.

Prisen for at deltage i erhvervsforummet bliver 15.000 kroner, som dels går til udgifterne ved at afholde forummet, herunder fire årlige arrangementer, men der er en klar forventning i Socialdemokratiet om, at der kommer et overskud ud af det, og de penge går ubeskåret til Socialdemokraterne.

Socialdemokraterne mener ikke, at der ikke er tale om en decideret indsamlingsforening som Venstres Liberale Erhvervsklub eller de konservatives C-Business, hvor man forsøger at omgå partistøttereglerne, ved at lade virksomheder indbetale beløb over 20.000 kroner for at deltage, hvorefter man sender pengene videre til partiet i erhvervsklubbens navn.

Bidrager en virksomhed med mere end 20.000 kroner til Socialdemokraternes erhvervsklub eller partiet, vil deres navn komme til at fremgå af regnskaberne.

Til det første møde er det planen, at Bjarne Corydon skal deltage sammen med erhvervsminister Henrik Sass Larsen.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook