Kamp mod løndumping er solidaritet i praksis

Venstrefløjen er usolidarisk, når de ikke tillader en polsk murer at trykke danske mureres løn. Det påstår den borgerlige debattør Rasmus Brygger. Brygger demonstrerer sin egen manglende forståelse for solidaritet i forsøget på at forklare, hvordan man kun kan udrydde fattigdom ved at sænke lønnen.
Man hjælper ikke de fattige, ved at få Danmark til at ligne Polen mere. Man hjælper de fattige, ved at vise dem hvordan de kan få Polen til at ligne Danmark mere.

Venstrefløjen og fagbevægelsen fastholder folk i fattigdom, når den modarbejder at folk fra for eksempel Polen frit kan forhandle lønninger og dermed arbejde udenom overenskomsten. Derfor er venstrefløjen usolidarisk, siger tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom, Rasmus Brygger, i et indlæg på Facebook, hvor han tager udgangspunkt i den polske murer Andrez:

”Næste gang du hører en fra venstrefløjen tale om bekæmpelse af fattigdom eller international solidaritet, så spørg dem, hvorfor solidariteten kun rækker til deres egen næsetip og hvorfor deres bekymring om ulighed kun når til landegrænsen.

Men venstrefløjen vil ikke have Andzej til at arbejde i Danmark til den løn han kan forhandle sig til. De fortæller, at det er fordi de vil beskytte Andzej, men resultatet af deres ønsker, er at folk som Andzej er tvunget til at leve for sultelønninger i Polen.”

Rasmus Bryggers påstand om venstrefløjens manglende solidaritet med Andzej, hviler dog på en noget mangelfuld forståelse af hvad international solidaritet er. Solidaritet betyder nemlig ikke, at de fattige skal slås om hvem der kan arbejde til ringeste vilkår. Nej, solidaritet er fællesskab blandt folk flest, som sikrer at ingen der forsøger at skumme fløden kan få arbejderne til at vende sig mod hinanden.

Når man i fordums tider i Danmark forsøgte at konkurrere ved at tilbyde sit arbejde til usle forhold, blev man kaldt en skruebrækker. Det gjorde man, fordi man ignorerede det fælles bedste og i stedet kun tænkte på sig selv.

Dansk fattigdoms endeligt og arbejderrettighedernes begyndelse opstod, fordi arbejderne stod sammen om at kræve ordentlige forhold. Ikke fordi arbejderne konkurrerede om, hvem der kunne gå til den laveste løn. Når man i fordums tider i Danmark forsøgte at konkurrere ved at tilbyde sit arbejde til usle forhold, blev man kaldt en skruebrækker. Det gjorde man, fordi man ignorerede det fælles bedste og i stedet kun tænkte på sig selv.

Det er sådan set meget enkelt. Vi hjælper måske individet – i dette tilfælde Andzej - i et par år ved at lade ham assistere grådige arbejdsgivere med at pille Brians arbejdsforhold fra hinanden. Men når markedet så har sat sig på uduelige forhold og elendig løn, så er alle lige fattige. Og når alle går til de 80 kroner, som Andzej syntes er meget, så begynder konkurrencen om, hvem der kan gå til 70 kroner. Eller 60 kroner.

Spørgsmålet er, om Rasmus Brygger virkelig mener, at hans drøm er et arbejdsmarked, hvor dem, der ikke er priviligerede nok, kæmper med hinanden om, hvem der kan skaffe de største biler til dem i toppen? Eller om ikke – når det dages for ham, hvad konsekvensen af hans politik ville være – egentlig hellere vil have et arbejdsmarked, hvor flertallet står skulder ved skulder for at sikre, at de ikke udnyttes af mindretallet?

Man hjælper ikke de fattige, ved at få Danmark til at ligne Polen mere. Man hjælper de fattige, ved at vise dem hvordan de kan få Polen til at ligne Danmark mere. Gennem stærke fagforeninger, der har styrken til at forhandle og opretholde gode overenskomster.

Og det er præcis det, der er forskellen på ultraliberalismen og socialdemokratismen. I liberalismen er næsten alle lige elendige, undtagen de få der smeder deres egen lykke på ryggen af andres elendighed. I socialdemokratismen har få for meget og færre for lidt.


Kommentarer fra Facebook