I de seneste dage har vi hørt fra anonyme embedsmænd fra to ministerier, der i farverige vendinger har kritiseret Mette Frederiksen.  Sagen handler ikke kun om en minister, der skælder ud, når hun får dårlig betjening.

De anonyme embedsmænd kæmper også imod den forandring, som Mette Frederiksen kræver af sine medarbejdere: At embedsmændene også gerne må tænke selv, mens de forvalter loven. Råbe vagt i gevær og reflektere over, om resultaterne af deres arbejde giver mening.

Det er der et stort behov for, for vi ser gang på gang uheldige borgere komme i klemme i systemet, fordi de bliver puttet i kasser, der måske er lidt for firkantede. Kassetænkningen lever, og eksemplerne står i kø, når det gælder manglende refleksion i systemet.

Og selv embedsmænd, hvad enten de sidder i staten, regionen eller kommunen, kan ikke friholde sig fra tænke selv, når systemer og sager ryger helt ud af proportioner.

Tag nu 62-årige Nasim Basir, som kom til at sætte ild i sin hæk, da han brændte ukrudt af. Brandvæsenet måtte tilkaldes, og Nasim Basir fik en bøde. Det koster ham nu retten til statsborgerskab. Det er tydeligt, at en mand, der ellers har gjort alt rigtigt, bliver straffet alt for hårdt. Så spørgsmålet er: Giver det mening?

Så sent som i går hørte jeg om en enlig mor på Sjælland, som godt kunne bruge et handlende embedsværk. Hun har en søn med angst og opfarenhed, som kun kan være i skolen halvanden time om dagen. Skolen og kommunen er enige om, at mor skal hente, når sønnen bliver ked af det.

Men mor kan ikke få tabt arbejdsfortjeneste, og hun kan heller ikke få dagpenge eller kontanthjælp, for hun står ikke til rådighed, når hun skal passe sit barn. Hun kan ikke få sygedagpenge, da hun ikke er syg. Derfor står hun uden indkomst i de otte-ni måneder, som behandlingen af sagen om hendes tabte arbejdsfortjeneste kommer til at vare.

Jeg kender ingen, hvis økonomi kan holde til nul indtægt i et halvt eller et helt år. Igen er spørgsmålet: Giver det mening?

I Danmark praler vi ellers af at kunne tænke selv. Vi kan reflektere og perspektivere. Det fremhæver vi som en grundlæggende årsag til, at vi ikke kommer til at tabe konkurrencen til Kina.

Så det er godt, at Mette Frederiksen tager kampen med sine embedsmænd – også selvom hun får hårde ord med på vejen. Det er en kamp for at få embedsmændene til at tænke selvstændigt, så de og vi sammen kan undgå, at kassetænkning får alvorlige og utilsigtede konsekvenser for almindelige mennesker.

Der er ingen grund til at opføre sig hovedløst, selv om lovgivningen åbner mulighed for det.

Og selv embedsmænd, hvad enten de sidder i staten, regionen eller kommunen, kan ikke friholde sig fra at tænke selv, når systemer og sager ryger helt ud af proportioner.