Der vil aldrig være et perfekt tidspunkt til at rydde op efter de hæslige afdragsfrie lån, hvor af mange – set i bagklogskabens klare lys – aldrig skulle være givet.

I 00’erne holdt vi forbrugsfest i Danmark. En kunstig forbrugsfest der blev skabt med et overophedet boligmarked som fundament, men hvis egentlige årsag skal spores tilbage til de afdragsfrie lån, der blev åbnet op for i 2003. De afdragsfrie lån tvang boligpriserne i vejret og gav på kort sigt større økonomisk råderum til mange familier, men har nu vist sig som en bombe under dansk økonomi og som en hindring for at ride med på det spirende økonomiske opsving.

Den danske økonomi er generelt sund, hvis man kigger på den offentlige gæld, som ligger på omkring 60 procent af BNP. Her har både den nuværende og den forhenværende regering vist rettidig omhu, og især den nuværende socialdemokratiske regering har gennemført en række vigtige strukturelle reformer, som gør den offentlige økonomi bæredygtig fremadrettet. Her er vi markant bedre stillet end kriseøkonomierne i Sydeuropa.

Det altoverskyggende problem er den private gæld, som især er knyttet til boligejerne.

I 2006 havde danskerne gennemsnitligt belånt deres boliger for 44 procent. I 2013 var belåningsgraden steget til 69 procent. Naturligvis er der sket en relativ stigning i belåningsgraden, som følge af at mange boliger faldt i værdi under den økonomiske krise, men stigningen skyldes også, at boligejernes gæld generelt er blevet større.

Den private gæld var i 2013 på 239 procent af BNP og langt større end i både Grækenland og Italien. Danskerne er det folkefærd i verden, som har den største gæld i forhold til vores indkomst.

Nationalbankdirektør Lars Rohde foreslog i september en model, hvor alle husejere uanset indkomst, alder og geografi skal tvinges til at afdrage på deres lån, hvis de skylder mere end 60 procent af boligens værdi til et realkredit- eller pengeinstitut. Forslaget blev hurtigt fejet af bordet af regeringen og af erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen. Blandt andet med henvisning til at regeringen allerede har sat gang i tiltag, der skal nedbringe lån hos realkreditinstitutterne med 14 milliarder. For eksempel skal der lægges låg på, hvor mange afdragsfrie lån et realkreditinstitut må give til deres kunder.

Men regeringens forslag er ikke vidtgående nok, for så længe danskerne har så stor privat gæld, så er det svært at få et ordenligt opsving.

Ligeså vel som danskerne har en ganske substantiel privat gæld, så råder vi også over nogle ganske anseelige private formuer bundet i blandt andet boliger, biler og pensionsopsparinger. Den gennemsnitlige danskers nettoformue er på 991.000 kroner, men giver desværre langt fra det fulde billede af danskernes privatøkonomi.

For det første er en ganske stor del af danskernes formuer bundet i pensionsopsparinger, og derfor ikke til umiddelbar gavn. Derudover bliver man ekstremt følsom over for økonomiske udsving, hvis gearingen i økonomien er så høj, som den er i Danmark med både stor gæld og stor formue.

Der vil aldrig være et perfekt tidspunkt til at rydde op efter de hæslige afdragsfrie lån, hvor af mange – set i bagklogskabens klare lys – aldrig skulle være givet.

Mennesker der bor i huse, som er belånt for mere end husets reelle værdi, vil naturligvis blive ramt hårdt, hvis der skal tvangsafdrages på huset. Men lovgivning for lånegrænser er sat i verden til at varetage den langsigtede makroøkonomiske stabilitet - ikke til at tage højde for de enkelte familiers privatøkonomi.

På kort sigt vil kravet om tvangsafdrag kunne give en negativ effekt på privatforbruget, men lige nu skaber den store gæld en strukturel begrænsning for boligejerne, som holder igen med forbruget, fordi de er bevidste om deres sårbare privatøkonomi som følge af de store boliglån.

Nogle gange er det nødvendigt med hårde tiltag på kort sigt for at sikre langsigtede positive effekter.

Regeringen skal tage ansvar. Ligesom på dagpengeområdet, hvor man har taget en fornuftig og økonomisk ansvarlig beslutning ved at forkorte dagpengeperioden, men til gengæld har igangsat en lang række tiltag til at hjælpe de familier, som kommer i klemme som følge deraf. Med samme logik skal der laves indgreb over for forgældede boligejere. Boligejerne skal tvangsafdrage, hvis de skylder mere end 60 procent af boligens værdi, og så skal der selvfølgelig oprettes ordninger, som sikrer, at det bliver gjort på en måde, hvor ingen tvinges til at gå fra hus og hjem.

Økonomisk ansvarlighed og socialt ansvar er ikke hinandens modsætninger, men en forudsætning for hinanden. Selvom valgkampen så småt er skudt i gang, bør regeringen følge Lars Rohdes forslag og tage endnu mere drastiske midler i brug for at nedbringe den private gæld. Kun på den måde kan vi fremtidssikre danskernes privatøkonomi og skabe grobund for generel vækst i samfundet.

Andreas Dinesen er bachelor i statskundskab på Københavns Universitet og medlem af Socialdemokraterne og DSU.