Den vigtigste opgave er nye job

Det vil kræve benhårdt arbejde at komme ovenpå efter finanskrisens rasen. Men det kan lykkes, hvis man fra politisk hold sætter alt ind på at styrke og understøtte de nye virksomheder, der lige nu blomstrer op i Danmark.
Desværre har finanskrisen medført betydeligt færre arbejdspladser. Alene i Danmark har vi på baggrund af finanskrisen mistet 100.000 jobs. Og det er primært produktionsarbejdspladser, vi har mistet. På den baggrund er mange danskere endt ufrivilligt i arbejdsløshed.

Det er en rigtig dårlig udvikling på flere måder.

På det personlige plan, ved vi, hvor vigtigt det er for mennesker at indgå i det fællesskab, som en arbejdsplads tilbyder.  Og på det samfundsmæssige plan er det også rigtig skidt, når mennesker sættes uden for arbejdsstyrken. For vi har brug for alle, hvis vi også i fremtiden skal kunne sikre vores børn og børnebørn et godt og stabilt velfærdssamfund.

Derfor er den vigtigste politiske opgave her og nu at skabe endnu bedre muligheder for nye og flere arbejdspladser. Ikke mindst på Fyn, hvor jeg kommer fra, hvor vi har mistet rigtig mange produktionsarbejdspladser. Det gør vi blandt andet ved i de kommende år at satse endnu mere, såvel nationalt som lokalt, på at styrke og understøtte de nye virksomheder inden for robotteknologi, velfærdsteknologi, fødevareproduktion og alternative energiløsninger, der lige nu blomstrer op rundt omkring på Fyn. På den måde kan vi erstatte de tabte produktionsarbejdspladser med nye jobs, som både tilgodeser ufaglærte og faglærte.

Men skal vi lykkes med at skabe nye og flere jobs og få flere i arbejde, er det samtidig hamrende vigtigt, at vi med alle midler bekæmper social dumping.

Det betyder, at vi skal sætte en stopper for de virksomheder, der ved hjælp af snyd og bedrag eksempelvis ansætter udenlandsk arbejdskraft til 50 kroner i time, og hverken indbetaler pension eller feriepenge.

Vi kan og skal ikke acceptere, at brugen af underbetalt udenlandsk arbejdskraft ødelægger vores muligheder for at få et job. Selvfølgelig er alle velkomne på det danske arbejdsmarked. Men spillereglerne på det danske arbejdsmarked skal overholdes.

Sikrer vi ikke det, river vi tæppet væk under den helt unikke danske arbejdsmarkedsmodel. Samtidigt risikerer vi at ende i en situation, hvor de danske lønninger vil komme under et voldsomt pres, som vil have store konsekvenser for danske lønmodtagere.

Der hersker ingen tvivl om, at det kræver benhårdt arbejde at komme oven på efter finanskrisens rasen. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det kan lykkes, hvis vi fra politisk hold sætter alt ind på at skabe nye jobs - både nu og i fremtiden.

Erik Christensen (f. 1958.) er tidligere borgmester gennem 13 år i henholdsvis Ullerslev og Nyborg Kommune og ny folketingskandidat i Odense. Øst. Oven på borgmesterkuppet i Nyborg ved valget i 2013 fungerer Erik Christensen i dag som viceborgmester og formand for blandt andet Sundheds- og forebyggelsesudvalget. Erik Christensen er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og en dedikeret fodbold- og håndboldspiller.

I forbindelse med det kommende Folketingsvalg, som skal finde sted senest 15. september 2015, har Netavisen Pio bedt en række af de socialdemokratiske kandidater, der for første gang stiller op til Folketinget, skrive en klumme med politiske visioner og politiske bank til højrefløjen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook